I sidste uge hørte jeg at en meget kær bekendt har fået revet gulvtæppet og det fundament hun står på væk under sine fødder. Hendes mand er død. Bare sådan. Død fra hende og hendes to halvstore børn. Vi har drukket en del kopper kaffe i den tid vi har kendt hinanden, hvilket vist nok snart er 14 år. Hun er et overskudsmenneske, kærlig, opmærksom, professionel og givende, og hun har altid talt om sin mand med det der glimt i øjet, som viser hen mod den store kærlighed, den der klarede småbørnsskærende og særhederne. Jeg har altid tænkt på hende som elsket og forelsket. Og jeg kan ikke rumme det på hendes vegne, jeg fatter ikke hvad hun skal igennem nu og hvad hun står midt i, og jeg er ikke engang hendes ven. Vi er bekendte, men hendes livsbetingelser har forandret sig så grundlæggende, at min medfølelse skal bæres væk i spande. Vi bliver nødt til at huske det, damer, at elske, at glædes, at være taknemmelige. Ikke at bruge unødig liv på at være sure, snerpede, fornærmede, rethaveriske og emsige. Vi er nødt til at give kærligheden frit løb og frit liv. Ingen af os ved hvad der sker i næste uge, eller i morgen, og kærligheden har i forvejen trange kår. Så når vi mokker, brokker og snerper, og tager fra kærligheden og rummeligheden er det os selv vi tager fra, tror jeg.
Vi er nødt til at nyde og at huske det. Jeg er i hvert fald. Og jeg tænker med omsorg og varme på hende, min kære bekendte, som står midt i et nyt liv og jeg føler med hende.
Julia, kram hende. Det er så forfærdeligt. Måske er hun ‘bare’ en bekendt, men også et kram fra en bekendt luner og trøster. Jeg aner ikke, hvordan man samler sig selv op, men jeg ved, at vi andre må støtte op, kramme og hjælpe, når døden stjæler fra os. Også selvom vi ‘bare’ er bekendte.
Herfra er der tanker & kærlighed til hende og hendes unger …
Gitte K
Amen!!
For pokker hvor trist. Bekendt eller ven – det rammer lige i hjertet når nogen mister på den måde. Jeg bliver ked af det når jeg læser dit indlæg – på hendes vegne. Puha. Og du har ret. Hvor skal vi bare huske. Jeg øver mig rigtig meget lige nu. I at finde overskud og gøre alle de der ting som er besværlige og trælse og åhhh. Proppe dem med glæde og energi i stedet for. Fordi vi faktisk kan. Stakkels hende altså. Hvor er det svært det hun står i!
Hvor er det barskt! For hende er det underordnet om du er en ven eller bekendt, hun har bare brug for mennesker der kan rumme hende nu, brug for et kram, brug for én der kommer og fylder fryseren med små bokse mad, går ned med skraldeposen, støvsuger… små, måske lidt banale, nen praktiske ting som hun ikke kan overskue nu. Kram til hende!
Du skal skrive til hende. Ringe til hende. Whatever. Men det har du allerede gjort…
Havde også en bekendt, som mistede sin mand da hun var i 7. måned med deres 1. barn (som var blevet til i 7./8. forsøg med hjælp på Riget). Jeg skrev til hende. At jeg vidste hvad der var sket, at jeg var ked på hendes vegne og at jeg var dér med hvad jeg nu havde…og hun blev glad. For det viste sig (desværre) at der var venner, som faldt og ikke var dér. Og sidenhen har jeg “takket” hende for at minde mig om livet…og det grinte vi lidt af på en absurd måde…
Jeg er heldigvis ikke bange for at tage kontakt, eller bange for andres sorg – men jeg er bange for at vi glemmer at huske, hvor lykkelige vi er, når vi faktisk er det. Jeg læste noget for nyligt: What if these are the good old days?
Hørt hørt. For “these ARE the good old days”. Filosoffen Albert Camus sagde, at livet var absurd. For vi går igennem hele livet og venter på i morgen, når vi får job, når vi får børn, når vi får ferie. Og i virkeligheden går vi og venter på resultatet af et kæmpe regnestykke, som først går op – når vi er døde og derfor ikke kan bruge resultatet til noget som helst. Det er REJSEN, det handler om. IKKE målet. 🙂
Enig – selvom jeg er blevet meget bedre til at være glad og nyde. Men jeg kan huske at jeg følte en vis skam over at skulle spejle mig i hendes sorg for at se hvor godt jeg selv havde det…men sådan var det. Og det gjorde ikke ondt at indrømme det – hverken overfor mig selv eller hende. Det er bare så pokkers “svært” at minde sig selv om nydelsen i hverdagen…
Det er så frygteligt at ord slet ikke dækker de grumme dødsfald, der rammer familier. Nogle af mine nære bekendte mistede sidste sommer datter på 4 og farmor – sådan uden videre, meningsløst og mellem to lastbiler på en helt almindelig juni-dag. Angst, frygt, tårer og absurditet har trykket siden – ikke bare i den familie, men også hos alle os, der har været de triste vidner til deres tragedie. Så vi skal huske at kysse længere, danse mere og sige det vi mener – hver dag.
Min søde kollega har netop mistet sin hustru. Og han står nu tilbage med deres 3-årige søn, som aldrig lærte sin mor at kende…sådan rigtigt…og hun lærte aldrig ham at kende…sådan rigtigt. Ved nærmere eftertanke vil jeg gå ned og give ham et kram.
Det er nemlig absurd, som andre menneskers ulykke og tragedie, sender lykke videre til andre. Hjemme hos os krammer vi endnu mere, kysser endnu mere og prøver at blive bedre til at sige pyt. Men det er vel når livet er på kanten, at man lever mest…