Endnu en af de ganske tunge løgne.
Kære Julia!
Tak for en fantastisk blog – og et par fantastiske bøger. Jeg glæder mig til din bog om Løgne … Jeg har en løgn, som jeg har gentaget og gentaget og gentaget i mere end 10 år, som irriterer mig og som jeg omsider er ved at frigøre mig fra:
Min mor døde af lungekræft for 10 år siden. Når jeg fortæller det, er næste spørgsmål ALTID: “Røg hun?” tilbage i hovedet. Og det er så her, at jeg i 10 år har udtalt følgende løgn: “Jaaah, altså, hun røg ikke så meget .. i perioder var hun måske oppe på 10 om dagen, men der var lange perioder, hvor hun slet ikke røg”.
Sandheden er, at hun røg som en skorsten. Hun forsøgte adskillige gange at stoppe, men hun fik lungekræft og døde som 58 årig, da jeg var 28. Og ja, rygning spillede en afgørende rolle.
Jeg har nemlig altid følt, at jeg skulle bortforklare eller forsvare min mor, fordi folk synes, at det er hendes egen skyld – og at hun så dør af det, bare er som jeg/hun kunne forvente. Det er som om folk mister sympatien, fordi hun er død af lungekræft. Men min sorg over at miste min mor er ikke anderledes end den ville have været hvis hun havde fået en tagsten i hovedet, så hvorfor føler jeg, at jeg skal bortforklare og lyve?
Jeg er ved at lære ikke længere at bortforklare. Hvis folk ikke har sympati over, at jeg har mistet min mor, fordi de mener, at hun selv var ude om det, så er det deres problem. Men da jeg lige havde mistet hende, var det sindssygt smertefuldt at opleve at blive dømt og afvist på den måde. Som om min sorg ikke var ok.
Fantastisk historie (løgn …). Og fantastisk, hvis du når derhen, hvor du kan sige: “Min mor døde af lungekræft, og ja, hun røg som en skorsten. Men det gør ikke min sorg mindre”.
Jeg tror at lungekræft er dén sygdom, der er mest set ned på af alle sygdomme. Mange mener det er implicit at man “selv er ude om det”. Talte med Christian (Hr. Zahle) om det forleden – og vi snakkede netop om at ingen mennesker vælger at få lungekræft. Uanset hvor mange smøger man ryger eller ikke ryger.
Kære Løgner, jeg har lyst til at give dig en krammer – og den må blive virtuel.
Kh Julia Zahle
Jeg får også lyst til at gi’ dig en krammer. Dine ord minder om – sådan helt generelt – at vi skal stikke den giftige cocktail af forargelse, fordomme og skråsikkerhed skråt op.
Min egen elskede mormor døde ikke af lungekræft, men af KOL (rygerlunger) og det var ikke mindre end rædselsfuldt at overvære hvordan hun bare blev mere og mere afkræftet. Så min dybeste sympati herfra, jeg forstår sagtens din løgn. Det er nu mere end 13 år siden min mormor døde, men der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke sender hende en tanke eller to.
Tanker til dig og din præmis for din løgn.
Sikke et perspektiv, du sætter på, og hvor må det være hårdt at skulle nedtone sin sorg i et forsvar af sin elskede mor.
Håber at du i fremtiden sætter ord på din sorg og ikke en årsag..
Kram
Godt set. Jeg kan én men med omvendt fortegn – det betyder så at jeg ikke kommer ud i løgnen, men alligevel føles det ret ubehageligt:
Min morfor døde af en blodprop, og så siger “folk” ” NÅH, men han var da ikke overvægtig eller så’n”
-det er ubehageligt ISÆR fordi dét er jeg( altså overvægtig), så det der underforstået siges eller i hvert fald det jeg forstår er; at overvægtige nok dør af blodprop -så ved du dét…. hyggelig kommentar i øvrigt!
Hvor må det være svært. Altså de dobbelte følelser det lyder som om du har. Men nej, det er de andres problem, hvis de ser ned på din mor. Hun var jo ikke KUN rygning og lungekræft – hun var sikkert også sød og blød, og din kære mor!
Der er jo en grund til at folk ryger som med al anden misbrug – jeg mener at det er en slags selvmedisinering mod psykiske problemer da røg virker både som røgslør og som nervemedisin dvs beroligende. Din mor døde alt for tidligt med de problemer hun nu havde i sit liv at slås med og gjorde det bedste hun kunne for at have det godt med sig selv og give af sig selv videre til andre. Vi har alle mindst 10 fejl, din mor havde blot en som hun døde af.
Nej, hvor blev jeg lige både berørt og ked af det.
Og så vil jeg blot citere Anette Kristine Poulsen, der skriver ordene lige præcis sådan, som jeg tænkte dem:
Jeg får også lyst til at gi’ dig en krammer. Dine ord minder om – sådan helt generelt – at vi skal stikke den giftige cocktail af forargelse, fordomme og skråsikkerhed skråt op.
Folk har måske bare brug for en grund, når der er èn der dør forholdsvist ungt? Måske der ikke automatisk ligger fordømmelse i det?
Knus herfra…