Jeg er ved at læse en fantastisk bog, et memoir, som jeg kommer til at fortælle mere om når jeg har tænkt færdig over det. Bogen hedder How To Be A Woman og er skrevet af Caitlin Moran – her gør hun sig tanker om sig selv, sit liv, men også om hvad det vil sige at være kvinde. Hun skriver blandt andet et kapitel om at være decideret fed. Her fortæller hun om, hvordan mad-misbrug er det eneste vi ikke må tale om, at det er det eneste ikke cool misbrug. Altså: Keith Ritchard er jo ikke blevet dømt ude selvom han har et årelangt misbrug, vel? Men kvinder, vi kvinder, vi æder løs når vi er kede af det, spiser os selv ned, “fortjener” noget “lækkert” og bliver tykke uden at andre må sige det til os. Det har virkeligt fået mig til at tænke. Jeg ved ikke noget bedre end hvidt brød med smør. RIGELIG med smør. Jeg elsker en mundful (ikke et lille bitte stykke) chokolade, og jeg kan spise sushi til jeg revner.
Men jeg har ikke godt af det. Overhovedet ikke.
Jeg er tilbage på ingen hvede og ingen stivelse, mest fordi jeg for nyligt at fået en ret grim (I ANSIGTET OF ALL PLACES) reaktion på hvede, og har været til nogle undersøgelser. Jeg må indse at jeg ikke kan tåle den slags. Det har fået mig til at tænke ret meget over hvad det er for nogle følelser, man lægger i mad, og i sin vægt. Og jeg tror hun har ret, Moran, i at vi ind i mellem – eller i længere tid – misbruger mad. Men hvad er det der gør, at vi godt må stoppe en alkoholiker i at drikke videre? Og ikke vores veninder i at æde sig ned? Moran mener at det er fordi vi stadig kan være omsorgspersoner, selvom vi har passeret de 120 kg, og at der derfor ikke er grund til at sige noget.
Men, hvad mener du?
Uha,den er svær. En af mine veninder fra helt tilbage fra barndommen har i årevis været overvægtig, og nu har hun på ½ år tabt sig 28 kg -og mangler stadigvæk noget.Jeg har ofte tænkt over, om jeg skulle sige noget til hende. Spørge hende om, hvordan hun havde det med sin vægt -men det var bare så tabubelagt. Specielt når jeg selv er tynd. Nu prøver jeg bare at støtte så meget op om hendes projekt som overhovedet muligt.
Jeg er selv stoppet med at spise sukker for en måned siden. Af åbenlyse grunde ikke for at tabe mig (som ifølge omverdenen måske er den eneste legitime grund) -men for at se, om jeg ikke kunne blive lidt mere energisk. Få det lidt bedre. Få pænere hud. Og det har faktisk ikke føltes som hverken et martyrium eller specielt synd for mig. Jeg er ikke totalt fantatisk,og da der var sol, sommer og ParadIS i søndags med mand og børn, så fik jeg også en is.Jeg vil bare ikke sidde på arbejde og kaste kage i hovedet mere og være ved at falde om af træthed kl. 15.00. Og det er jeg faktisk ikke mere. Hvor jeg ofte faldt i søvn på sofaen kl. 21, er klokken meget oftere 22-22.30, før jeg går i seng. Også selvom vækkeuret stadigt ringer kl. 5.45.
Jeg tror også, at mad-misbrug er én af vores sidste rigtige tabu-misbrug. Det er så svært at tale om. Måske fordi de fleste af os kan sætte os ind i de følelser, som ofte gør, at man bare kaster al mådehold over bord og æder! Tristhed, kedsomhed, trøst – you name it.
Kh
Bitten
ps. Den hvide hvede er heller ikke god ved mig. Men jeg har svært ved at klippe navlestrengen.
Jeg synes det er trist hvis man ikke kan unde sig selv noget så harmløst som et stykke hvedebrød med smør.
Mad er blevet en religion. Og man kan blive et bedre menneske – i alle henseender tilsyneladende – hvis man bare spiser rigtigt. Men man spiser sig altså ikke en forbandelse til. jeg vil bare opfordre til at man siger til sig selv: alt med måde eller: alt er tilladt, men ikke alt gavner.
