I virkeligheden hader jeg arty-farty teater

I mit næste liv vil jeg være kvinde. Og have Sort Samvttighed. Jeg vil også være med i et band, og være sej nok til at være uhyggelig. Lige efter de sidste gæster var gået i går efter lagkage og en meget glad og tilfreds fødselsdagsfejret Elias, tog jeg ind i det nye skuespilhus og så Sort Samvttigheds show. Det var fuldstændigt fantastisk og enestående. Det er en mærkelig mellemting mellem cabaret, Anne Linnet-fortolkninger og teaterkoncert tilsat rigelig med god timing og grotesk humor. Ok, man skulle nok have været der. (Meld dig ind i deres gruppe på Facebook, så du kan være med næste gang!)

Jeg er normalt overhovedet ikke til arty-farty teater. Jeg fatter det ikke. Lige da jeg begyndte at læse var jeg på Edison-teatret hvor jeg så en meget mærkelig forestilling: To hvidklædte damer foran en masse spejle talte sort i to timer. Jeg lod godt nok som jeg fattede det skjulte budskab, så mine medstuderende ikke opdagede at jeg var dummere end de, og talte med på intellektuelt dansk, som jeg knapt nok fattede nok af til at kunne formulere en sætning. Jeg har også været på Dr Dante, hvor jeg så noget med et hus og selvmord, eller også handlede det om Føtex. Og et selvmord. Der var noget med Føtex. Det fattede jeg heller aldrig. Men Sort Samvittighed. Det fatter jeg. De går lige ind under huden, og når de udklædte damer synger en version af Bardommens Gade, hvor jeg for første gang for alvor forstår hvad sangen handler om, og hvad det er man skal have med sig fra man er barn, ja så tuder jeg så man bør sætte redningsbåde ind og evakuere salen. Og jeg når også at tænke om jeg kan finde ud af at give Elias et grundlag for lige præcis de oplevelser, som man kan blive blød af at huske når man er voksen. Dem synes jeg han skal have. Det ønsker jeg mig. Og så var der hvidvin med logen, og hjem igennem januaraftenen, weekenden er slut og det er ok at ugen begynder.

7 Comments
Previous Post
Next Post