Weekenden er gået, heldigvis med sol, og med et meget dejligt foredrag i Århus. Foredraget var i går og foregik på Kvindemuseet (som er mit nye favoritsted lige præcis der), og var arrangeret i anledning af at Børn I Byen nu også er der, i Smilets By. Normalt når jeg holder foredrag om moderskab og hvordan der ser ud derinde, når vi slet ikke så langt ud af det… Men i går, var der en helt særlig stemning , og vi kom til at tale om de krav vi stiller til os selv, til andre og ikke mindst oplever at der blev stillet til os. I Kvindemuseets ånd var svaret på alle bønnerne naturligvis oplagt: Søstersolidaritet. Der er nemlig stadig et slag at kæmpe derude, og det er slaget for at vi husker at passe på hinanden, at åbne lidt op og lade være med at blive emsige hvis nogen (for eksempel dem vi har fået børn med, vores veninder, kollegaer, forældre…) gør tingene på en lidt anden måde end os. Så er det nemlig også lettere at hjælpes ad.
Vi får det simpelthen nemmere, hvis vi accepterer at det ikke altid er os selv der har ret, at det ikke altid er vores måde at gøre tingene på der er den eneste saliggørende.
Udfordringen er, at vi ikke bare skal tænke over det, men at vi virkelig skal MENE det / TRO på det og droppe vores indre dialog der siger: Nej, nu tørrede han IGEN ikke vasken ordentligt efter sig. Nå, ja, det er nu hans måde at gøre det på, så jeg siger ingenting… men det er godt nok IRRITERENDE!
Nej, vi skal helt der hen, hvor vi slet ikke opdager eller tænker over, at tingene bliver gjort anderledes omkring os, end vi selv ville have gjort….se det er svært, men det er respekt for andre mennesker.
kh Mette
Hurra for søstersolidaritet!
Og hurra for en super skøn stemning i går på Kvindemuseet i smilets by! Gid vi havde haft en time mere 😉
Ha’ en skøn regnfuld mandag!
Smil fra Mia
Det var et fantastisk foredrag og ville ønske du bare havde fortsat i flere timer – måske med åbne vinduer 🙂
Dejligt at møde dig!
nød også foredrag – underholdende og dejligt befriende. Tak!
Har dog efterfølgende tænkt en del over den snak der fulgte bagefter. Det gik en del på at nu skal vi også give far plads, så far kan få lov at komme på banen!
Altså – hvis far ikke er nok på i forhold til baby er det mors skyld fordi hun ikke giver ham plads.?Come on – skal vi nu også tage den på os? Er der ikke nok at have dårlig samvittighed over i forvejen? At vi ikke er økologiske nok, at vi er for økologiske, at vi ikke ammer længe nok, at vi ammer for længe, at vi er for hurtigt/for langsomt tilbage på arbejdsmarkedet osv.
Hvor er det typisk os kvinder at vi tager skylden på os for alt – hvis far vil ha plads, så må han ta den! og så gider jeg altså ikke ha skylden for at han ikke vågner om natten når barnet græder, at han ikke kan lugte når der er lort i bleen og at gabende baby er lig med baby der skal puttes….