Du kender hende godt, og du har hende sikkert stående et par gange på hylden med kogebøger i køkkenet. Den fantastiske Tina Scheftelowitz er nemlig kvinden bag en lækker perlerække af bøger, som ikke blot lærte os at lave salater og buffeter men som – efter min mening – også lærte os hvordan kaffe skal smage. Og i dag skriver hun til os om at være … langsom i et vidunderligt og meget ærligt indlæg. Læs med her:
Langsom
Da Julia bad mig skrive et indlæg til bloggen her poppede ”langsom” straks op. Det er en kamp hver eneste dag for mig at være langsom. Alt i vores – A-holdets – kultur modarbejder langsommeligheden.
Men jeg startede med at være laaang tid om at svare på hendes opfordring. Og så igen laaaang tid om at skrive indlægget. Det er da en begyndelse, ikk?
Julia mente, at ”langsom er det nye sort”. Hmmm, det ved jeg ikke, hvad jeg skal tænke om. Jeg er ikke vild med overfladiske trends. I næste måned er der en ny. Og jeg mener ”langsom” er kommet for at blive.
Smag lige på ordet. Langsom. ”Gaaaab gaab” sagde min gesjæftige veninde, da jeg fortalte hende, at jeg havde udnævnt 2010 til langsom-år. Har nemlig været på kogebogsfabrikken/hamsterhjulet i mange år. Udgivet 3-5 bøger om året plus det løse arbejde, som jeg ikke vil trætte dig med her. Hvorfor? Fordi jeg er iværksætter. Ideerne løber af med mig. Det er en gave. Men det er også en pestilens. Gaven er, at så mange af mine ideer og projekter bliver realiseret. Pestilensen er, at jeg halser efter mig selv.
Kroppen eller psyken siger fra. Det skete for mig, da en af mine bedste veninder pludselig døde sidste sommer. Jeg fik et kanonslag med en vognstang. Kunne nærmest ikke bevæge armen i en måned. Besluttede at geare ned over sommeren og efteråret. Men det holdt ikke. Så tog jeg arbejdsorlov i 3 måneder. Jeg kom blandt andet frem til, at jeg har et behov for at være langsommere. Da 2009 var ved at rinde ud, tog jeg så beslutningen, og 2 dage efter lå der – helt tilfældigt? – en sjov og tankevækkende bog i min postkasse fra en samarbejdspartner: ” Nu vender vinden: Livsmod og langsomhed” af John Engelbrecht.
Nu er der så gået nogle måneder, og hold kæft, hvor er det svært at være langsom. Træk vejret dybt ned i maven. Mediter. Gå en tur hver dag. Sig nej til nogle af projekterne. Skriv et indlæg. Gør det kort. Effektiv effektiv effektiv. Hele mit system er sporet ind på at være effektivt. De sidste mange mange år har jeg hjulet rundt med hamsterne – mere eller mindre hele tiden. Afkodningen tager måske lige så lang tid?
Men jeg er på vej. Rider på min langsomme pony mod den gyldne, violette, rødlige solnedgang. Hører hovslagene og fugle som synger og mærker duften af hest og den vilde natur. Jeg bliver vugget så behageligt….ahhhh..
Jeg har læst mig til et guldkorn, som jeg kan mærke flytter noget i mig. Og som jeg gerne vil give videre til dig. Måske kender du også behovet for at være langsom og har lyst til at hoppe ud af trædemøllen? Læste ”Ti tanker om tid” af Bodil Jönsson. Hun skriver blandt andet om ”stilletid”. Det er den tid, man bruger på at stille ind på en opgave. Tænke, vegetere, summe. Måske mens man laver mad, ordner bil eller lægger vasketøj sammen. Det gav dyb mening for mig: Jeg behøver ikke producere hele tiden. Det gør livet lidt langsommere. Det gør, at livet ikke går i sort.
Ahhh hvor er det sandt. Tak Tina, tak Julia. Jeg tror på vi slider os selv op i hamsterhjulet, og det er livslang læring at gøre lidt – og langsomt, og ikke den der; en skalle mere og så samle sammen til en pause (som aldrig kommer). Dejlige ord på en dag der bare aldrig bliver effektiv, selvom den skulle. Måske jeg bare skal skynde mig hjem igen – langsomt! Kh Laura
Uii det var kærkomment. Jeg er vild med langsom, men har nok snydt lidt på det sidste:)
Sikke et dejligt indlæg – og tak for at vise vej tilbage! // trine
Jeg er helt enig i at langsom er det nye sort. Og ro og nærvær.
Tak for et dejligt indlæg og for bogtippet.
SKØNT indlæg – Tak for det! 🙂
1000 tak for kloge ord, vigtigt at vi minder hinanden om at sætte tempoet ned – om at livet er her og nu – om at at det vigtige forsvinder som sand mellem fingrenu hvis ikke vi tillader os nydelse og væren.
1000 tak for nødvendige ord. Jeg har svært ved det langsomme, men jeg øver mig. VIL ikke ende som en racerkører, der går i sort.
Åh. Sikke et dejligt indlæg.
Tak fordi du giver os stof til eftertanke, Tine Scheftelowitz (skrevet meget langsomt ;-)….!)
Tak fordi du gør det okay og ønskværdigt at være langsom. Jeg har ofte følt sådan en indre utilfredshed, stræben, følelse af ikke at være produktiv nok, spændende nok, innovativ nok, talentfuld nok, rigtig nok……men bare sådan mere jævn. Og langsom.
Og i en verden med “Find din passion” og fokus på, at vi kvinder skal udleve vores drømme, både gøre karrierre, være super moms, lave mad som Camilla Plum, have et hjem, som var man faktisk selv en uopdaget indretningsarkitekt, som lige om lidt bliver brugt i et boligprogram på TV2….ja, så vælger jeg at bruge dit indlæg som en reminder, et skulderklap, et “vi er sgu alle okay!”- som vi er. Og at lykken ikke kun findes i at gøre noget helt særligt….(Derfor drømmer jeg jo alligevel stadig lidt om at gøre netop dette, indrømmet, men dejligt også at give sig selv og ambitionerne lidt fri!)
Ved godt, at det er en ambition i sig selv, for mange, at være langsom. Også selvom det måske bare handler om, at man skal lære at lade vasketøjet stå og istedet kaste sig over en bog med en kop te og et stykke chokolade.
Det kan godt være, der er ting, jeg har misforstået eller, at jeg har fået noget ud af det, som ikke lige var “meningen”…./budskabet. Men jeg fik helt klart SÅ meget ud af dit indlæg. Tak.
🙂 FruGosch
Smuk eftertænksomhed i et stille tempo. Tak.
Jubihh, hvor et skønt indlæg. Min kollega, kloge Ingelise Hallengren, siger: “I en indre ro, kan alting gro”. Den indre ro kommer bl.a. gennem langsomheden, der befordrer fordybelsen, der giver indsigten, der lader os mærke nuet, der…
I Kernesund Familie giver Ninka tippet, at hvis man farer småstresset og forvirret omkring og ordner 1000 ting på engang, så sæt rent fysisk gearet ned i slowmotion, og bliv en skildpadde med laangsomme bevægelser. – Den ydre ro forplanter sid indad. Prøv selv:-)
Kære Tina
det er dejligt og inspirerende at følge din langsomme sti mod livsfylde.