Puha, ja, den massepsykose har jeg vist også fået en flig af! Selvom jeg virkelig anser mig selv for at være rigtig god til at acceptere mine fejl og mangler, så er der et sted hvor jeg er min værste, benhårde kritiker: som mor… øver mig virkelig i at bære over med og leve godt med at jeg er en menneske-mor med de hvæs, træthedsråb, uddeling af slik til den 1-årige for at få ro, inkonsekvens…. osv osv, som jeg i et svagt øjeblik kan slå mig selv oveni hovedet med…. Jeg gør jo mit bedste 🙂 Ligesom alle Jer andre, der også er ramt af massepsykosen…
Faktisk er det en frygtelig belastende “sygdom” den der massepsykose, som du kalder perfektionismen… Set i bakspejlet, har jeg selv ødelagt mange gode stunder og oplevelse fordi der lige var noget jeg syntes ikke var godt nok. Hos mig er “sygdommen” dog i aftagende, hvilket nok til dels skyldes min alder, men også en erkendelse af ,at livet er for kort til den slags hysteri… faktisk bliver man mere respekteret af sine medmennesker hvis man er ikke er så helvedes perfekt og pernitten… Vi bruger desuden også perfektionismen som et skjold for uroen i vores indre, for kan man ikke holde sit indre stabilt, kan man da i det mindste fremstå som den perfekte kone, mor, elskeinde, veninde etc
Puha, ja, den massepsykose har jeg vist også fået en flig af! Selvom jeg virkelig anser mig selv for at være rigtig god til at acceptere mine fejl og mangler, så er der et sted hvor jeg er min værste, benhårde kritiker: som mor… øver mig virkelig i at bære over med og leve godt med at jeg er en menneske-mor med de hvæs, træthedsråb, uddeling af slik til den 1-årige for at få ro, inkonsekvens…. osv osv, som jeg i et svagt øjeblik kan slå mig selv oveni hovedet med…. Jeg gør jo mit bedste 🙂 Ligesom alle Jer andre, der også er ramt af massepsykosen…
Faktisk er det en frygtelig belastende “sygdom” den der massepsykose, som du kalder perfektionismen… Set i bakspejlet, har jeg selv ødelagt mange gode stunder og oplevelse fordi der lige var noget jeg syntes ikke var godt nok. Hos mig er “sygdommen” dog i aftagende, hvilket nok til dels skyldes min alder, men også en erkendelse af ,at livet er for kort til den slags hysteri… faktisk bliver man mere respekteret af sine medmennesker hvis man er ikke er så helvedes perfekt og pernitten… Vi bruger desuden også perfektionismen som et skjold for uroen i vores indre, for kan man ikke holde sit indre stabilt, kan man da i det mindste fremstå som den perfekte kone, mor, elskeinde, veninde etc