Nå, men det er sjældent jeg bliver forarget, men noget har alligevel fået mig op af stolen. I Politiken søndag den 24. Januar findes der nemlig en artikel om netop hvordan jeg tilsyneladende burde ønske at være: Nemlig som kronprinsesse Mary, en smummy, eller en smart mummy. En kvinde, der ikke er bange for at sætte tid, penge og overskud af til sig selv. Kvinder med lækkert hår og gylpefrit tøj. Som kvinde på 32, mor til en 2-årig og med interesser der rækker ud over kødgryderne, burde jeg nok ønske mig at være sådan en af de topsmarte first-mover-mødre, der kan, vil og når alt.
Men det gør jeg ikke.
Ikke kun fordi kronprinsessen åbenbart er deres idol nummer et (– hvilket burde sige alt: Jeg mener, hvor tæt er hendes liv lige på de udfordringer en normal dansk børnefamilie møder?), men også fordi der mangler søstersolidaritet. Hvis der er noget vi bør lære af at blive mødre, så må det være at huske på det som Jette Hansen også påpeger i artiklen, nemlig at vi lever i et samfund, hvor både børn og voksne går ned med depressioner og stress.
Alene derfor bør vi vise vores børn er at det perfekte liv kommer i virkeligt mange farver, så de ikke (også) går ned i forsøget på at leve op til semiroyale idealer, for senest når børnene kommer er det vel på tide at droppe alle forestillinger om hvor hvidt-og-slidt-og-retro-tapet-agtigt man kan bo, samtidig med man kan være karriere-mor med tårnhøje hæle, tusind uger om året på en strand i Thailand, et velfungerende parforhold OG rolige unger? Problemet med smummierne er nemlig at de hiver gulvtæppet væk under årtiers forsøg på at få mændene med ind i forældreskabet ved det ensidede fokus på moderen og hendes muligheder. For hvordan kan det være at vi kvinder tror vi er ene om at definere familien, og ene om at kræve tid til os selv? Jeg tør godt spå at der går lige præcis fem minutter før fædrene også vil være med. Måske vil de også have lidt af medlidenheden? Hvis de også vil have tid for sig selv, ture alene til New York og sushi med kammeraterne fordi det er så hårdt at være far? Så får vi for alvor brug for sammenholdet, søstersolidariteten og en fællesnævner for perfektheden som handler om at færdigretter er en selvfølge og at alt nok er slidt men bestemt ikke hvidt. Og måske bliver vi så også færdige med at bruge prinsesser som idealer for rigtige mødre i det virkelige liv. Og en sidste ting, inden jeg holder op med at stå her og hamre i bordet: Hvorfor må ingenting forandre sig når man får børn? Hvad er så pointen?
det er så rigtigt…. din afsluttende pointe med hvorfor er det så farligt at ens liv ændre sig når børnene kommer?
Er det fordi vi er så bange for at andre mennesker/omstændigheder skal styre ens liv, hvilket kan tolkes som tegn på svaghed eller manglende selvstændighed?
Jeg tænker netop at flexiblitet og plads til forandring er tegn på netop en omstillingsparathed der er karakteristisk ved et selvstændigt fungerende mennesker.
Evnen eller pladsen til at lade andre fylde er ikke tegn på andet end medmenneskelighed…
Tak for en god blog
Anna
Ja jeg er sikker på at jeg også kunne være en lækker smummy hvis jeg havde fuldtidsbarnepige, personlig stylist, og høj apanage fremfor barselsdagpenge!!!!!
Dog vil jeg sige at jeg på trods af den nyerhvervede titel som mor og den deraf følgende søvnmangel, overvægt og konstante gylp på tøjet, så er jeg stadig DRONNING i mit eget liv (eller ihvertfald prinsesse ;-)!! (Når lilleprinsen altså tillader mor at være det!! hahahaha)
Jeg giver dig fuldstændig ret . Livet bliver forandret når man får børn, præcis som alt andet forandre sig gennem livet. Min kæphest er så bare også, at man ikke blive lullet så meget ind i moderskabet at man fuldstændig glemmer at se sig selv som et selvstændigt individ – med børn..
Åh Hørt! Helt vildt hørt!
Du rammer plet, især med den sidste betragtning.
ALT ændres når man får børn, alt , men det er vel hele ideen med at få børn, ellers har jeg misforstået en hel masse 🙂
HØRT!! Hold da op…du fik lige mit blodtryk lidt op. Tænk at kalde Kronprinsessen for en “smummy”…øhh – hvor mange af os kan sammenligne os med hende – overhovedet?!
