Interview: Bæredygtighed, Iværksætteri og Kunsten at være Tålmodig

Jannie og Mia er den visonære duo bag  I Love Eco Essentials; et brand du måske allerede har mødt, og ellers skal glæde dig til at få fingrene i. Hvis du læser med herude ind i mellem, ved du at jeg så tit jeg kan bringer interviews med folk, der tør noget, gør noget og kan noget. Det imponerer mig hver eneste gang når dygtige mennesker skaber noget (nyt), og derfor blev jeg også nødt til at prikke de to damer på skulderen og invitere dem med her på bloggen. Læs om deres holdninger til økologi, iværksætteri og ikke mindst om hvordan det er at være udøvende kreativ. Jeg har prøvet to af produkterne, og jeg er især vild med deres olie, Jazz it up – mix and match oil, som kan bruges alene som kropsolie, men også blandes i andre produkter (både til hud og hår), hvis man mangler fugt. Du finder brandet her – og alle deres produkter lige her. Og bare fordi jeg er nødt til at sige det – indlægget her er ikke sponseret.

 

 

Hvordan fik i ideen til I Love Eco Essentials? Og hvorfor har vi brug for (endnu) en linje af økologiske produkter?

Det startede med Guldsmeden Hotels: Som havde et behov for en række certificerede bæredygtige produkter som samtidig levede op til de høje kriterier for kvalitet, som Guldsmeden er kendt for. Guldsmeden kræver 5-stjernede produkter, som kan leve op til de samme standarder, som vi alle forkæler os selv med derhjemme, og som samtidig ikke forurener vores miljø. Derfor afsøgte vi markedet, og fandt frem til at der ikke var et produkt, der levede op til de krav. Og vi konstaterede, at når der var et hul i markedet for Guldsmeden, så måtte der være et generelt hul i markedet, så ideen blev født om at skabe en række produkter, som kunne leve op til alle disse krav. Som projektet skred frem, mærkede vi interessen fra den øvrige branche, og vi besluttede at skabe en separat virksomhed, som kunne servicere mange flere aktører.

Vi har brug for iLoveEcoEssentials, da vi manglede ”luksus til mellemklassen”! iLoveEcoEssentials drives ud fra fairtrade principperne og er udviklet i overensstemmelse med princippet om minimal negativ miljøpåvirkning i hele produktionskæden. For at understøtte vores principper om bæredygtighed er det vores mål at markedsføre iLoveEcoEssentials som et luksusprodukt i midter-prisklassen – “økonomisk overkommelig bæredygtighed af høj kvalitet”. Vi mener, at bæredygtige og økologiske produkter skal være tilgængelige for alle og ikke kun være en luksus for ”overklassen”.

Hvad gør jeres produkter særlige?

iLoveEcoEssentials er en enkel, bæredygtig unisex-serie – luksuriøs og effektiv. Vores eco-bobler er sammensat af naturlige og økologiske ingredienser, indeholder ingen kemiske stoffer eller mikroplastik! Alle produkter har hver sin egen unikke duft og funktion, hvor alle individuelle noter samtidig komplementerer hinanden helt perfekt!

Vi lever i en verden hvor plastik og dens spild har fatale konsekvenser, hvilket vi alle er nødt til at tage ansvar for – tidligere var det et ”nice-to-do” i dag er det et ”need-to-do”! Ved at skabe en produktserie, som fokuserer på ikke at producere ny plast, ikke arbejder med små emballager, kun bruger miljø- og allergivenlige ingredienser, er ILEE med til at minimere plastikspild i verden.

I arbejder tæt sammen med Madara, som producerer nogle ret lækre økologiske produkter. Hvordan kom det samarbejde i stand?

Da vi var kommet frem til, at der manglende denne række certificerede bæredygtige produkter, gik vi videre med at undersøge, hvem der bedst kunne hjælpe os med at producere vores vision. Her fandt vi frem til Cosmetic Nord, da de netop er specialiseret i naturlig og økologisk hudpleje inden for EU. Vi kendte til et af deres lækre mærker: Madara, så vi tog kontakt og her startede vores samarbejde. Det var en spændende proces, som stod på i et års tid, hvor vi nu står tilbage med iLoveEcoEssentials som er en enkel, bæredygtig produkt-serie – luksuriøs, effektiv og usammenlignelig med andre serier. Disse mål har været vores ledestjerne siden vi påbegyndte udviklingen af denne skønne produktserie.

Hvilken følelse mener I jeres produkter skal give os, når vi bruger dem?

Vi ønsker at vores forbrugere får en kvalitetsoverraskelse, når de bruger vores produkter for første gang – vi elsker at overraske og vi ved at vi er ”value for money”! 🙂

Vi sætter bæredygtighed over alt andet – men vi går ikke på kompromis med uovertruffen kvalitet, unikke produkter og overkommelige priser. Med passion, viden og hårdt arbejde, går alle elementer op i en højere enhed – og det ønsker vi at give videre til jer på en fair måde, hvor vi holder priserne nede!
Hvor meget betyder miljøet for jer, når I tænker jeres hverdag? Spiser i økologisk, og hvordan shopper i tøj og den slags?

Vi er meget bevidste omkring miljøet, vores verdenshave og den plastik der befinder sig i den, partikler som nedbrydes til mikroplastisk, og som nu også er at finde i vores spildevand, fisk, øl osv. Vand er noget vi alle er forbrugere af og hotelbranchen især, det er svært at ændre på, men der er absolut ingen grund til at udskille mikroplastik i vandet ved brug af hudpleje og badeprodukter, det slår et vi et stort slag for! Derfor bruger vi selvfølgelig også selv ILEE, når vi vasker os og forkæler vores hud.

Vi spiser økologisk og vi elsker loppemarkeder – men vi har vi også svage sider, vi nyder også at shoppe nyt til klædeskabet indimellem.

Hvordan oplever I at det er at starte et nyt brand op fra bunden? Er der nogle erfaringer, I gerne vil give videre?

Det har været enormt spændende at udvikle og opstarte et nyt brand, som vi selv mener mangledes på markedet! Det har selvfølgelig også været en lang proces, men det er jo kun at forvente når vores kriterier har været så høje. Selvom man er ivrig efter det endelige resultat er det alfa omega at væbne sig med tålmodighed, så man hele tiden er tro mod sin vision, det sparker røv i sidste ende, og den følelse er fantastisk!

 

 

0 Comments
Previous Post
Next Post