Det er ikke for børn, at være mor til to. Der er nærvær der skal leveres flere steder, der er ting, der skal ses, lege der skal leges, kys der skal gives og fåes, og numser der skal tørres. Mange af dem. Der er vasketøj i stride strømme og der er jeg ved ikke hvor mange forskellige skal moste madvarer, der skal produceres.
Meget er kommet bag på mig i det her. Mest af alt, hvor mange rutiner, der er nødt til at være, for at det hele klapper (i hvert fald for os). Før Sofus havde jeg ikke tid til at lave ingenting. Nu har jeg endnu mindre. Jeg forstår ikke at der findes kvinder med tre børn – tre lykkelige, rene og sunde børn uden den mindste smule svigt!
Helt ærligt!
Det er jo for vildt! Hatten af for jer derude damer; jeg kan ikke regne ud, hvordan I gør.
Men alt er ok. Det hele er ok, jeg ved at det med tiden er en fase, og jeg tror det vigtigste er at holde fast i stjernestunderne når tempoet er så højt. Så det øver jeg mig; for det er jo dem jeg ikke vil gå glip af. Jeg VIL bare ikke være en af de mødre der har så travlt med at vaske tøj og lave mad etc etc, at jeg ikke når at kigge når nogen siger “Se mig mor, jeg er en FAAAARRHHlig pirat på vej til Afrika!”
Det er det jeg vil nå at se; de stjernestunder, jeg vil være med til.
Her er en af dem:
Ja stjernestunder er der brug for. Som da min fireårige her til aften slog sig og vendte sig mod sin lillesøster på otte måneder for at få et kram. Det er al trætheden og følelsen af ikke at kunne overskue det værd
Som stadig relativt ny mor til to – tvillinger (6 måneder) – er det dejligt at fornemme, at der nok er noget om snakken, når hverdagen føles aldeles overskyllet af rutiner, som er tiltænkt af holde lidt af panikken fra døren.
Prisværdig piratambition du har. Min er den samme, og det lykkes … mange gange.
Jeg blev for tre måneder siden mor til nr tre. Har også en på 5 og en på 2. Det jeg synes er den største udfordring, er at de alle tre har forskellige behov, som jeg muligt kan opfylde, i hvertfald ikke på samme tid. Og det er svært at være nærværende hele tiden, og det piner mig når min datter på to nogle gange siger “jeg savner dig mor”. En ting jeg har lavet om på, er at iPad, smartphone og tv slukkes når vi er sammen. Med mindre vi ser en tegnefilm sammen. Er også blevet god til at få mine døtre til at være med til at lave mad og .. Hold nu fast; lægge vasketøj sammen og på plads,.. Og vi hygger os faktisk sammen når vi gør det. Men det er svært når lillebror kræver sin mor, og det gør han tit.
Hatten af for alle jer mødre, et, to, tre, eller 10 børn.
Som mor til 1 enkelt barn – en datter – på snart 18 år … kan jeg kun tilslutte mig “hattekoret” 😉 … og er helt sikker på at stjernestunderne ER vigtige !!!
Glad hilsen, Marianne
Det med de tre relativt glade, relativt velfungerede og lejlighedsvise rene børn kommer ikke uden omkostninger. Før jeg fik mine var jeg overhovdet ikke i nærheden af at forstå hvad de ville komme til at koste mig for havde jeg vist det havde jeg ikke fået dem. På den anden side var jeg heller ikke i nærheden af at forstå hvor meget uforbeholden kærlighed og indhold de ville give mig og havde jeg vist det ville jeg aldrig have været i tvivl.
(og så har jeg lige læst om Johan på bagsiden af Politikken idag. Hatten af for ham. Dét ønske om oprigtighed, nærvær og ærlighed er fantastisk og vel i virkeligheden gældende i alle livets forhold også når det handler om vores børn)
Jeg har 4, 3 store og en lille efternøgler. Har været alene med dem næsten altid eller 15 år rettere;o)og DE ER bare mit liv. Jo jo arbejder også, så kvæler dem ikke hele tiden… Men det er alle guldkornene og stjernestunderne værd. Og som du selv skriver, der skal struktur til og lidt slinger i valsen når man har ferie.
-Og pludselig en dag er de større, de unger, og en ny fase begyndt og endnu en, og man skal stadig huske “at se” sine børn, selv om de ikke længere siger det så direkte – It is a full time commitment…
Storfamiliens forældre har også min største respekt – og også undren, for hvordan hulan gør de. Vokser selvfølgelig med det meste, men alligevel. Sidder og bliver helt vemodig over det med numserne…for ligesom vi vokser med udfordringerne, så bliver de også bare vildt anderledes. Ikke bedre eller værre. Bare anderledes – kh en, der bl.a. nu sover under samme tag som slange-æg og deres forældre og ….