Jeg kender en pige, som er lettere at springe over end at gå udenom. Men det er meget meget svært at sige til hende, at vi er bekymrede for hende. Både pga. vægten, men også de følgesygdomme hun er i stor risiko for at få.
Til gengæld har jeg selv prøvet for 11 år siden at være tynd. Der har andre mennesker ingen skrubler med at kommenterer, hvor grimt det er, om man ikke skulle tage på, spørge om man havde en sygdom osv. Jeg var tynd pga. en søn der skulle ammes hver 3. time døgnet rundt, ikke andet. Og jeg er blevet helt normalvægtig igen 🙂
Den bog er… fantastisk. Og burde læses af alle kvinder. Hun er benhård. Hendes afsnit om abort gjorde også stort indtryk på mig. Hun er god til at nuancere – og så elsker jeg hendes modige ærlighed og selvironiske distance til hendes på mange måder bizarre liv. Læs. Læs. Læs
Det er svært at sige, hvor nydelsen stopper og misbruget begynder – tænker jeg. Måske er det sådan med andre slags (begyndende) misbrug også. Og måske går skillelinjen mellem at bruge rødvinen, chokoladen, sushien som krydderi ind i mellem og at trænge til det som nødvendigt fix på alle de kedelige hverdagsaftener? Til tørst og ikke trøst, eller hvordan er det nu..?
åhhh det er en svær en. Om mad er religion eller religion er mad, er svært at sige. I hvertfald kan det være kimen til meget ballade. For mig handler det om, hvilken intention man har med sig, når og hvis man tager emnet op. Overvægt/ undervægt.
Og så ligger der så mange følelser ( bevidste og ubevidste) når vi tilbereder, serverer og spiser mad.
Ja jeg tror på, at mad misbrug findes og måske skal det sidestilles sammen med de andre former for misbrug.
Jeg tror også at misbrug er misbrug – det er bare nyt for mig, at turde tænke på mad som det også. Og som Birgitte B skriver, så er der jo ingen der er bange for at kommentere, hvis folk er blevet for tynde. Man må bare ikke sige noget, hvis nogen er blevet for stor…
Det er et dilemma. For vores opfattelse af hvornår nogen er tykke, store, fede, er forskellig. Og bag et hvert overvægtigt menneske ligger der en historie, som du ikke kender, når du bare ser en kvinde, du synes, er tyk.
Str. 48. Det er totalt grænseoverskridende for mig at skrive. Men det er jeg. Og ja, jeg har et BMI som andre kvinder ikke kigger misundeligt på. Men jeg spiser faktisk helt almindeligt. Selvom du der læser med her ikke tror det. Der kan være så mange årsager til overvægt – og madforbruget er ikke altid en af dem.
Når det er sagt, så har vi som forældre et kæmpe ansvar. Hvem husker ikke at være et grædende barn, som en mor/bedstemor skulle trøste: Kom hen til mig og få en is. Det er hér, trøstespisningen begynder.
Og så må jeg sige, at jo flere mennesker omkring mig, som prædiker ingen kulhydrater, spis en halv ko dagligt, drik aldrig andet end vand med citron, jo mere får jeg hang til at gå i køkkenet og bage kanelsnegle. Kald det bare barnligt …
Jeg har i øvrigt lige lastet mine skuffer med ærteprotein, sesammel, affedtet mandelmel osv. En hver paleo-tilhænger ville være misundelig. Men jeg bliver aldrig fanatisk tilhænger af den ene eller den anden kur. Jeg tror på, at alt med måde er vejen frem. Og så handler overvægt i høj grad også om for lidt bevægelse. Det eneste der virker er let røven og luk munden. Det ved jeg. Jeg har nemlig smidt en hel masse kilo. Og taget nogle af dem på igen.
