Selvstændighedsfasen…

7 kommentarer

1. hej, hej Julia

   Du rammer helt plet! Vi havde også verdens sødeste og nemmeste dreng lige indtil….. men jeg kan så fortælle dig at selvstændighedsfasen hos begge vores børn kom i doser, i perioder, i faser eller hvad man ellers kalder det… og ikke i et langt kaos selvom det undervejs nogen gange føltes sådan

   held og lykke med din lille “Rasmus modsat”

2. Så skønt at læse om den positive tilgang til børnenes skrigeri. Ja, det er ret ulideligt at høre på, men når man tænker, hvad det egentlig er de har gang i – alt det kloge du skriver om at blive et selvstændigt lille individ – ja, så kan man bedre forstå, at der må nogle brøl til. – Med den holdning så plejer brølene såmænd også hurtigere at forvandle sig til en glad barnestemme, der bare bliver mere og mere sin egen. Hvis barnet til gengæld ikke bare skal kæmpe med sig selv og sit følelsesmæssige kaos i selvstændighedens navn, men også kæmpe imod forældrene for sin ret til at blive sig selv – ja, så bliver brølene nødvendigvis højere.

3. Åh, og her har jeg gået og hemmeligt glædet mig til, at vores lille guldklump bliver teenager, så hun sover længe og forældrene kan gøre det samme (hun er 2½ måned nu 🙂 ).
   Men kan se at der inden da kommer lidt bump på vejen (og teenage-årene rummer nok også en form for selvstændighedsfase…)

4. sidder og nikker og tænker at det sker for alle os med små børn. Jeg syntes dog, at min søn dog er startet lidt tidligt(han er 17 mdr). Men med min faglighed i baghovedet prøver jeg at forklare mig selv at det er helt naturligt og bare er en del af hans selvstændighed, som er ved at udvikle sig… Desværre kommer disse anfald nærmest aldrig belejligt, men vi skal nok komme igennem det alle sammen!
   Dog er det altid dejligt bekræftende at høre, at man ikke er den eneste som har jordens sødeste dreng, der på nul komma fem kan udvikle sig til en skrigeballon.

5. I går fortalte jeg en veninde om dig, Julia. Og om HVORFOR hun skal læse dine ord, for hvor filan rammer du altid lige der, hvor vi kan se os selv. Selvom din klumme jo egentlig ikke kalder på tårer, så sidder jeg alligevel her med våde øjne, fordi du får mig derhen til sengen, hvor det er MIG, der står og kigger på mine elskede unger efter en ophedet dag. TAK ;o)

6. Ja selvstændigheden er hård at lægge arm med. Min yngste var en mega udfordring, hvor jeg fandt mig selv slæbende på en skrigende unge gang på gang. Nu er han jo for alvor blevet en stor dreng og er vel midt i sin anden ombæring af selvstændighedsfasen(15 lige om lidt) – hvis det kan give dig blod på tanden i det der konsekvens helvede, så tror jeg vi tog vores værste kampe da han var 2-5 år (ja han var ret udholdende og hidsig hvad de kampe angik). Og alt andet lige tror jeg det er en hel del lettere at kæmpe med en 2 årig, også på trods af at det absolut ikke føles sådan i kampens hede, end at kæmpe med en 15 årig. Man slipper vist ikke – så det er med at smøge ærmerne op og præcis som du gør, se det som en vigtig del af det at blive stor/større. God kamp og glæde
   KH Karen Marie

7. Kære Julia

   Tak for endnu en levende beskrivelse af hverdagen!
   Hvis du trænger til lidt relevant læsestof er Grethe Kragh Mullers “Kan selv – vil selv” et godt bud.
   Kh Heidi