I går eftermiddags sad og jeg talte med klog dame, om det vidunderlige i gode venner. Hun er rigtigt god til sådan noget (som jeg ville ønske jeg gjorde meget mere), nemlig at samle en 16-18 mennesker til en gang mad og noget rødvin og en hel aften fyldt med snak og ballade. Det er skønt ikke? At der findes nogen, der faktisk kan det. Hendes børn er i skolealderen, og hun er fyldt med den slags (nyfunden?) overskud, der bare gør at hun kan det. NU. Og det er vel det der er pointen – at det hele ikke nødvendigvis foregår på samme tid, men sådan lidt i dryp hen over livet? Hvis man husker det, så kan man måske også være klog nok til at blive bedre til at nyde hvor man er… NU.
Det kan du også – du skal “bare” gøre det – selvom følelsen af overskud ikke tikker ind. Sæt en dato, book en babysitter, uddelegér retterne til aftenen så alle bidrager og køb rødvin. Nu er du allerede langt, og måske du klarede det hele via mails uden at du behøvede at rejse dig! Nogengange er det tanken som virker uoverkommelig (det kender jeg) men når det så er booket – så er der indkøb og rengøring tilbage og det kan klares aftenen før og morgenen inden. Du skrev jo heldigvis ikke noget om at det skulle være perfekt-jeg-klarer-det-hele-agtigt! kh Karin