Denne uges klumme i Jyllandsposten handler om det – nemlig at være sådan lidt små-blå i det. Her er den. Håber du har tid til at læse den.
Denne uges klumme i Jyllandsposten handler om det – nemlig at være sådan lidt små-blå i det. Her er den. Håber du har tid til at læse den.
At stoppe op mens tiden flyver afsted, det hele går så stærkt de bliver store, min datter siger : jeg bliver større og større men mor du bliver ikke større bare gamler og gamler ( ældre mener hun ) Tak jeg har fødselsdag lige om lidt taknemmelig for jeg har det og kan nyde det
Det er aldrig sjovt at skulle væk hjemmefra, men heldigvis er det fedt, når man så ER derude…i Århus, Langå eller London. Og himmelsk at komme hjem igen. Stort smil til det med ungdommen …selv fik jeg et wakeup call, da jeg i en periode underviste unge handelsskole-elever. Jeg synes jo lissom, jeg var en af dem (sådan næsten). De så derimod tydeligt på mig som en, der lige så godt ku’ ha’ været deres mor. Og de havde jo mest ret…
Sikke nogle fine ord til at beskrive en tilstand så smuk og så svær at være i på samme tid. Jeg er med dig, og gennem dine ord er det blevet lidt nemmere at sætte egne ord på lige netop det, du beskriver. Voksenliv, forældre-liv, eget liv og al den taknemmelighed og lykke over at være netop der blandet med en stor dosis eftertænksomhed.
Kh
Lykke
Åh, hvor er det godt skrevet! For livet suser jo afsted. Jeg havde det selv sådan, da jeg blev farmor sidste år: Hvor er det dejligt, men er det ALLEREDE? Jeg syntes altså lige, at jeg havde sluppet mine egne små børns hænder – og så var der et barnebarn. – Og så lige den der med at føle sig som 18 indeni – ved du hvad – det fortsætter altså. Mere eller mindre i hvert fald. Og på en måde er det skønt, men en skønne dag står man der og kigger ind i spejlet og fatter ikke, hvad det er for en gammel kone, der kigger tilbage 🙂
Åh ja, Julia… den fornemmelse kender jeg godt, man forstår simpelthen ikke hvor tiden blir af??!! Jeg synes lige jeg har tisset på en pind, og grædt af glæde da den var positiv, og nu har jeg en 13 måneders dreng, der går og løber rundt, mens han ryster på hovedet og smiler affekteret til tilskuerne… Derudover får jeg et chok, når jeg ser mine, før så struttende, attributter i spejlet og nu ser hvad 9 måneders graviditet og 11 måneders amning vil gøre ved brystvæv 😉 Jeg har ikke opskriften på hvordan man nyder “øjeblikket” tilstrækkeligt, for jeg tror det er en af vilkårene ved at være forældre at man har lyst til at opleve det hele 120 % og igen og igen, fordi man jo står overfor livets mirakel og på den ene side føler man spilder kostbare minutter ved at lave andet end bare at snuse, iagttage, beundre afkommet, men virkeligheden er jo en anden, hvor økonomi, ambitioner, selvrealisering m.m sætter nogle andre rammer, nej altså, jeg ved sgu ikke hvad der er svaret, blot er det ihvertfald et fællestræk med andre forældre, og måske derfor bare et element af forældrerollen?? Hmm, det må jeg spekulere mere over :-/ God klumme, Julia – jeg fik da en lille genkendelsens klump i halsen 🙂
Fantastisk klumme, Julia. Jeg elsker, når nogen sætter ord på en ubestemmelig fornemmelse, jeg selv går rundt med i maven.
KH