Sofus, hans mor og speltmødrene

Nå, men Sofus og jeg holdt barsel i går. Hele dagen alene, et par dejlige besøg, og ellers masser af stilletid i sofaen.

Han er simpelthen så dejlig, og jeg kan slet ikke få nok at holde om ham, snuse til ham og være sammen med ham.

Men. Hold. Nu. Op. Hvor er dagen lang. Helt ærligt. Havde glemt det. (Selvom jeg har skrevet en bog om det… host host) Jeg havde totalt glemt hvor hårdt det er når alting står stille i 18 timer, og når lækkerhapsen har lige præcis den alder, hvor han gerne vil underholdes, men man kan vælge mellem a) at synge eller b) at rasle med ting.

Og nej, det her handler ikke om at jeg ikke nyder det – det gør jeg faktisk, men jeg er simpelthen så taknemmelig over at vores hverdag – Sofus og min – foregår både ude og hjemme. Der er mange måder at være mor på, og mange måder at være kvinde på – ind i mellem er det svært ikke at følge en smule mindreværd, når man ser hvordan andre kan finde ud af det, de kan. Men Sofus er mit barn – og vi ligner hinanden en smule, og jeg kan hilse og sige at han heller ikke var helt tilfreds med de 18 timer i går… Nå det er sagt, så bøjer jeg mig i støvet for kvinder som hende her.

 

13 kommentarer

  1. ;-)Fin problematik at tage op.

    Har lige læst speltmoderens bekendelser. Det er godt nok en artikel som vækker blandede følelser i mig, for jeg kan ikke lade være med at tænke på at det kun er de mere velståendes dilemma, der skitseres. Det er kun hvis far tjener nok, at man som mor kan vælge hjemmebag og langsomme morgener til i perioden som rækker ud over barslen. Det er ikke en hver mors mulighed. Jeg ville ønske at det var. Jeg var heldig at få tvillinger og kunne ansættes af kommunen til at passe mine børn som dagplejemor til de var tre. Jeg ville være så ked af at skulle sende mine små puttebørn i vuggestue. Jeg ville ønske at alle kunne vælge dét til, som de finder rigtigst, men sådan er verden jo ikke skruet sammen. Derfor kan jeg også mærke at den debat om speltmoder eller ej provokerer mig en del og jeg synes det er vigtigt at få alle perspektiver med i den debat.

    God søndag 🙂

  2. Jeg læste også lige speltmoderens bekendelser. Jeg er også fuld af beundring for de kvinder (og mænd for de findes faktisk også) som tager måneder eller hele år ud af kalenderen og helliger sig børnene. Jeg er desværre heller ikke selv typen, som trives med det. Men jeg synes jeg har fundet en god middelvej, som jeg trives med: jeg er pt studerende, så tiden er lidt mere min egen, end hvis jeg havde et fuldtidsjob. Så nogle dage kan jeg bruge på vores søn og andre dage på at fordybe mig i dét jeg også brænder for. Det fungerer helt fantastisk og vores søn elsker i øvrigt sin vuggestue, så han ville nok også være træt af hvis vi skulle gå hjemme sammen, hele tiden.
    Men igen må jeg lige sige: jeg synes det er fantastisk når folk gør det og synes at vi hver især skal gøre det vi trives med.
    //B

  3. jeg blev lidt misundelig i 6 sekunder efter at have læst artiklen, men kom så i tanke om, at jeg ikke ville kunne være i det på samme måde, som forfatteren er. Jeg ville blive bitter, kede mig, bekymre mig om fremtiden – de mangldende jobmuligheder, min manglende økonomiske selvstændighed. Jeg ville blive frustreret over de f****** Totte bøger, sneglene og alt det andet…….Jeg ville savne voksen-kontakt, udfordringer med mere…..

