Bag det næste hjørne – om overraskelser og New York

I går var en lang dag, og selvom jeg klappede sammen af jetlag og gik tidligt i seng, så var det helt ærligt en lang dag. I går morges gik vi igennem New York, inden vi skulle arbejde (og jeg fortæller mere om det hele når jeg må), og gaderne var ikke øde, men stille. Det er den mest fantastiske by, og jeg bliver nødt til at komme tilbage med Johan (og måske endda uden ungerne) for bare at være her, og for at have tid til at sidde stille med en kaffe og bare se på folk. Men der er liv hele tiden; hele tiden nogen eller noget, der summer, og hele tiden nogen der gør sig umage med noget. Gaderne bliver fejet, vinduerne pudset, varer omarrangerede; der er aldrig noget der står helt stille.

I går aftes, da jeg kom hjem til hotellet og var meget sulten, gik jeg ind på en lille restaurant for at bede om en salat til at tage med.  Det var en lille bitte restaurant, med plads til måske tyve mennesker, men se her, hvad deres baggård bestod af. Et lille bytte udsnit af Italien. Det er den slags overraskelser, New York har, og den slags, jeg ikke kan lade være med at synes jeg bør komme igen og opleve mere af.