Det blev en lang smøre … Som så bliver en af mine første kommentarer fra min “nye” blog. Men det er en helt anden historie …
Du har ret, Julia; mad-misbrug er IKKE cool, og jeg, der selv er MEGET overvægtig fordi jeg i mange år har lidt af spiseforstyrrelsen overspisning (som i parentes bemærket endnu ikke er anerkendt som officiel diagnose og dermed også svær at få behandling for, sært fordi den eneste forskel på mig og en bulimiker er at jeg ikke kaster op!). Nå, men overvægt er tabu, og det er da også ganske, ganske få nære veninder og nærtstående familiemedlemmer der tør tale med mig. Vi danskere vil hellere nøjes med at sidde derhjemme i sofaen og i bedste sendetid sidde og more os over endnu et program hvor overvægtige taber sig. Det er også diskrimination; man ville aldrig lave en udsendelse (eller en udsendelsesrække for den sags skyld…) hvor man ville følge en gruppe storrygere der skulle på rygestop, alkoholikere der skulle stoppe med at drikke etc, fordi det ikke ville være visuelt nok. Nej overvægtige kan vi bare grine af og nedgøre – samtidig med at vi har så pokkers svært ved at nærme os dem, altså udtrykke bekymringen.
Jeg har selv gennem årelang, selvbetalt kropsterapi blevet klogere på mig, har lært at leve med mig, og har heldigvis fået dokumenteret at det er langt bedre at være overvægtig og i god form end tyndfed – altså slank og utrænet. Men øjet ser det, det ser, og som overvægtig bliver jeg konstant vurderet og set ned på, det kan din klumme desværre ikke i sig selv ændre, men måske kan vi alle prøve at se med lidt mere milde øjne på andre, og huske at der bag det ydre – hvad enten vi så er for tynde, tykke, høje, lave eller platfodede – gemmer sig et menneske som fortjener at blive mødt som alle andre… Ja, det var bare tanker fra mig! 😉
Hele det der anti hvede koncept er der altså nogen der må forklare mig, for jeg forstår det overhovedet ikke.. Hvad er det ved hvede der er så dårligt? Bevares, der erselvfølgelig ikke mange fibre i, men hvis det er gluten folk er bange for ved hveden, så går de altså galt ibyen, hvis de tror det er hveden der er den eneste ‘skurk’. Der er gluten i rå mængder i spelt, rug og grahamsmel. Producenter af alt fra økologisk mayo til chokolade, pålæg, madlavningsfløde mv mv mv.. Alt den misforståede hvedeforskrækkelse gør livet super svært for folk som mig, der er diagnostiserede med cøliaki (i folkemunde glutenallergi) – folk tror jeg er en helsefreak og totalt uptight når jeg tejkker og dobbelttjekker om deres hvede, hvedestivelse eller gluten i min mad.
Beklager hvis indlægget er fejlplaceret – men forklar alligevel gerne hvorfor hvede er ‘det onde’? I just dont get it..
Ps. Man kangodt blive fed selvom hvede IKKE er en mulighed!
Pps. Hvis ikke det var fordi jeg ikke kan spise hvede/gluten uden at jeg på sigt har fire gangeså høj dødelighed som folk der ikke har cøliaki – så ville jeg med glæde dele et helt hvidt fransbrød med utopiske mængder smør med dig Julia! Jeg må ‘nøjes’ med smørret:)
Der er en sammenhæng mellem det med, at alkohol- og narkotikamusbrug og så naturligvis rygning i højere grad går ud over andre – direkte eller indirekte – og så den grad af social stigma, der er forbundet med det. Det gør ikke skade på andre, at du er tyk. Samtidig er jeg heller enig med dig i, at det er socialt acceptabelt at sige til folk, at de drikker for meget – eller barr sige nej til alkohol til en festlig anledning. Så der er også en gråzone der stadigvæk. Jeg er af den opfattelse, at det i bund og grund ikke rager mig, hvad mine veninder vejer og hvorfor de gør det – med mindre de selv ønsker at tage emnet op. Jeg kan jo lide dem, som de er. Et egentligt misbrug som overspisning, bulimi eller anoreksi er jo en anden sag, men at spise (lidt) for meget eller veje ditto, det skal jeg da ikke stille mig til dommer over. Det er muligvis misbrug, og at spise med følelserne, men det er langt til at man drikker 4 liter vodka og glemme at hente sine børn, når man ikke kan hænge sammen og trænger til at dulme følelserne.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der er en stor forskel på den måde, hvorpå mad påvirker os, set i forhold til andre stimulancer som alkohol og stoffer, der måske betragtes som mere “cool”. For sidstnævnte påvirker de fleste mennesker på en fysisk meget synlig måde.
