Je Suis Charlie

Vi er rigtigt mange, der lever af, med og på at der er ytringsfrihed. At der er gensidig respekt. At det er ok at være uenig, at vi må mene og tænke hvad vi vil, når bare vi samtidig passer på andres muligheder for at gøre det samme.

Danske politikere og meningsdannere oplever ofte at holdninger og meninger udtalte i det offentlige rum, fører til verbale øretæver. Her i blogland værner vi også om hinandens ret til at mene noget andet, end vi selv gør – vi diskuterer alt fra sko, til litteratur til børneopdragelse, og selvom vi tager det sprængfarlige emne om amning eller ej op, fører det ikke til mere end uenighed. Blogland findes fordi vi tænker højt, fordi vi skriver, hvad vi mener og mener hvad vi skriver. Blogland er kun i kraft af at vi står ved – uanset hvad vi mener noget om.

At vi kan det, at vi kan mene på skrift, diskutere, tænke frit, mene højlydt, eller blot være stille, er noget vi tager for givet. Og heldigvis for det. Vi har nemlig friheden, muligheden og viljen til at være dem vi er, i tale og i handling, og til at være uenige. Det er dén frihed, der ved gårsdagens terrorhandling i Paris blev forsøgt rystet i sin grundvold.

Sorgen over det, der er sket, er ikke til at rumme. De mennesker, der har mistet deres liv, de børn der har mistet forældre, de mennesker, der har mistet dem de elskede. Dem må vi tænde lys for.

Hvis vi skal lære af det, så er det ikke at lære at være bange, det er ikke at holde op med at tale, tegne, tænke eller handle. Nej, vi skal gøre det – deltage i debatten, være fri til at mene og til at vise, hvad vi mener. Det er et privilegium vi alle har – og et vi gavmildt giver til alle. Alle. Uden undtagelse.