Og det med fædrene ind i forældreskabet. Jamen – don’t mention the war. Jeg er meget stolt af at min kæreste var dagpleje i 3 måneder, jeg er meget stolt over at han har tilmeldt sig mailinglisten hos vuggestuen, etc. – men jeg synes faktisk også at det normalt!!
Men – hørt, hørt, hørt…!! Mer’ tak…du må gerne råde højt på denne her front. Der er mange kvinder bag dig!!
Don’t even get me started på hele det der åndssvage cirkus med kongehuset, rollemodeller and what not. Det har jo ikke hujende fis med virkeligheden at gøre… og ikke just et forbillede der er befordrende for ligestillingen overhovedet. Godt talt!
Åh, den problematik rammer her. For det kom virkelig bagpå mig, hvor meget det sled at forsøge at finde den balance som nybagt mor. Manglende nattesøvn, som jeg jo var forberedt på, begynde først at slide laangt senere. Men at navigere i egne og andres forventninger til den nye tilværelse og ikke mindst at finde mod til at være mig selv og min mave tro, var rigtig svært for mig. Heldigvis er moderskabet jo en fantastisk mulighed for at øve sig i det.
Pyha, jeg kunne blive ved her 😉
Word, Julia!
Det er helt den gale vej. Og tillad mig at tilføje et spørgsmål: Hvorfor skal det være så hemmeligt, at det er hårdt?
Altså jeg synes altid, at vores generations forældre talte om, hvor umulige vi var som små; kolik, søvnløshed og total mangel på rytme. I dag er “nemme” børn åbenbart blevet et statussymbol. Og Gud forbyde, man ikke kan få sit barn til at sove eller ens baby spiller totalt skråt, når man er ude. Det er nærmest pinligt. Hurra for ærlighed siger jeg bare og tænker ved mig selv: føj, hvor må det være grimt, alt det “de andre” bliver nødt til at gemme så godt, at de må iscenesætte sig selv som Smummy. Min bare!
Jeg havde det på nøjagtig samme måde, da jeg læste artiklen i Politiken. Tak fordi du har sat ord på.
Tak Julia, tak!
Jeg synes dog heldigvis også, at jeg oplever – og det er dette blogindlæg og medfølgende kommentarer jo et glimrende eksempel på – en massiv modstand modstand mod alt det “perfekte” og overskudsagtige.
Et eller andet sted er ærlighed, søvnmangel og færdigretter også blevet moderne i moderskabet. Både i bøger, blogs og blandt de mere eller mindre nybagte mødre, jeg kender, er det da blevet meget vigtigt at stå ved de sorte rande under øjnene. Måske det bare er en anden slags moderne end smummierne?
Fucking kongehus. … ja, det er mig med fuck igen. Har lyst til at stalke smummy-prinsessen og smitte hende med det børnesår, jeg har fået i næsen. Som i øvrigt også er noget fucking fuck.
Med derudover er jeg faktisk et sprudlende venligt væsen 😉
Åhhh ja, det er sikkert de samme ophavskvinder som står bag forrige års kritik af Nynnes dagbog, fordi den “ødelagde billedet af den moderne kvinde, ved hele tiden at insistere på kvinden som uperfekt”. Adrg. Jeg vil saftsuseme hellere have en uperfekt kvinde ved min side. En af dem der ved hvordan det er at forsøge at få enderne til at nå sammen på en mandag i november, efter en nat med tre timers søvn. Som også har prøvet at opdage en grødplet på sit ærme midt i et møde, og som ikke har en privatchauffør ventende udenfor.
Hvem ER det, der opfinder de latterlige begreber, og hvad VIL de med det? Jeg fatter det ikke.
Dumme tynde Mary dyrker sport og spiser riskiks.
Søde tykke Rikke læser blogs og spiser mælkechokolade med lavt kakaoindhold.
Vi, alle damer af verden, er hinandens værste fjender. Og det er vi fordi vi ikke elsker os selv nok.
Jeg synes, at det er synd for Mary. Hendes mor er død. Hun var en sød pige med former, der er blevet en flad og angst papfigur. Hun havde solskin i øjnene, da hun blev hentet op fra Australien. Nu kan man ikke engang læse dem. Hun skal være tynd i vandrehallen 2 timer efter hun har fået flænset fissen præcis som vi andre.
Jeg tror sgu at jeg sender hende noget chokolade. Og hækler hende en tudeklud. For hun må være så træt og ked og led af det prinsesse fængsel.
Selvfølgelig forandrer ens liv sig når man får børn, ligesom ens liv forandrer sig når de flytter hjemmefra, når ens børn får børn osv, osv…det er det, der gør livet spændende…den der med prinsesseidealet “hopper” jeg ikke på… fordi det kun er et ideal som ikke findes i virkeligheden!
Hej ….
Er der nogen af jer, der har læst Smummy-rapporten? Jeg har – jeg har nemlig også skrevet en artikel om det. Og det der er værd at bemærke er, at det er et begreb der er skabt til brug i reklameverdenen – og det handler ikke om at flertallet af kvinder skal være eller er som smummies. Det handler om, at der er et lille procentdel, som er dem, man skal have fat i med sin markedsføring, hvis man ønsker at få fat i kvinder generelt. Smummies er nemlig – i rapportens verden – dem, vi andre ser op til i højere eller mindre grad. De er ubevidste/bevidste med til at påvirke alle os andre alm. kvinder og mødre.
Jeg er fuldstændig enig med jer i, at livet ændrer sig, når man får børn – og det tror jeg såmænd også, det gør for smummies. Vil forsøge om jeg kan linke til analysen/rapporten … vender retur.
og her er linket
http://www.eurorscg.dk/pdf/11948_Smummy%20Rapport_high.pdf
“Hvorfor må ingenting forandre sig, når man får børn?”
– det er vel fordi JEG dybest set ikke ønsker, at noget forandrer sig. Jeg vil jo have det hele: fedt job, godt parforhold, velfungerende hverdag, fantastisk udseende og nuttede, velopdragne unger.
Men om jeg ønsker det fordi der er tegnet et billede af, at det rent faktisk er muligt (jvf. smummies) eller om smummies er opstået på baggrund af et ønske mange kvinder har – det ved jeg ikke.
Puha, der blev der lige hældt benzin på mit forargelsens bål!! Det er nemlig så rigtigt, det du skriver, Julia… hvad fanden skal almindelige dødelige lønmodtagere bruge en kronprinsesse med apanage, stylist, barnepiger m.m som forbillede? Det er urealistisk, utidssvarende og egentlig hamrende reaktionært, for som du selv skriver, hvor er fædrene så henne? Og det allerværste ved det, og det, som for alvor får mit pis i kog er at det er så sindssygt usolidarisk, og netop bare bidrager til at alle os med grød på tøjet, manglende sexliv, mad på glas, mega nullermænd i hjørnerne og børnesår i næsen (det får jeg også!!!!) skal føle os underlegne overfor et ideal, der på ingen måde er opnåeligt for andre end hende, der er gift med landets kronprins….uuhhh, det er så meget for meget!!!
Tusind tak for alle jeres kommentarer – og ja, vi kvinder er sikkert hinandens værste fjender, men så igen – her i blogland hersker søstersolidariteten. Når det så er sagt er jeg nødt til at sige at jeg ikke synes noget er synd for Mary. Jeg er sikker på at hun har fået at vide hvad hun gik ind til, og der er sikkert heller ingen der har truet med at klippe fingrene af hende hvis hun sagde nej tak til Frederik. Og ja, jeg er imod at en priviligeret overklasse skal bruges som forbillede for os andre. Det er faktisk allermest det, jeg tager afstand fra når det kommer til Johnny Margrethe og hendes sikkert søde familie.
Right on, sister!!
“Hvorfor må ingenting forandre sig når man får børn? Hvad er så pointen?”
Dejligt at høre, at andre også har det sådan:-) Da jeg var gravid med mit første barn, fik jeg hele tiden at vide, at jeg skulle huske, at nu blev mit liv jo forandret. JATAK – kom med det. Det var da for pokker derfor, jeg blev gravid! Mit liv manglede noget…nej, JEG manglede noget for at blive hel. For at slippe af med den evige, dybe udefinerbare længsel.
Da jeg fik børn forandrede mit liv sig, og JEG forandrede mig. Og min kæreste forandrede sig. Det er jo fantastisk. Jeg havde ikke været der, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde fået børn. Sikke en mulighed for at udvikle sig!
Og trods evigt kaos i mit hjem (og sommetider også i mit hovede!), gruer jeg for den dag, de flytter hjemmefra. Jeg kan faktisk tude over det allerede nu, hvor den ældste kun er ni…
Et lille-bitte pip til Marys forsvar: Det er nok ikke hende selv, der kalder sig for en smummy.
– siger hende der ikke har læst artiklen og dermed måske bevæger sig ud på ultratynd is 🙂
Hvor er jeg glad for at der findes nogen (dig!) som skriver så godt 🙂