Forresten til alle Jer der har deltaget i debatten om kærlighed, moderskab og kvindeliv; anført og ansporet af Leonora Chrstina Skovs indlæg. Det er edderbankeme spændende!
Forresten til alle Jer der har deltaget i debatten om kærlighed, moderskab og kvindeliv; anført og ansporet af Leonora Chrstina Skovs indlæg. Det er edderbankeme spændende!
Ja, en spændende debat. Jeg skriver lige et par sidste tanker her. Er som mor til to små ikke helt enig i det meget romantiske billede af moderskabet. For jo, følelserne er voldsomt store, men det er også hele følelsesregisteret, der gennemgås, og hvor må man putte de forbudte følelser hen, når en stor del af alle småbørnsmødre romantiserer deres status?
Alt det ansvar. Alle småbørns søde og umulige faser osv. osv. Jeg har selv haft to meget komplicerede fødsler og oplever, at når jeg er ærlig omkring mine følelser i den forbindelse, så kommer de ærlige følelser fra andre også på banen. For der er jo en stor del af mødre, der ikke (kun) har et lyserødt lys omkring det. Hvad med fødselsdepressioner, ammeproblemer, temperamenter der disharmonerer, kolik osv. osv.?
Lad os være ærlige og sige, at det er stort og smukt at blive og være mor (meget af tiden), men lad os også give plads til de kvinder, der synes, det er svært indimellem. For det er jo netop ikke i de debatter, hvor der slås til lyd for, at det er så rosenrødt, at den slags meldes ud. Jo, børn er uskyldige og rene og søde (især når de sover 🙂 Men det ændrer jo ikke på, at der faktisk går en del mødre rundt med følelser i klemme. Nu ved jeg selv, at man kan få bearbejdet rigtig meget, men det kræver, at der gives plads til at have lov at sige det. I diskussioner om romantiske fødsler (oh yeah, den type mødre findes i høj grad!) bliver jeg nødt til enten at holde mund, eller lægge en sarkastisk distance. Kvinder kan være kvinder værst! Men der er en naturlig fortrængning på banen, da jeg var gravid for første gang var min mor og hendes generation af kvinder så glade og lovprisende på mine vegne. Da jeg så havde født og kæmpede med amning, kom der pludselig helt andre ting på banen. Havde de dog bare ,,husket” at fortælle mig det i graviditeten, så jeg ikke havde følt mig som en total uforberedt fiasko. Jeg vil egentlig gerne kræve retten til at sige, at jo, vel ville jeg gå i døden for mine børn, men jeg vil også have lov til at sætte ord på de svære følelser i forbindelse med moderskabet. Og så er det i øvrigt en skøn udtalelse Leonora C.S. kommer med om, at hun ikke kan med alle børn, ligesom man ikke kan med alle voksne. Hvor er det rigtigt! Og hvor er der mange børn, der pludselig får et chok, når de finder udaf, at hele verden ikke beundrer dem, som deres lyserødt seende mødre gør! Det lyder næsten kærlighedsfjendtligt fra min side, mine egne overøses også med kærlighed, men lægger andre en distance til dem, er det faktisk i orden.
Hilsen Line
Kære Line
Det er jeg meget enig i. Det har jeg altid syntes. Det mærker jeg på egen krop og sjæl.
At synes at moderskabet er smukt eller det største der findes er ikke det samme som at romantisere det. Eller være uenig i ovenstående.
Moderskabet er OGSÅ det sværeste, det hårdeste job, det mest opslidende, det mest angstprovokerende, noget man kan bekymre sig over/omkring. Noget der fordrer afsavn. Noget der giver problemer. Noget der kan koste selvværd, selvtillid osv.
Men derfor kan man stadig godt synes, at det på trods af alt det, på trods af dobbelthed og så meget andet alligevel er det største der findes. Det handler måske bare om, hvilken retorik man bruger. Tror ikke mange mødre kan være uenige i alt det, du skriver.
Vi har jo alle prøvet det. Og helt ærligt, hvad skulle man få ud af at forherlige og romantisere det. Og så her, hvor man er anonym?
PS: Det med ikke at kunne med alle børn er for mig en selvfølge. Helt ærligt, intet nyt i det. Børn er jo også bare mennesker på godt og ondt.
PPS: Jeg er også en af dem, der – med en meget forfærdelig fødsel af mit første barn, som jeg stadig 9 år efter taler højt om, taler om, tuder over, raser over, gyser over – fordi han havde iltmangel, og jeg blev nægtet et kejsersnit, og flere ting, som er for private at skrive om her, men jeg tuder over det igen nu…..samtidig, alligevel vil jeg stadig sige, at det var det smukkeste, største osv af føde min største søn. (og min yngste søn…). Det er bare retorikken, jeg bruger. Og jeg synes godt, at noget både kan være angstfyldt, svært og ønske det var bedre, og samtidig synes, at det er smukt, stort, “det største”…..
kh Rikke
Jeg har lige skrevet en indlæg under kommentarerne til Leonoras indlæge. Havde ikke helst fanget at debatten fortsatte her ;0)
Det er så spændende at diskutere at man ikke vil stoppe!
Jeg vil også sige noget: Jeg er vild med Leonoras klumme… Og jeg synes der er nogle gode budskaber, ‘lad nu vær med at dømme alle ud fra hvad du selv synes er det fedeste’… ‘vi har det forskelligt og det er okay – der er ingen universel sandhed om at børn gør livet bedre. Der skal være plads til forskellighed’..
Jeg er selv meget optaget af idealer i kvinders liv og har skrevet speciale om netop dette. I det tilfælde var det unge kvinder og de paradokser de møder i deres forholden sig til samfundets ideal om “en rigtig kvinde”. Om hvordan idealets uopnåelighed er dets grundpræmisse. Nu får jeg lyst til at lave et speciale om de paradokser der er i forbindelse med kvinders forholden sig/vælgen fra/vælgen til idealet om “en rigtig mor”.
Og her kunne lige præcis alle de skod-følelser af afmagt og nedtur passende få plads…
Kæft det er spændende manne
Puha sikke en spændene debat. Den sætter virkelig nogle tanker igang! Synes det er en skam at vi kvinder deler os op i hold ( sådan lyder debatten lidt for mig) Jeg vil tage nogle ting med mig for jeg er nok en af dem der kunne finde på at spørge ind til et fravalg af børn, nok mest fordi det at få børn er det mest naturlige for mig og jeg kunne slet ikke forstille mig at vælge det fra frivilligt. Men jeg vil tænke mig om næste gang jeg møde en fremmede og lade være med at stille børne spørgsmålet med det samme:-) Tak for en fed debat og en super blog!
…og nu er det, at stedmoderen ikke kan tie stille.
De forventninger man møder om, hvordan ‘man’ burde være rummelig og kærlig – over for en anden kvindes børn, fordi man har forelsket sig i deres far – er i mange tilfælde destruktive. Fordi når forventningerne er så specifikke om, hvad ‘man bør’ føle, så venter fiaskoen lige rundt om hjørnet.
Også her vil jeg så gerne appellere til accept af forskellighed 🙂
kh
Puk