Nej, det var ingen enlig svale. Natten til i dag var endnu værre. Jeg har bestemt mig for at tage det med løftet pande, og en meget høj og tydelig stemme, når jeg vækker Johan får at beordre ham ind til Elias, for med sine magiske fingre at stryge barnet over ansigtet og få ham til at sove. Elias kan ca 10 ord og alligevel prøver han at diskutere med mig om natten for at komme op og få mig med ud og se på tog. Den går altså ikke. Jeg nægter. (Og Kære Hybris og Nemesis – undskyld jeg pralede lidt af al min nattesøvn – kan vi ikke blive gode venner igen?)
Nej, nej, nej, hvad har han gang i, den lille prut??!! Lige når du garanteret havde vænnet dig til at sove… Men det kan stadig være nogle enlige svaler, som får panikken til at brede sig. Jeg kunne nikke genkendende til Fru Goschs kommentar til sidste post – man tror jo straks at nu er fanden løs igen og hvad har vi….
Var det ellers nu du kunne gribe fat i dem, der kunne hjælpe dig med forskellige metoder, som du skrev om for nogen tid siden?
Krydser fingre for, at han i nat kommer i tanker om, hvor dejligt det egentlig er at sove.
KH
Kæreste Julia
En enlig svale kan godt blive hængende en uges tid, for så at flyve sydpå igen…..eller noget. Og når man står i det, så føles det som om, at det ALDRIG har været anderledes, ALTID vil være sådan. Men hold fast i, at du HAR OPLEVET gode nætter. Det KAN lade sig gøre, og det SKER igen. De gode nætter vender tilbage…
Min dreng på godt 4 mdr havde en lille uges tid, hvor han flitsbuede og skreg, når han skulle sove og skulle vugges i søvn. Det skal han også nu, her en eller to uger senere, men ikke HVER gang. Men lige da jeg stod i det der vuggeri, så tænkte jeg, at nu skulle jeg altid, hver gang, resten af hans barndom vugge ham sådan….
Det kan godt være, at børn lever i nuet. Men vi voksne kan også nogle gange få det sådan, i de svære øjeblikke, at det bliver det, der fylder det hele. Det som vi bliver fyldt op af. Så der slet ikke er plads til gode tanker og drømme. Lige når man står i det.
Så er det man skal hjernevaske sig selv lidt. Opfinde et mantra, som man kan tænke på, sige inde i hovedet eller højt til sig selv. Så man maner de onde, angstfulde tanker bort.
For nogle kan mantraet være:
“Jeg er en god mor, og ja du må godt være ked af det og sur, jeg er lige her, og jeg bliver slet ikke sur eller bange, jeg er stærk og alt skal nok gå.” Gentages 50-5000 gange indtil barnet falder til ro.
eller (i helt andre situationer):
“Jeg er simpelthen så dejlig og smuk, på min helt egen måde. Det synes andre også, og jeg er bare så kvindelig og lækker, med mine former….” 😉
eller:
“Det kan godt være, at den og den er modbydelig overfor mig, men det siger kun noget om hende/ham. Det er hende/ham, der er en stakkel.”
eller:
“Min kæreste er bare så vild med mig, og selvom han synes Camilla Ottesen er en dejlig kvinde, er det ikke det samme, som at han hellere vil have hende end mig. Eller hellere vil have en anden, der som hende vejer 50 kg. Han synes, at jeg er hans drømmekvinde!”
osv….Hvis man gentager ting tilstrækkeligt mange gange, bliver det vel sandt en dag…
Så Julia: “Jeg er en god mor, ja græd du bare, det holder op igen. Pludselig sover du. Jeg, vi klarer den sagtens…..” eller: “Ikea, Ikea, Ikea!” 🙂
Eller endnu bedre: ABs råd: JOHAN, det er din tur!
