Forargelse

Nå, men det er sjældent jeg bliver forarget, men noget har alligevel fået mig op af stolen. I Politiken søndag  den 24. Januar findes der nemlig en artikel om netop hvordan jeg tilsyneladende burde ønske at være: Nemlig som kronprinsesse Mary, en smummy, eller en smart mummy. En kvinde, der ikke er bange for at sætte tid, penge og overskud af til sig selv. Kvinder med lækkert hår og gylpefrit tøj. Som kvinde på 32, mor til en 2-årig og med interesser der rækker ud over kødgryderne, burde jeg nok ønske mig at være sådan en af de topsmarte first-mover-mødre, der kan, vil og når alt.

Men det gør jeg ikke.

Ikke kun fordi kronprinsessen åbenbart er deres idol nummer et (– hvilket burde sige alt: Jeg mener, hvor tæt er hendes liv lige på de udfordringer en normal dansk børnefamilie møder?), men også fordi der mangler søstersolidaritet. Hvis der er noget vi bør lære af at blive mødre, så må det være at huske på det som Jette Hansen også påpeger i artiklen, nemlig at vi lever i et samfund, hvor både børn og voksne går ned med depressioner og stress.

Alene derfor bør vi vise vores børn er at det perfekte liv kommer i virkeligt mange farver, så de ikke (også) går ned i forsøget på at leve op til semiroyale idealer, for senest når børnene kommer er det vel på tide at droppe alle forestillinger om hvor hvidt-og-slidt-og-retro-tapet-agtigt man kan bo, samtidig med man kan være karriere-mor med tårnhøje hæle, tusind uger om året på en strand i Thailand, et velfungerende parforhold OG rolige unger? Problemet med smummierne er nemlig at de hiver gulvtæppet væk under årtiers forsøg på at få mændene med ind i forældreskabet ved det ensidede fokus på moderen og hendes muligheder. For hvordan kan det være at vi kvinder tror vi er ene om at definere familien, og ene om at kræve tid til os selv? Jeg tør godt spå at der går lige præcis fem minutter før fædrene også vil være med. Måske vil de også have lidt af medlidenheden? Hvis de også vil have tid for sig selv, ture alene til New York og sushi med kammeraterne fordi det er så hårdt at være far? Så får vi for alvor brug for sammenholdet, søstersolidariteten og en fællesnævner for perfektheden som handler om at færdigretter er en selvfølge og at alt nok er slidt men bestemt ikke hvidt. Og måske bliver vi så også færdige med at bruge prinsesser som idealer for rigtige mødre i det virkelige liv. Og en sidste ting, inden jeg holder op med at stå her og hamre i bordet: Hvorfor må ingenting forandre sig når man får børn? Hvad er så pointen?

24 Comments
Previous Post
Next Post