Noget om den der balance.

Sent i går aftes kom jeg hjem efter tre hektiske dage: Arrangement i København tirsdag, i Amsterdam onsdag og i Antverpen torsdag.

Sofus har været temmelig syg, mens jeg har været væk, og det har ikke været superfedt at være væk fra ham. Mandag eftermiddag fik han feberkramper, og vi kørte på skadestuen med ham igennem myldretidstrafikken. Han har været syg hele ugen, men rask i dag og kan komme afsted i vuggestue i morgen. Og jeg har været væk. Det har været en virkelig skøn tur, som jeg har nydt, og de ting vi skulle opnå rent arbejdsmæssigt faldt heldigvis også i hak. Men at vide at den lille ikke har det godt, det har altså været virkeligt slemt. Og så er vi igen ved den der balance. For hvad gør vi når vores arbejde kalder, og børnene også gør? Jeg tog afsted, og jeg har det faktisk ikke dårligt med det – det havde jeg tirsdag, da han havde det allerværst – og den eneste grund til at jeg ikke var ved at begå harikiri af dårlig samvittighed er… Johan. Verdens bedste far, som kan give alt det ungerne har brug for. Det er satme heldigt at det er ham, der er den. Og jeg er kommet hjem til en lille fis som kan sige Mo-Ar. Hjerteknusende vidunderligt.

 

5 Comments
Previous Post
Next Post