Panik. Panik. Panik.

Nej da, jeg er søreme da helt og aldeles rolig.

Helt rolig.

Min søster og svoger skulle hjem fra Indien i fredags – altså to dage senere end Johan og jeg skulle hjem. Og de sidder ligesom tusinder af andre danskere, og millioner af andre mennesker, fast. De kan ikke komme hjem, på grund af den der (GRRRRRR indsæt selv bandeord efter behov) askesky der hænger og dingler over Europa. Jeg er så træt af det. Og de har det godt, så der er ingen grund til panik, borset fra at jeg savner min søster helt ind til benet, og at ham der Onkel Helmer, da efterhånden i den grad også er savnet. Desuden har de begge arbejde, de er nødt til at få kigget på, og i det hele taget handler force majeur (GRRRRR indsæt selv bandeord efter behov) jo om at overgive sig til at noget er større end en og at man intet kan gøre. Det er jeg ret træt af.

Jeg har det langt bedre med at handle, end med bare at sidde og vente, og hvis jeg kunne sende ponyekspressen ud efter dem, så havde jeg gjort det. Jeg hader at vente. Og, ja, de er bedre stillet end dem, der må sove i lufthavne og så videre, men det er stadig synd for dem. Fik jeg sagt, at jeg gerne vil have dem hjem? NUUUU. Tak?

6 Comments
Previous Post
Next Post