Det var en helt utrolig smuk morgen i dag, da jeg var ude at løbe. Himmelen havde tusind farver, det blæste ikke og alt var idyl. De første kastanjer er faldet ned, og bladene er ved at skifte farve.
Alt var idyl.
Indtil jeg kom hjem, hvor det hele ligesom eksploderede hen over morgenmaden, og Sofus gik i banjo, og vi havde kollektivt svedt ud at Elias havde matematik for til i dag, og madkasserne var væk, og havregrynene var mere tørre end de plejer. Og Sofus græd, og jeg skældte ud, og badet var for kort, og kaffen for kold og vi havde pludselig for travlt. Sofus ene sko var væk, mens Elias blev færdig med matematikken, og kaffen blev faktisk aldrig varmere. Og det er tirsdag, og alle er trætte, og det er ikke engang vinter endnu, selvom der er fire dage til weekend, og ungerne bare gerne vil ligge under en dyne og se Netflix.
Pyha.
Så krammede vi, og kyssede og tog os tid til det, og fik ro på det hele, og kom for sent, og hvad så? Sådan er det. Man kommer nogle gange for sent, men det er så meget bedre end at komme forkert ud af natten og ind i dagen, og jeg kom til at tænke på at hverdagen stadig og med alt sit drama er det, jeg holder allermest af; fordi dem jeg deler den med, er dem, jeg holder mest af, men også fordi det er her, jeg lærer noget. Om ro, tålmodighed, overblik, og kærlighed.
Sikke et fint indlæg Julia, det er hverdagen spiddet i al sin enkelthed. Kh. Birgitte
Hvor er det rart at du deler den slags. Nogle gange tror jeg nemlig det kun er hos mig, det sker. Måske kan det så godt la sig gøre at være i.
Det sker hjemme hos mig næsten hver morgen. Måske det er noget med havregryn og dårlig karma? Jeg prøver dog (som noget nyt…) at samle på de gode ting. At panikken i morges over manglende gummistøvler til forestående mosetur endte ud i ‘hvor heldigt at vi har to par sko, så du kan få et tørt par med i reserve’, for eksempel. Den slags. Christ. Kan man parkere dramaet et sted? Pretty please?
Kære Julia,
Tak <3 Mandag morgen hos os kørte helt af sporet. Meget af det samme som hos jer, minus løbeturen. Derfor .. af hjertet TAK, fordi du deler din hverdagsfortælling.
KRAM 🙂
Gitte K
Godt tænkt! ja hvad er det værste der kan ske? Nogen bliver måske sure…og hva så?…så ingenting!
Super godt skrevet. Er hverken mor eller kone, men jeg kan selv huske de morgner da jeg var lille. Det er ikke rart. Kan godt lide at komme til tiden, har altid følt jeg gerne vil være en man kunne “regne” med, men hvis man en dag eller to kommer for sent, HVAD SÅ. Du har helt ret. Alt fungerer bedre med tålmodighed og rolighed (for mig..) 🙂
Knus Nanna
Synes altid de 5 første dage efter weekenden er de værste
Dejligt at læse. Det er nemlig vigtigere at få en god start, end at have sådan en morgen siddende i kroppen. Isaac har også nogle morgener hvor han spørger “er det snart weekend”. Ikke fordi han ikke kan li’ skolen, men fordi han bare trænger til ro i hovedet. Så er det dejligt at af og til tage sig lidt længere tid, og herregud, så kommer man ti minutter for sent. Men i et godt humør.
Rigtig god efterårsdag – tænk at det allerede er kastanjesæson.