Alkohol og stoffer er ikke nødvendige for os mennesker for at overleve. Dét er mad derimod, og derfor kan man “teknisk set” altid forsvare sit indtag af mad (dog ikke i alle mængder). Måske er det én af grundene? Og derfor er det også nemt at misbruge mad, da det jo er en ting, som vi fra naturens side har brug for. Så skader en ekstra portion vel ikke…..
Og da vi jo af gode grunde ikke kan undgå mad (til forskel fra alkohol og stoffer), så er det måske endnu sværere at styre uden om et misbrug, hvis man først er havnet i “fælden”…
Måske er det “pinligt” ikke at kunne kontrollere en så naturlig del af livet?
En anden grund kan måske være, at hvor andre misbrug kan skjules – med mindre man lige er sanseløs beruset eller hyperdansende på drugs – så kan overvægt ikke skjules, ligegyldigt hvor meget tøj man forsøger at gemme sig bag… Alle i rummet er klar over, at en overvægtig person er overvægtig. Måske vi derfor holder os tilbage, fordi det er så synligt….
Uanset hvad der misbruges, så bør fokus være på de elementer i vores liv, der gør, at vi føler et behov for at dulme og flygte fra følelser på den ene eller anden måde – i første omgang.
Jeg har haft et madmisbrug i mange år, som jeg de sidste par år har fået ret godt styr på. Jeg har vidst i mange år, at jeg havde et sygeligt forhold til mad. At der lå en kæmpe ged begravet der. Gennem årene har jeg forsøgt at tale med diverse professionelle + veninder om det.
Jeg skammer mig meget over det og jeg er ellers normalt ikke en, som har tabuer i mit liv. Alligevel har jeg forsøgt at sætte ord på misbruget, men jeg synes ikke, at jeg er blevet taget særlig alvorligt. Måske er det fordi vi ikke lærer, hvordan man skal tale med hinanden om det. Hvad ville du sige, hvis din veninde fortalte, at hun i nat spiste et familierugbrød inden hun begyndte at skrælle kartofler kl 2 til ovnfritter og sluttede det hele af med et par roulader og en omgang boller i karry? Måske spørger man ind til, hvad det mon handler om, men så stopper det også der. Især hvis misbrugeren ikke selv ved det.
Det er mit indtryk, at vi mangler et sprog om det. Alle mulige andre traumer lærer vi gudskelov om i skolen og i medierne, men madmisbrug … man kommer lidt til kort og har kun ordet trøstespisning i ordbogen. Derudover har man som alm. person ikke ret stor kendskab til, hvad det handler om, hvornår det er (for) alvorligt og hvad man kan gøre. Jeg tror, det er et kæmpe stort uncool og hemmeligt problem for mange. Jeg tror, det ville være godt at sætte mere fokus på det.
Bare mine tanker. Tak fordi du skrev om det.
M
Afhængighed kan være rigtig mange ting. Udover alkohol, stoffer og mad, er der også afhængighed af at shoppe, sundhed, arbejde, motion, nettet og så videre. Jeg kan varmt anbefale at læse “Afhængighed – din skjulte gave” af Mary O’Malley. Hendes betragtning er, at afhængighed kan som en skjult gave eller ressource, der kan vise os vejen mod større accept og selvforståelse.
Det særlige ved madmisbrugeren er, at denne altid skal have sit stof, det skal bare indtage stoffet på en mere hensigtsmæssig måde. Det svarer til, at bede alkoholikeren om, at drikke hver dag, bare på en mere kontrolleret og sund måde. Det er svært. Derfor fremstår madmisbrugeren ganske ukontrolleret (i hvert fald de af dem der er overvægtige) og med manglen på kontrol følge ofte fordømmelse. Måske er det derfor det er tabubelagt?
Jeg tror som flere her har sagt det, og senest Chentte, at der med madmisbrug er et kontroltab, som man reagerer på, og at det derfor er endnu mere tabubelagt. Men som M også skriver så mangler vi et sprog for det – og helt sikkert modet til at tale med hinanden om det.