Nu er der kun et par dage til juleferien, og jeg har svært ved at forholde mig til, hvor meget jeg glæder mig. Jeg har været forbi bageren og købt honningkagehjerter til min redaktion, fordi de er så søde, fordi det snart er jul, fordi det er deadline i morgen og fordi jeg selv elsker lige præcis de kager. Jeg har i årevis påpeget overfor Johan at han burde købt honningkagehjerter til mig hver dag i december måned, og at det bare ville være vildt romantisk. Men han har altså ikke gjort det. Eneste grund er at jeg ikke kan lade være med at bede om hjerterne. Jeg tror nok, at det bare er sådan jeg er – jeg kan simpelthen ikke holde op med at tale! Det er så belastende. Når der er noget, der betyder noget for mig, eller noget jeg rigtigt gerne vil, så hopper de samme sætninger ud af munden på mig igen og igen. Og lige gyldigt hvor meget man taler, kan man vel ikke afkræve nogen et hjerte, kan man vel?