Bip-bip-bip

Jeg holder vejret: Elias sover til middag. Med den store elefant-bamse og de 14 andre gæster han er nødt til at have med i seng for tiden. Han er varm og lille og gider godt kramme, og så er han simpelthen så nuttet. Det er virkeligt så vidunderligt at få lov til at være hjemme med ham, når han har brug for mig, og når jeg (helt ærligt) selv har savnet ham i hvad der føles som ugevis. Når man bliver mor er der et eller andet der slår til: En lille alarm bagerst i bevidstheden, som hele tiden bipper når han er uden for rækkevidde. I Jylland kunne jeg ignorere den, men nu hvor han har det skidt går det bare slet ikke. Sådan føles det i hvert fald for mig, og selvom jeg sidder her, søvnløs, brugt og meget træt, så føler jeg mig virkeligt priviligeret. Over ham, og over at kunne rive en dag ud og bare være her.

6 Comments
Previous Post
Next Post