Hvordan går det derude hos dig? Det er en underlig tid det her – på den ene side er det som om, vi alle sammen lærer en hel masse, på den anden side, føles det sært opslidende ikke helt at kende planen for alt det vi går igennem, synes jeg.
De seneste fire uger har været både de travleste jeg har prøvet, men også de mest underligt stillestående. Der sker noget med én når hverdagen bliver bremset meget hårdt op meget pludseligt, og jeg er spændt på at se, hvad denne oplevelse gør ved os alle sammen, både hver for sig, men også sammen. For den her oplevelse forener jo unægteligt, også selvom en skrev til mig på instagram at lovkdown for nogle har betydet en lang ferie og for andre er lig med stress. Jeg tror det er en meget korrekt gengivelse af det. Hos os har det betydet arbejde, men også nærhed med ungerne, fravær af dejlige venner, dejlig famile og grundlæggelsen af nye vaner og rutiner. Jeg tror det vigtigste jeg allerede har lært af denne oplevelse er at hverdagen er det kostbareste vi har. Men fortæl mig meget gerne, hvordan du har det?
Jeg har det egentlig godt. Dog svingede det meget de første par uger. Nu har jeg ligesom fundet ro i det med hjemmearbejde og fravær af folk og begivenheder. Jeg er ikke fan af disse tider, men har accepteret at det er sådan. Jeg er ked af det og trist på min ældste søns vegne (han går i 3. g), for han går glip af hele eksamen og studenter-tiden. Og som han siger: den kommer aldrig igen… det er et luksus-problem, men også en svær pille at sluge. Jeg prøver at holde fast i, at alle jeg kender (syge og ikke-syge) har det godt – efter omstændighederne. Kh Birgitte
Pyha Birgitte; det er satte synd for ham. Og I har ret – det kommer ikke igen. Det er virkeligt synd. Mange misser ud på meget lige nu. Man føler med alle.
Store kram,
J
Jeg har det i det store og hele godt. Jeg bor alene og trives til daglig fint i mit eget selskab. Jeg er forholdsvis introvert og har brug for alenetid. Men bare ikke i så lang tid i træk. Heldigvis findes der andre måder at være i kontakt på, det benytter jeg mig af. Jeg går lange ture hver dag og når jeg savner familie og venner, at kunne smutte på biblioteket, ind at træne eller på café osv., så trøster jeg mig med at jeg jo heldigvis ikke går glip af noget nu fordi alt er lukket ned.
Så jeg klarer mig. Gør mig umage og følger alle myndighedernes anvisninger. Det har alle vi, der er raske, en forbandet pligt til at gøre. Men tak fordi du spørger, Julia og god dag til dig, Johan og ungerne 🙂
De første par uger var sitrende af stress. Jeg er gymnasielærer, min mand er folkeskolelærer. Samtidigt med at vi skulle omstille os på virtuel undervisning, skulle vi hjemmeskole en pige i 7. klasse og en dreng i 3. klasse. Ofte var kravene uforenelige. Den lille skulle bruge en computer, det skulle vi også, man skulle være online med elever, samtidigt med, at man skulle besvare spørgsmål fra kolleger, ledelse og egne børn – lige forklare en danskopgave og lige gennemgå en matematikopgave.
I starten havde jeg lyst til at slå alle (metaforisk selvfølgeligt, for vi holder jo afstand!), som skrev om, hvor zen det var at være hjemme. ZEN! Det er IKKE zen, det er ét af de mest stressende tidspunkter i mit liv.
Men i slutningen af marts havde den lille fødselsdag og fik sin længe ønskede computer, og så gik det lettere. Den virtuelle undervisning fandt sin gænge, og nu er den lille i skole fra 8-13 hver dag, og han er glad. Det går bedre.
Jeg har opdaget, at jeg savner mennesker. Eleverne, kollegerne, familien, vennerne. SAVNER. 🙂
Jeg stortrives! Jeg er også introvert og har brug for alene/hjemmetid. Og nu har jeg arbejdet hjemmefra i stort set to måneder (er administrativ kontormedhjælper). Meeen jeg kan godt mærke, jeg savner at snakke med kollegerne.
Det allerbedste er dog, at jeg fremover har fået lovning på to ugentlige hjemmearbejdsdage af cheferne og det har jeg simpelthen sådan optur over, for den sparede transporttid og de lidt mere rolige morgener disse dage vil i høj grad gavne familielivet med tre børn på 4,6 og 8 år. På den måde har jeg fået noget godt ud af corona-tiden. Før corona ville mine chefer ikke høre tale om hjemmearbejde, men nu hvor jeg har bevidst at jeg kan, så er de positive for at lytte.
Dette var min egen egoistiske vinkel. Jeg har naturligvis også bekymring for samfund og medborgere – i forhold til dødsfald, angst for sygdommen, mistede arbejdspladser, konkurser og alle de andre forfærdelige ting, som corona medfører.
Tak fordi du spørger Julia – du er sådan en inspiration.