Om rudekuverter

Her er klummen fra gårsdagens Jyllandspost. Jeg håber du har tid til at læse den, selvom den er liiiiiidt lang.

KH

J

Rudekuvert-gartner

Mens vi bevæger os støt og roligt mod julen er det på tide at tale om penge… For julen er sød, rød, velduftende og dyr som bare fanden. Min mand og jeg plejer at praktisere en særlig juleleg fra begyndelsen af december og året ud: Nemlig den, hvor vi tager hinanden fast i hånden, lukker øjnene og bare springer af sted. Ud i julen, ud mod de fire meter høje juletræer og de gaver, man ved vil glæde den anden. Ud over prisskiltet og hen mod julefreden.

I år gør vi det samme. Men der er sket noget, og en ikke uvæsentlig ændring i julespringet er indtruffet. Vi springer nemlig med åbne øjne. Ham, der med vold og magt og tykke bunker af papirer pakket ind i venlige ord, oplysninger om konsekvenser og alligevel med en stoisk ro, holder vores øjne åbne hedder Ulrik og bor i Århus. Han er revisor og han ikke så meget som vrisser når vi sender ham tykke, tykke kuverter fyldt med bonner, afregninger, spørgsmål og alle de forkerte svar. Han blinker ikke. Han tvinger os bare til at se det i øjnene. Før Ulrik herskede der andre tilstande. Før Ulrik var vores lejlighed ikke bare vores hjem, vores helt egen rodebutik og vores fristed, nej, før Ulrik var vores hjem en sand yngleplads for rudekuverter. Vi havde faktisk en slags rudekuvertfarm.

Der er nemlig flere måder at få rudekuverter til at yngle på, og alle skal helst undgås, har vi lært hjemme hos os: Hvis du for eksempel arkiverer dem lodret og bærer dem ud med storskraldet, så ringer fogeden på før eller siden. Altså, ikke bare på din mobiltelefon, hvor du kan ignorere opkaldet, men på hoveddøren. Og så kommer der ikke flere rudekuverter. I laaaaang tid. For mange år siden var jeg kæreste med en fyr, hvis storebror praktiserede dette særlige greb, og tilsyneladende rigtigt gerne ville have besøg. Det ringede i hvert fald tit på døren.

En anden god måde at få rudekuverterne til at få familie, er at lægge dem i en bunke. Hvis du lægger dem i en bunke, så snart de dumper ind af brevsprækken eller klasker dumpt ned i postkassen, ja, så yngler de som kaniner. Sådan en lille bunke uåbnede rudekuverter kan på rekordtid blive en slags tårn. Bunken vokser og vokser, og nye rudekuverter kommer bare til i et tempo, man slet ikke kan forstå. Det positive ved denne metode er at bunken vælter før eller siden, og så er du nødt til at tage stilling til kuverterne.

En anden mulighed er at lægge de uåbnede rudekuverter ned i en mørk skuffe. Det kan anbefales, hvis du ææææælsker rudekuverter og gerne vil have så mange som muligt af dem i din samling. For jo længere tid, de ligger der, jo flere rudekuverter kommer til. Det er som om selve kombinationen af mørke og skuffens trange rum får rudekuverterne til at gå amok i en særlig formeringsrus, og der skal virkeligt meget til at stoppe dem igen.

Selv har jeg erfaring med en hel anden slags tackling af rudekuverter: Undgå at åbne dem. Saml dem i en stor kuvert og send dem til din revisor. Det gjorde jeg for nogle år siden, og det viste sig at være en fejl, for min daværende revisor kunne åbenbart heller ikke lide at åbne dem, så han lod dem også bare være. Ulrik gider ikke modtage uåbnet post. Han leger ikke posthus, men tager sit job alvorligt. Så han fortæller os, hvordan vi skal fikse tingene, hvordan vi skal åbne kuverterne, åbne øjnene og tage noget af det der ansvar. Det virker faktisk. Det er stærkt begrænset, hvor mange kuverter der kommer hjem til os nu, og det letter faktisk. For sådan en rudekuvertfarm er helt ekstremt dyr i drift. Der skal tjenes virkeligt store summer for at holde den kørende, og jo bedre den kører, desto mindre sjov, fis, ballade og jul er der plads til i regnskabet. Både i det regnskab, der har med tal at gøre og i det regnskab, der har med humør at gøre. For selvom man ikke er hverken rig eller velstillet, formuende eller har guld på kistebunden, så handler det vel i de fleste familier om at få indtægter og irriterende udgifter til at hænge sammen. Og der er rudekurvertfarming altså en noget dyrere hobby end selv skisport, frimærkesamling eller for den sags skyld orkidedyrkning.

7 kommentarer

  1. Av, hvor du rammer alt for plet med denne her. Jeg sidder netop nu omgivet af min egen personlige samling af rudekuverter.
    Det kom engang så vidt, at mit dankort pludselig ikke virkede, og da jeg så ringede til banken for at høre, hvad der var galt, spurgte de, om jeg ikke havde modtaget mit nye dankort? Hvis det ikke var aktiveret inden for 30 dage ville de nemlig spærre kontoen.
    ups…

  2. Jeg vil også have en Ulrik!!
    Vi springer i år kun med halvt åbne øjne – men det handler vist mest bare om, at man ikke kan andet på SU 😉
    Glæder mig til at høre om de gode julegaver købt med åbne øjne!

  3. ja, det er kedeligt at blive voksen og ansvarsfuld, men nogengange er kedeligt=trygt, og dét kan være rart, især når man pludselig har en familie der spiller en rolle og man ikke bare er ” sig selv”… Så betyder “hjemmet” og det at have et sted hvor man hører til pludelig en del mere OG derfor må man holde øje med “ruderne”

  4. Uha, de rudekuverter. Jeg ligger dem bare i en pæn bunke på bordet og håber, at de forsvinder af sig selv. Og det gør de! Eller de forsvinder i hvert fald fra mit øjesyn, når Jesper træder ind af døren og gør det man nu gør med sådan nogle kuverter… Godt jeg har ham!

    Ps. Jeg er jo fantatisk bankuddannet og burde vel have lidt mere respekt for de kuverter der??

  5. Årh han lyder som en ven ham Ulrik ! Og jeg der egentlig bare troede at man i December kun mødte Ulrik ovenpå for mange snaps – og der plejer han som sådan ikke at være en ven (omend en form for forløsning)

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *