
Der er nogle ord, der fortjener at vi behandler dem ordentligt. Ikke bare fordi de bærer en tung betydning, men fordi de mennesker, der er nødt til at bruge de ord, fortjener at vi behandler dem ordentligt. Jeg tror på ordmagi – jeg tror tingene har en tendens til at blive til det vi kalder dem for. Så når vi alle sammen drøner rundt og siger vi har stress eller er stressede, fordi vi skal mere end to ting på én gang, så kan det nemt gå galt. Både for ordet, for dem der rent faktisk lider af stress, og for os, der tror vi ved hvad det vil sige at lide af netop det.
Det samme gælder depression. Når vi alle sammen synes at vi kan kalde os hel- halv eller smådeprimerede når tingene ikke går den vej vi ønsker os, eller fordi ugen har været hård, så ved vi ingenting. At være blå i forbindelse med PMS (oh gru), er heller ikke hverken en depression eller at være deprimeret.
Forleden døde en af mine barndoms helte, Robin Williams. Jeg er vokset op med ham, og til lyden af et menneske, der lod til at kunne stå ved sig selv, og den tossede tilgang til verden, der glimtede i øjnene på ham. Jeg har set ham i Døde Poeters Klub og ønsket mig en lærer som ham. Set ham i Mrs Doubfire og ønsket at jeg ville kunne lukke mine kommende børn ind i en eventyrverden. Jumaji, Hook og alle hans andre film, viste at han ikke var bange for at være barn, selvom han var voksen. De viste også en masse andet – men mest af alt at vi skal kunne lukke fantasien ind. Og så var han depressiv, led af depression, sloges mod stoffer og var åbenbart dybt ulykkelig i lange perioder af sit liv. Så når vi andre ind i mellem tror at vi er smådeprimerede, så håber jeg ikke vi ved noget om det.
Fint skrevet.
Meget trist… Føler, som dig, også at jeg er vokset op med ham.
Kære Julia
Kan fuldt ud følge dig i forhold til det “stress-hysteri”, der har ramt befolkningen. Og jeg vil hermed på INGEN måde underkende, at nogle virkeligt rammes af stress – og ved fra mig selv hvilke konsekvenser det har!!!
Læste nedenstående en dag, og det tænker jeg på, når jeg mærker “fornemmelsen” i kroppen.
“Just because you´ve had a bad moment, doesn´t make it a bad day.
Just because you´ve had a bad day, doesn´t make it a bad life.”
Kh Vibeke
Det er SÅ rigtigt sagt! Alt sammen 🙂
For mig er Goooood morning Vietnam mit Robin øjeblik.
Og jeg har haft en svær depression og pms problemet – der er en et verden i helvede til forskel. En af de store fordele ved pms er, at man ved at det går over – også selvom det ikke lige føles sådan 😉 .
Julia – vi er enige!
Nogle ord skal man være påpasselig med ar bruge. Jeg fik for 1 år siden konstateret stress og kunne slet ikke forene mig med, at jeg var helt i kulkælderen, mens andre slyngede sig om med den tilstand, som satte mit liv lidt på standby.
På den anden side er jeg dog lykkelig over, at jeg har lært meget om mig selv og ved nu, at jeg ikke er stresset, men bare har meget at se til. Der er nemlig en stor forskel.
Tak for endnu et godt indlæg 😉
Virkelig smukt skrevet og så sandt. Det er simpelthen så frygteligt at han er væk, selvom jeg ikke kender ham personligt har han været en af dem som har betydet noget i min opvækst, jeg elsker elsker elsker Døde poeters klub og alle de andre film han har været med i for den sags skyld og det er næsten ikke til at bære at et menneske som har bragt så vidunderligt meget glæde for så mange mennesker, havde så ondt i sjælen at han ingen anden udvej så.
Man skal passe på med at bruge de dér ord som stress og depression i flæng, for de skal på ingen måde negligeres og det bliver de på en måde hvis alle bruger dem når de har haft en hård uge.
Jeg er enig!
Robin Williams vil blive savnet…Han var bare noget specielt fordi han var – og turde være – sig selv!
