Jeg holder vejret: Elias sover til middag. Med den store elefant-bamse og de 14 andre gæster han er nødt til at have med i seng for tiden. Han er varm og lille og gider godt kramme, og så er han simpelthen så nuttet. Det er virkeligt så vidunderligt at få lov til at være hjemme med ham, når han har brug for mig, og når jeg (helt ærligt) selv har savnet ham i hvad der føles som ugevis. Når man bliver mor er der et eller andet der slår til: En lille alarm bagerst i bevidstheden, som hele tiden bipper når han er uden for rækkevidde. I Jylland kunne jeg ignorere den, men nu hvor han har det skidt går det bare slet ikke. Sådan føles det i hvert fald for mig, og selvom jeg sidder her, søvnløs, brugt og meget træt, så føler jeg mig virkeligt priviligeret. Over ham, og over at kunne rive en dag ud og bare være her.
Hvor er det godt beskrevet, Julia – “en lille alarm bagerst i bevidstheden”. Sådan en har jeg ihvertfald også, sammen med fornemmelsen af at det først er helt rigtigt, når jeg er sammen med min søn, så er det som om alle lemmer ligesom er på deres rette plads, eller ja, man føler sig fuldendt, for nu at være lidt Jerry Maguire’sk i det… Jeg tror virkelig der er utrolig meget natur i det at blive mor, forstået på den måde at man jo netop har denne her “alarm”, når poderne er uden for rækkevidde, og instinktet der fortæller dig, at du må og skal være ved dem, så meget som muligt og især når de er skidt tilpas og beskytte, nusse, trøste, kysse, kramme og opfylde alle de behov, som netop kun en mor (eller far) kan 🙂 Håber din lille varme kramme-dreng er i bedring, Julia.. god være der-torsdag til dig og Elias 🙂
Og det er det , han har brug for, at du er der !
God bedring med det lille pus 🙂
En fra min mødregruppe har beskrevet det rigtig godt også. Vi talte om det med, at andre frygtelig gerne vil holde den lille nyfødte klump guld, og hvordan det godt kan være ret svært at give dem lov. Hun sagde: “For ikke ret lang tid siden var han jo en del af mig. Vi plejede jo at være én” Sådan er det stadig selvom de små er på vej mod 8 måneder. Og sådan bliver det nok ved med at være, – han er en del af mig.
Dejligt du er der Julia. Og dejligt, at du kan nyde det, midt i sygdom og det trælse, der følger med det.
Ja, det er så dejligt, når de vil nusse og kramme. Og sidder så stille og er så nuttede. Den ømhed, der er mellem mor og barn er så stor, øm, ubeskrivelig smuk.
PS: Det der med at ville være tæt med sin søn….jeg har nogle gange tænkt: Hvornår holder det mon op, vil jeg ALTID have det sådan her, det går jo ikke med en teenager for ikke at sige en voksen…det med at have ham siddende på skødet og nusse og kysse ham. 😀 Eller flette ben med ham i sengen – der er intet som babyfødder mellem ens lår og en blød babyhånd, der stryger ens mave 🙂 HELDIGVIS har jeg nu (udover baby) en 9årig som stadig er kærlig og vil have kys og kram, og HELDIGVIS gider jeg ikke længere flette ben med ham og synes også, han er for tung til at have siddende på hoften. 😀 😀 Men en del af mig…..det vil han nu altid være, som du Husmoder skriver om 🙂
(Forresten, må lige skrive – undskyld, et sidespring fra emnet….)
GLÆDER mig til dit foredrag i Ringsted! Jeg kommer, selvom jeg ikke er 1.gangs mor. Men må simpelthen bare lige opleve, møde dig irl! 🙂
Du kan kende mig på, at jeg er hende, den lille buttede med det store hår, der nok kommer til at give dig et kram…..”stort kraaaam”, som Teletubbierne siger 😉
Fryder mig måden du med ord kan ramme spot on med de følelser! For det er jo præcis sådan en alarm, vi går rundt med. Min bibbede non-stop i går, hvor min dreng efter skoletid var med en kammerat i svømmehallen (han ku’ lige så godt være rejst til Tyrkiet, så langt og utrygt føltes det vanddyb…uden mig til at holde øje ;o).