    Når det så er sagt, så er det samtidigt bare helt vildt uretfærdigt, at det skal være mens mine børn er små, at jeg skal konsolidere min plads på arbejdsmarkedet. Være den forholdsvis nye underviser, som ikke har mulighed og samvittighed til at spise eleverne af med middelmådighed og samlebånds pædagogik. De fortjener en ordentlig studentereksamen og en underviser, der tager dem og jobbet alvorligt. Det bliver desværre til en konstant konflikt mellem børn og job. Hvad så når jobbet bliver nemmere, og tiden bliver til rådighed …………gider børnene så stadigt at kigge på snegle??????

    Er nok lidt misundelig på spelt-moderen……

  4. Det lyder til at du og Sofus har haft en skøn dag, han ser godt nok også skøn ud, ååh hvor man pludseligt savner den tid hvor man gik og baby snusede og bare hjemme hyggede med baby (og min mindste er endda kun 2 år, haha, synes tiden går alt for hurtigt.) Men jeg kan nu alligevel sagtens følge dig i, at dagen kan være lang, når man skal “underholde” en hel dag – selvfølgeligt gør man det med glæde og nyder det, men jeg synes også at kunne huske dage hvor jeg alligevel glædet mig til at mindste prinsessen fik søster hjem fra vuggestue og far hjem fra arbejde.

  5. Jeg er sådan en højtuddannet, hjemmegående mor, men ikke så meget speltmor her.

    Der er ingen privatskole eller Østerbro her. Det er der da slet ikke råd til! Speltboller er også en mangelvare, hvad der er lidt af en skam.

    Mine børn sover i deres egen seng, og de kommer op, når vækkeuret ringer. Til gengæld kan vi spise morgenmad lige så længe vi gider, blive indenfor, når det regner og hygge os under dynen, når næserne løber og det hele er lidt gråt. Der er rigeligt med venner med skønne mødre i vores vennekreds, så dagene bliver aldrig for lange for hverken dem eller mig.

    Nogle gange, bare en gang imellem så dagdrømmer jeg om at aflevere mine børn i en institution mandag morgen og tage på arbejde og bare koncentrere mig om det, uden at skulle bygge et Legotårn, skifte ble eller høre ældste drengen fortælle for 10. gang, at skildpadder altså drikker vand med næsen.

    Heldigvis så er det oftest en kortvarig trang, men jeg forstår en del af charmen ved at være udearbejdende. Og jeg er forresten i næsegrus beundring over, hvor fantastisk mange kvinder kan jonglere det projekt.

    Hvad jeg ikke forstår er, hvorfor der er så unuanceret en diskussion for og imod speltmor eller karrieremor, og hvorfor skal der sættes mærkater på os alle sammen, og hvad med alle os, der er hverken eller?

    Handler det ikke bare om, at vi gør det, som vi føler er bedst for os selv, for vores bedre halvdel, og for de små mennesker, som vi har ansvaret for? Og lader være med at brokke os og pege fingre af de andre, der gør noget andet?

    Hilsen en mor, der nok egentlig synes, at det er skønt at vide at skildpadder drikker med næsen.

  6. Jeg ville ikke selv kunne overskue at gå hjemme. Jeg ville heller ikke kunne overskue hvor vi skulle få pengene fra, og jeg er SÅ enig med Bitten i at der er en uretfærdighed indbygget i, at alt skal ske samtidig. Men noget af det, der er så (skide)anstrengende i debatten om moderskab, er at vi har så svært ved at acceptere at vi gør tingene forskelligt. At vi hverken har de sammedrømme, talenter eller midler, er noget af det, vi kvinder tilsyneladende har sværest ved at rumme.

  7. Både jeg (og flere fra min seje mødregruppe) læste artiklen, og jeg tror at vi alle følte stor respekt for “speltmoderens” valg – og beundring for hendes liv.

    Men når det så er sagt – og den første misundelse har lagt sig – prøvede jeg at forestille mig selv i samme rolle. Og det kan jeg ikke! For hvor vigtigt jeg end mener, at min rolle som mor for mine børn er, er jeg nok også lidt gammeldags ift. den betragtning at “evner forpligter”. Altså, når jeg nu er blevet begavet med et hoved, der kunne gennemføre en universitets uddannelse, et cv der tyder på at jeg kan bestille noget og en krop der kan cykle til og fra arbejde hver dag, så ‘skylder’ jeg også både samfundet og mig selv, at jeg bidrager med andet og mere end brystmælk og hjemmebag.

    Jeg skal snart på barsel for anden gang (og glæder mig vildt), men jeg vil lige som sidste gang ikke ‘bare’ lade min hjerne og krop gå i amme-dvale. Jeg ville ikke bare kede mig bravt, jeg ville også føle, at jeg syltede en stor del af min egen identitet. Og jeg har faktisk ikke lyst til at opdrage mine (snart 2) sønner til at være små mænd, der ved at mors eneste kald i livet er dem.

    De skal selvfølgelig føle sig trygge, elskede og anerkendte – men de skal også opdage at verden har andet og mere at byde på end en mor der står til rådighed med åbne arme (og bryster)24-7.

    Hver mor skal finde sin egen balance, og vi skal da glæde os over, at vores samfund er så rigt at flere kvinder kan vælge om de vil arbejde, gå hjemme, studere eller noget helt 4. Men kvinder, der prøver at gøre ‘lidt af det hele’ skal bestemt ikke skamme sig – måske deres børn vil se dem som et forbillede, og prøve at blive lige så brede i deres horisont også?

  8. Sine, du er fandme så skarp. Og den her: “Og jeg har faktisk ikke lyst til at opdrage mine (snart 2) sønner til at være små mænd, der ved at mors eneste kald i livet er dem.” er SÅ VIGTIG!

  9. Jeg kunne vældig godt tænke mig, hvis der kom en bølge i samfundsdebatten, der gjorde plads til at alle er forskellige og at det er ok.

    Jeg bliver så træt af alle de mærkater, vi skal sætte på hinanden og alle de fingre, der skal peges, når nogle skiller sig ud eller vælger anderledes.

    Jeg synes det udstiller den danske intolerance helt ekstremt, at vi i den grad ser ned på folk, der vælger anderledes.

    Vi er så priviligerede at vi har muligheden for at vælge. Lad os glædes over det og blive klogere på hinandens valg, istedet for at hegle andre ned.

  10. Jeg er selvstændig, hvilket betyder, at jeg nogle dage rejser, andre dage arbejder jeg hjemmefra. Mine børn, som er 4, 6 og 9, er vant til, at min indsats og indtægt spiller en rolle. Jeg har tidslommer til at hente dem tidligt engang i mellem og hygge. De er vant til at se mig arbejde og forstår i grove træk, hvad mit arbejde går ud på, og hvilken rolle det spiller i en større sammenhæng. Og de er vant til at se mig træffe beslutninger om økonomi og prioritere – beslutninger og overvejelser, jeg til dels også præsenterer dem for. Jeg synes, det er vigtigt, at børn, ikke mindst drengebørn, oplever deres mødre ikke blot som omsorgspersoner, men også som kompetente beslutningstagere og som samfundsborgere med forpligtelser, der rækker videre end familien. Jeg forstår ikke, at der stilles en modsætning op om, enten at være noget for familien eller passe sit arbejde. Vi skal da lære vores børn både at fungere i samfundet samtidig med, at de får et godt personligt liv.

  11. Jeg har lyst til at rejse mig og klappe for kommentar 10. Ja tak til at smide alle de der mærkater ud. Det er da så nedladende at opsummere et helt menneske i et enkelt ord som speltmor eller karrieremor.

    Til gengæld er jeg noget uforstående over for de mennesker, der absolut tror, at en hjemmegående mors liv udelukkende handler om sine børn. Nogles gør måske, men det er da ikke selvskrevet, at det skal være sådan. Jeg tror, at det er vigtigere for mine børn, at de ved, at der skal være plads til alles ønsker – til hvad de vil, og til hvad jeg vil. Det kræver noget planlægning, men det giver for mig at se en rig hverdag for både mine børn og jeg.

    Og jeps, skildpadder drikker med næsen.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *