Den er lillebitte, grøn og i keramik. Den kostede en tier hos marskandiseren og Elias elsker den. Han taler babysprog til den. Den har indtil nu været del af den lille sammenstykkede julekrybbe, som jeg simpelthen ikke kan finde ud af at tage et ordentligt billede af. Hunden har passet virkeligt godt på jesusbarnet og stået sammen med vores to Josef-er, hvor den lige har passet ekstra godt på hende den pæne Jomfru Maria. Nu pakker jeg hele den meget store og alternative julefamilie sammen, og finder et sted til hunden, hvor små fedtede barnefingre ikke kan nå den.
Lad den stå fremme! Ingen pytter og gøen 🙂
Hvor ville jeg gerne se din julekrybbe!
Ha ha min skærm er ikke så stor så jeg måtte da lige læse overskriften 2 gange før jeg fik set vidunderet, den er da super skøn.
Åh la’ os kopiere evnen fra Elias til at åbne op og få nye, anderledes snakke – også selv det er med små grønne hunde.
Åh – det er fantastisk at ha’ hund (kommer fra én, som har en ægte af slagsen – og bor på 4. sal…). Men jeg kan godt se fordelen i sådan en dér her i vinter-sjap-salt-vejret!!