Klokken er 06.21. Jeg har været vågen i en time, og oppe endnu længere. Der er kaffe i min kop og stille i lejlidheden, bortset fra Elias og Postmand Per. Nu er jeg så kommet i tanke om at jeg har glemt at dele gårsdagens klumme i JP med Jer. Den handler naturligvis om at være væk fra Elias.
Dejlig klumme.
Den rammer det hele så godt…:
Det med, at når man er mor:
– Så er der en lille en, der har brug for en! Big time. Men man har selv lige så meget brug for den lille der 😉
– Den dårlige samvittighed….
– Ens egne voksen-behov, som også er/stadig er/altid er vigtige og legitime at dyrke (eller det burde de være, men nogle gange lader det sig ikke lige gøre alligevel….)
– At det er dejligt også at dyrke sig selv. Og de behov man selv har, som ikke handler om ens behov for at være mor….
– At ens børn ikke kun har behov for en, men i den grad også for frihed, andre vigtige relationer, selvstændighed, bedsteforældre-forkælelse 😉 Og mange andre ting….
– Det store savn man har til sine børn, den der elastik….det er ubeskriveligt. Stort. Smukt. Rørende.
I går NØD jeg min aften. Den lille var puttet. Min kæreste til karate, og den store var sent ude, hos en kammerat. Men nøj, hvor jeg også bare var glad for at se den store, da han kom hjem igen….og ja, han var da også glad for at se mig. Men de der ca. 10 voldsomme kram og smækkys….det var vidst mest mine behov 😉 😀
En virkelig fin klumme, og det her med at vi overøser vores børn med kys, knus og kram hver gang de er inden for rækkevidde fik mig til at tænke på min 7-årige søns kommentar den anden dag da han (endnu engang) blev overhældt med først kys fra mor og så far – ‘ved du godt hvorfor vi gør det’?, spurgte hans far – ‘fordi I elsker mig’, svarede sønnike lidt tørt og neutralt med den største selvfølgelighed a la ‘hvorfor skal jeg nu svare på det.. det ved enhver da’ eller ligesom man svarer læreren i skolen, der lige har stillet et spørgsmål som man da sagtens kan svare på og kender i søvne. Rigtig sødt og bekræftende at de sådan tager det til sig – også selvom det er på den der lidt præ-tween facon med ‘jah, jah..’ (tror jeg vil spare ham for den der om at ‘i gamle dage fik børn altså ikke nok…’ og holde igen med at advare om de mange psykologtimer der venter forude (jf. din venindes formentlig helt korrekte spådom) , fordi ham og hans søstre er blever overhældt med kærlighed, og bare håbe på det bedste – for lade være, det kan jeg altså ikke 🙂