Suk. Og så alt det vasketøj. Bunker af vasketøj…..
Da jeg var en lille pige havde min mor en kaffekop hvorpå der stod noget ala:
Det er hårdt at være kvinde. Man skal tænke som en mand, arbejde som en hest. Have sex som Madonna og se ud som en ung kvinde. Eller noget i den retning.
Nu, i mit voksenliv, forstår jeg hvad disse ord betød 🙂
Jeg er én af dem, der har 2 børn, og jeg er én af dem, som er elendig til at sætte mig ned og bare VÆRE. Jeg bliver opslugt af vasketøjet, madlavningen og nogle gange hører jeg ikke efter, når der bliver råbt “moooooaaaaaaaaaar se lige, hvad jeg kan”.
Jeg kommer til at gemme mig bag de huslige pligter, for mens jeg tager mig af dem, kan jeg være mig selv. Ingen kræver noget, for jeg er jo i gang med noget andet. Jeg skal ikke være PÅ, jeg skal bare skrælle kartofler eller hænge vasketøj op.
Kan godt blive ked over mig selv, når jeg nærmest vælger vasketøjet fremfor legoen – men nogle gange kan jeg bare godt synes, at det er sindsygt kedeligt at køre frem og tilbage med en lego-bil eller lege “og så sagde vi at…..”
Er der andre, som også synes, at børnelege kan være ekstremt kedelige??????
Når det er sagt, så elsker jeg at spille UNO med min store pige, og spille fodbold med min lille dreng – og bage pandekager sammen, og læse bøger sammen og danse sammen. Men tit kommer vasketøjet bare på tværs med de 10 minutter, man kan få i fred! Hvis man fik lidt mere tid på selv-kontoen ville man så være bedre til at nyde legoen og “så sagde vi at…..” – i stedet for at gemme sig ude i køkkenet med kaffe i koppen og røre i en gryde. 🙂
Hov Bitten! Du har jo skrevet mine tanker!!! Jeg kan tage mig selv i at smutte ned i vaskekælderen med glæde, hvis jeg slipper for MagicCards og Playmobil prinsesser…. Øver mig daglig på at bare være til stede , jeg ved jo godt at om et øjeblik er de så store at de ikke gidder kalde på mor for at få smule anerkendelse, så er det kun vennerne som betyder noget. Og min samvittighed bliver ikke ligefrem bedre af at jeg er pædagog….. 😉 men øvelse gør mester!
Min meget kloge og dejlige mor fik mig og mine tre søskende inden for seks år. Jeg spurgte hende undrende efter jeg selv var blevet mor, hvordan hun formåede at kramelske os allesammen, holde et hus på 200 kvm pletfri samtidig med hun arbejdede fuld tid. Og hun sagde meget klogt – et barn kan tage alt din tid, de næste kan ikke tage mere. Jeg undrer mig stadig over hvordan hun og min far gjorde det!
Bare rolig. Du får mere helikopteroverblik med tiden. Og så kan du dykke præcist og knivskarpt ned i “herognu-stjernestunder med stjerneunger” og op igen – til alle planerne og gøremålene. Kram fra endnu en mor til 2 skatterollinger (på 2ethalvt og 5).
Kære Mødre
Jeg elsker din blog, Julia, læser den ofte og er inspireret.
Jeg tænker rigtigt meget på grunde til at få/ikke få børn, og jeg har nærstuderet et tidligere blogindlæg her på siden, med en gæsteblogger, der fortæller om sit valg om ikke at få børn.. og det giver utrolig meget mening i mit hoved. Alligevel sniger tanken sig ind en gang i mellem, og jeg ser på de søde børn og deres forældre der kigger på dem med kærlighed i blikket. Nu har jeg lige læst dit blogindlæg, og sidder tilbage med tanken, jeg ofte har når jeg møder børnefamilier, hvorfor overhovedet få børn? Det er ikke en anklage, haha.. men et spørgsmål! Jeg vil super gerne, vide, hvad der gør det hele værd mit i alt kaos, leverpostejsmader, bleer og grød? Vil I ikke prøve at forklare mig det? jeg er så nysgerrig på den verden.
Jeg spørger ofte venner og veninder om hvorfor de vil have børn… for jeg kan ikke selv finde grunde dertil, det skræmmer mig faktisk lidt, jeg føler mig lidt ukvindelig af og til.. og jeg møder ret meget modstand og mange spørgsmål, når jeg siger, at jeg ikke tror jeg vil have børn..
Kærligst Maria