Hvad gør vi egentligt?

Nå, men vi kan snart ikke dukke os for det længere – efteråret er i gang. Det begynder så småt med en anden duft i luften tidligt om morgenen, med tågen der kommer snigende og de smukkeste blå efterårs-himler man kan ønske sig. Med børn med skoletasker med en ekstra trøje i og med lysten til at tænde stearinlys. Og risengrød. Helst til morgenmad.

Men for sådan en som mig, der bestemt ikke har nemt ved at komme igennem de mørke måneder i forvejen, føles udsigten her i 2020 en anelse mørk. For hvad fylder man de mørke måneder med, når lyset fra andre mennesker ikke er tilgængeligt? Hvordan holder man modet oppe, hjertet varmt og stemningen i top? Man putter sig, bager pandekager, sover lidt længere, dyrker (endnu) mere yoga og alt muligt andet der bringer lys ind i kroppen, men helt ærligt – er jeg den eneste der er bekymret?

Jeg savner skyggen af en fest, jeg savner at se folk, at spise middage, at være sammen, at være der hvor kontakten er nem. Jeg glædes også, over nærhed, og alt det andet, der er at glæde sig over, men helt ærligt: Hvad gør vi egentligt?

 

 

3 kommentarer

  1. Jeg har tænkt en del over hende den ældre dame til dit foredrag, som sagde: jeg springer ud i det og tager chancen… Problemet opstår bare, hvis man er den eneste, der tør tage chancen. Med at holde fest, at ses, gå ud osv. Og jeg ved heller ikke, om jeg tør. Men jeg savner så meget at kunne se andre mennesker, tage til byen uden mundbind osv. Jeg har pt. 3 koncerter, 1 musical og 2 runde fødselsdage (50 års), som er udskudt til næste år. Og en vinter-ski-ferie, som endnu ikke er bestilt pga. forsikringen ikke dækker, hvis vi stadig er bandlyst adgang i Norge. Jeg synes ærlig talt, at det trækker tænder ud allerede – og efteråret er knap begyndt. Kh. Birgitte

  2. Ja, det er en svær og sær tid. I august så jeg min far og papmor for første gang i et halvt år. Ikke for sjov, da vi skulle til en bisættelse. De bor i København, jeg i Aarhus. Da jeg kom kunne vi ikke give hinanden et knus, dét var svært. Og jeg savner det ubekymrede liv, spontaniteten og koncerterne især. Sidste uge tog jeg dog med en veninde i biografen, det føltes trygt nok, men vi droppede cafétur bagefter. Vi kunne heller ikkerigtig nå det, eftersom alt lukker kl 22. Men vi turde heller ikke.
    Vi må hver især finde det, der giver mening og gør det mere udholdeligt. For mit vedkommende er det lange gåture i skoven, 3000-brikkers puslespil og lysterapi om morgenen, det føles godt!

  3. Kære Julia!
    Jeg har det som dig – lyset forsvinder, overskuddet dykker og alt det sjov er som støvsuget ud af vores liv.
    Men jeg fandt ud af noget i går; vi sås med gode venner til brunch; normalt spiser vi sammen, snakker og det er hyggeligt. Men i går gik vi en tur, og det endte med, at mørket var faldet på, da vi trillede hjem fra vores brunchaftale. Samtalerne i skoven bliver i skoven, og det var fantastisk at gå, snakke og gå. I går kom vi tættere på hinanden end før. Måske fordi vi tuner bedre ind på hinanden, og helt sikkert slet ikke har lyst til at gi’ slip på de solstrejf af socialitet (..kan man kalde det det?), som vores liv engang var så fulde af, men nu er så sjældne. Måske værdsætter jeg det mere, måske var det meget bedre. I hvert fald var det magisk. Som om Corona var væk, og alt var normalt for et øjeblik.
    Må solen skinne på dig og dine <3
    Gitte K

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.