Ok, helt ærligt. Er der noget bedre, mere givende man kan bruge sine penge på end rejser? Ferier med dem man elsker? Nye oplevelser med dem, man gerne vil lære nye ting sammen med? Pauser og parenteser omkring hverdagen? Om det så er til Korsør eller Kuala Lumpur? Er det egenligt ikke lige meget?
Jeg tror det. Jeg tror at det er meget vigtigere med afbræk end en bestemt sofa. Måske fordi det er så relativt nyt for mig? Der har været virkeligt mange år, hvor vi hverken har haft tid eller råd til at holde fri, endsige flytte os hjemmefra, så det er stort at kunne.
Billederne er fra den uge vi var på Mallorca sidste år, i et lejet hus, og jeg bliver glad helt ned i maven af at kigge på dem – præcis som når jeg kigger på billeder fra den uge, vi lånte mine svigerforældres sommerhus i efterårsregn, blæst og kulde. Det handler om at være sammen, om at flytte sig, om at reservere tid til hinanden, og om at have noget af den tiltrængte nærhed at trække på, når hverdagen igen og igen tager røven på en med krav, deadlines og forældremøder. Jeg håber du har kunnet holde fri her i sommer, eller er på vej mod en ferie, og jeg håber at du har suget roen helt ned i maven, og er klar til hverdagen begynder igen.