Noget om mad… – og misbrug

Jeg er ved at læse en fantastisk bog, et memoir, som jeg kommer til at fortælle mere om når jeg har tænkt færdig over det. Bogen hedder How To Be A Woman og er skrevet af Caitlin Moran – her gør hun sig tanker om sig selv, sit liv, men også om hvad det vil sige at være kvinde. Hun skriver blandt andet et kapitel om at være decideret fed. Her fortæller hun om, hvordan mad-misbrug er det eneste vi ikke må tale om, at det er det eneste ikke cool misbrug. Altså: Keith Ritchard er jo ikke blevet dømt ude selvom han har et årelangt misbrug, vel? Men kvinder, vi kvinder, vi æder løs når vi er kede af det, spiser os selv ned, “fortjener” noget “lækkert” og bliver tykke uden at andre må sige det til os. Det har virkeligt fået mig til at tænke. Jeg ved ikke noget bedre end hvidt brød med smør. RIGELIG med smør. Jeg elsker en mundful (ikke et lille bitte stykke) chokolade, og jeg kan spise sushi til jeg revner.

Men jeg har ikke godt af det. Overhovedet ikke.

Jeg er tilbage på ingen hvede og ingen stivelse, mest fordi jeg for nyligt at fået en ret grim (I ANSIGTET OF ALL PLACES) reaktion på hvede, og har været til nogle undersøgelser. Jeg må indse at jeg ikke kan tåle den slags. Det har fået mig til at tænke ret meget over hvad det er for nogle følelser, man lægger i mad, og i sin vægt. Og jeg tror hun har ret, Moran, i at vi ind i mellem – eller i længere tid – misbruger mad. Men hvad er det der gør, at vi godt må stoppe en alkoholiker i at drikke videre? Og ikke vores veninder i at æde sig ned? Moran mener at det er fordi vi stadig kan være omsorgspersoner, selvom vi har passeret de 120 kg, og at der derfor ikke er grund til at sige noget.

Men, hvad mener du?

15 Comments
Previous Post
Next Post