Mht stress, så tror jeg især tidligere at der var (i hvert fald i nogle brancher) en stor grad af prestige i at sige at man var stresset: Så var man vigtig, havde betydning, indflydelse osv. Men kan man lide at have mange bolde i luften, masser af deadlines og en fyldt kalender er det ikke stress. Så er det selvvalgt travlhed. Der er en afgrundsdyb forskel på at have travlt og så gå ned med stress. Jeg har selv været der! Er man først selv ramt af stress eller feks depression eller anden psykisk lidelse så snakker man ikke om det! Man er flov, man føler sig forkert, føler ikke at man passer ind…Det har taget mig år hos en dygtig psykiater bare at komme nogenlunde ovenpå igen. Så hører man tilfældig smalltalk i middagspausen hvor kollegerne siger at de føler sig stressede, smådeprimerede o lign, så er de det med garanti ikke! Nej, problemet er at vi i dag helst skal være ovenpå, succesfulde og glade hele tiden. Er vi ikke det, så er vi meget alene i verden. Så det der egentlig er helt almindelige udsving i et menneskes humør bliver sygeliggjort (af os selv) når vi en dag ikke når alt det vi gerne ville eller føler os triste. Men det har ikke en fløjtende fis med depressioner eller stress at gøre!
Det er så rigtigt, det du skriver. Jeg har selv haft en let depression, der kom pga. langvarig stress. Der er stor forskel på at have travlt og have stress! Der er gået inflation i ordene.
Hvor er jeg enig!!!
Kære Julia
Du har så ret. Visse ord går der ligesom “inflation” i, hvis vi ikke bruger dem med respekt. En anden ting er, som du også er inde på, at der jo er rigtig mange, der slet ikke reelt ved hvad disse ord egentlig indebærer. Derfor blev jeg faktisk glad, da DR for noget tid siden tog hul på nogle af disse svære begreber. Jeg har selv været der, hvor man går fra fuldtidsarbejde for fuld udblæsning med mand, børn osv. og så til det dybe hul hvor stress og depression flyder sammen til en masse hvor man i en lang periode end ikke selv kan se det, indtil det er så alvorligt, at det råber mod himlen. Og som en af jer andre nævner, så er det ofte ikke noget man snakker om, før man er tvunget til det. Jeg har dog efterfølgende valgt at være åben om det, for at folk måske bedre kan forstå, HVAD det egentlig er, og til visse har jeg også forklaret, hvordan jeg faktisk har lært at forstå, at nogen vælger den tragiske sidste udvej; at vælge livet fra. Også selv om jeg bestemt ikke mener, at det er nogen god løsning!! Man kan nå til et punkt, hvor man mener, at verden vil være et bedre sted uden én selv. Så til dem der tror, at det er en selvisk handling, at folk tager livet af sig selv, så kan jeg oplyse, at det bestemt ikke behøver, at være tilfældet! Jeg håber aldrig, at jeg selv vil nå dertil. Det må være mere end et sandt helvede at føle sig nødsaget til gøre noget så drastisk.
Ja, det blev vist lidt langt. Jeg håber, at det i åbenhedens og forståelsen navn er i orden, at jeg lige linker til mit eget bidrag til åbenheden fra min blog: http://hvorsvaerterdetlige.dk/mit-bidrag-om-depression/
Og så skal man huske, at der findes et utal af depressioner, som udarter sig forskelligt fra person til person, selv om der også er ligheder mellem mange! Depression eller stress er sjældent en diagnose man selv kan stille!
Åh altså……. han var rørende. Der kunne være grin og gråd i hans ansigt samtidig. RIP.
Kære Mette – nemlig – gråd og grin eller grin gennem tårer.
Kære Rikke – tusind tak fordi du deler – det er meget omsorgsfuldt. Tak også for dit link til dit meget væsentlige input.
Kære Marlene – det er der nemlig
Kære Rie – det er så vigtigt at vi bruger ordene rigtigt. Vi mister rummeligheden og omsorgen for hinanden, hvis ikke vi er varsomme med, hvordan vi bruger ordene- De mister også værdi på en måde, når vi bruger dem i flæng.
Kære Sabrina – ENIG!
Kære Susanne – jeg er sikker på at du har ret – og jeg lytter til dig, fordi du (desværre) har erfaring med det. Det er også i respekt for jer, der har været det igennem at jeg synes vi skal passe på med hvordan vi bruger ordene…
Kære Dianna – jeg er så glad for at høre, at du har det godt igen. Og at du kan dele forskellen på det ene og det andet med os.
Kære Vibeke, TAK! Det er så godt sagt – det vil jeg huske.
Kære Superheltemor – nemlig. Vi er en hel generation, der har det sådan, tror jeg.
KH
J