Knus og krydsede fingre…, Rikke
Hold on og tag kampen! Herhjemme har vi lige haft skrige scenarie i en halv time, fordi Kasper i et halvt år har insisteret på at MOR og KUN mor børster tænder, læser go nat historier og putter – som I sidder ved siden af ham til han sover. Fuldstændig opløst af gråd og tårer må jeg pænt sige go nat til ham og lade Thure klare ærterne. Av det gør ondt, men fuck jeg gider bare ikke hver e-n-e-s-t-e aften. Slut. Over and out.
Da vi var i Jylland på ferie måtte Thure hjertens gerne putte, der var ingenting og jeg så i et svagt håb, at nu var ovre sin mor-putte symbiose, men nej, den lever stadig. Og det er kun mig der kan lave det om.
Heldigvis glemmer man det hurtigt igen (ligesom fødselsveer) – ellers fik man aldrig flere børn…? Søvnløse nætter pga. barnegråd eksisterer ikke mere her hos mig, det gør til gengæld søvnløse nætter pga. teenageres natteroderi… 😉
Som Rikke (a.k.a. FruGosh) allerede har skrevet, så har man, mens det står på, en tendens til at fokusere på alt det dårlige. Når det så atter går godt, så glemmer man alt det dårlige ligeså hurtigt som dug for solen, fuldkommen som Sussie er inde på.
Keep up the good work – jeg er sikker på at Elias nok skal genfinde sit (gode) sovehjerte. Sønnen min vil nu pludselig gerne sove lure igen, efter en l a a a a n g periode hvor det var en daglig kamp. Han sover fortsat ikke helt det han burde, men han sover i det mindste nu nogle lure af rimelig varighed (hvilket jeg er så glad og taknemlig for)
Kh Jette
Måske hjælper det en lille smule at lave et positivt mantra til eget brug i en af de perioder, som Sussi taler om
🙂
Kan man ikke selv sige dem til sig selv, så man tror på dem, så må man have andre til det. Som min jordemoder, der under min anden fødsel sagde, at nu bestemte jeg selv hvor lang tid, der gik inden min søn kom ud. DET hjalp på kræfterne, modet, humøret.
Julia, svalerne flyver bort igen, en dag. Måske allerede i aften…
Kh Rikke
Åh, de pokkers svaler!
…det er jo nok sådan, at de kommer og går. Og ikke to børn er ens, men på en eller anden måde synes jeg alligevel det virker, som om de fleste har en eller anden form for (totalt uforudsigelig) rytme, med gode og mindre gode perioder der afløser hinanden. Og man nyder de gode perioder, og kommer igennem de mindre gode på forskellig vis. Får et par grå hår eller en rynke undervejs, men kommer ud på den anden side.
Jeg kæmper med min datter for tiden. Ikke med nattesøvn, men med et afsindigt temperament, og en pludselig trang til at hænge på mig konstant, og skrige så snart jeg bliver nødt til at afmontere hende for en kort bemærkning. Det får mig ud til kanten gang på gang. Mens det står på, glemmer jeg af og til fuldstændig, at det går over igen. Og når det går over, glemmer jeg den afmagt jeg følte dagen før. Vildt nok, egentlig.
Håber at svalerne er på et meget kort ophold i denne omgang!
god damit!!!!… stakkels jer og Elias, den lille terminator…. gid det snart må blive tid for dén slags svaler, at ræse syd på… langt laaaaangt væk ihvertfald og dét kan KUN gå for langsomt.
Kærlige hilsner herfra
FRU-STRA-TION! Jeg var gået amok for længst, beundrer virkelig din evne til at overleve det hele. Og så har jeg det ellers lige som Anne, når hun skriver, man glemmer afmagten, ligesom man glemmer det går over. Men synes altså også, det er helt ekstremt, det I må igennem! KH
Åh – den kan vel tilgives for at tage et par venner med. Er det ikke altid en go’garanti for en go’ fest? Skulle svalerne nu være så forskellige fra os mennesker…
Men – så længe den ikke begynder at bygge rede og stifte sin egen familie, så synes jeg at din strategi med at holde panden/hovedet højt er fino. Ingen panik. Endnu.