Forleden modtog jeg en pressemeddelelse i anledning af at Jon Bon Jovi udgiver deres greatest hit den 8. november. Jeg har faktisk aldrig været fan – lige med undtagelse af den weekend tilbage i det sidste årtusind, hvor min fantastiske gymnasieveninde Cathrine og jeg læste til filosofi-eksamen, og MTV havde Bon Jovi-tema. Lige præcis dén weekend, var jeg stor fan.
I pressemeddelelsen står der:
Albummet er en musikalsk rejse fra starten af det succesfulde bands karriere i 1983 og helt frem til i dag.
Foruden alle klassikerne som ”Livin’ On A Prayer”, ”Always” og ”It’s My Life” indeholder det også helt nye sange,
der bygger en bro mellem det, der har været – og det der venter bandets mange fans i fremtiden.
Forsanger Jon Bon Jovi udtaler:
“Music marks milestones in all our lives,”
“These songs have stood the test of time and they remind us all where we came from, even as we keep our eyes towards the future.”
Nej det er ikke. Det nægter jeg simpelthen at tro – det er ikke et nyt billede det der!
Bon Jovi, han er bare så dyb!
Jeg er heller ikke fan, andet end han ligger paa soundtracket til min ungdom. Vil heller ikke afvise at jeg ville spille luftguitar til Bed of roses, kl 2 en loerdag nat til en god fest
Da jeg boede paa Vesterbro sad han en aften nede paa cafeen, som vi boede ovenpaa. Han spiste en burger, drak en oel og listede af igen ned af Flensborggade. Der var nok lige nogen her, der maatte ned paa trappen og ryge den aften – alligeveller.
Det var godt, du lige fik skrevet, at det var et nyt billede.
Fantastisk. 🙂
Jeg var vild med Bon Jovi dengang, åh jo da. 🙂
Det havde jeg (heldigvis?) glemt ALT om.
Hej Cathrine! Jeg tror IKKE på dig. Hihi. Kram