Jeg ved ikke helt hvad der sker i disse dage, eller disse uger? Måske er det fordi mine drenge er ved at blive store på den måde, hvor mine arme ikke behøver holde dem helt så fast længere. Måske giver netop det plads til en anden slags refleksion over mig selv i netop dét moderskab? I hvert fald falder det hele sammen med de to foredrag jeg snart skal holde, og med de snakke og overvejelser andre end jeg selv har tid til at have om sommeren. For på instagram gik moderskabssnakken amok i midten af denne uge. Vi har stadig de samme overvejelser, nye overvejelser, holdninger og uenigheder som vi havde for 2, 5 og 10 år siden. Vi diskuterer stadig momshaming, som tit forveksles med at vi ikke må have holdninger til hinanden. Det tror jeg er et grundlæggende problem for mange af os danske kvinder, at vi ikke ser med blidhed eller ømhed på at andre kan mene noget andet end os, og det havde jeg faktisk glemt et kort øjeblik. Vi diskuterer også stadig hvordan vi kan blive bedre til at være i os selv, uden at tænke over hvad andre mener, og vi er stadig bekymrede og tynget til jorden af dårlig samvittighed. For det meste uden grund. For eksempel bare over at have lyst til noget andet end at være sammen med sine børn. Vi skammer os altså over at være mennesker, fremfor at være den slags gyldne halvguder, vi ville ønske vi var. Jeg tænker at det er nu, vi skal finde ud af en måde at gøre noget ved det. Vi kan ikke blive ved med at slås så meget med så meget. Men hvad? Det er måske det vi skal finde ud af sammen?
Foredragene, som satte gang i det hele, finder du info om her.
Så engang en brasiliansk kvinde i tv. Hun havde 11 børn. Hun blev spurgt, hvordan hun kunne opdrage så mange børn. Hun svarede: “jeg opdrager dem ikke. Jeg lever sammen med dem.” Måske et mere ydmygt udgangspunkt gør det mindre tungt…?
Ja, og fordi vi i stigende grad bor, arbejder, lever og omgås mennesker, der ligner os, bliver det nemt at tro at dét er den eneste virkelighed. Og, af angst for mom-shaming, holder vi os derfor måske mere tilbage med at fortælle om vores hverdag, som den ER, men fremstiller i stedet det glitrende, redigerede liv på de sociale medier. Og vi fortæller for alt i verden ikke nogen at vi har brug for tid væk fra vores børn engang imellem. Det er nok det største tabu… Jeg hørte engang en mand, Christian Bjørnskov, der forsker i lykke ved Aarhus Universitet, holde foredrag. Han siger, at når man spørger forældre hvad der gør dem lykkelige, siger ALLE at det er deres børn. Men når man spørger på andre måder, feks ved at spørge til hvad der forhindrer dem i at være lykkelige, kommer der tit eksempler som “vi kan aldrig spontant smutte i biografen eller til fest”, “Vi kan ikke nyde lange søndage morgener med aviser i sengen”, osv. Børn giver mange glæder, ja bestemt, men de er også en forhindring for lykken. Han beskrev det som en U-kurve; vi er lykkeligst i starten og slutningen af livet (indtil vi bliver syge), og mest ulykkelige midt i livet. Tankevækkende.
Man kan ikke være ulykkelig når man har tid sammen med sine børn.
Jeg har været alenefar med mine fra de var 3 og 6. I dag er de 20 og 22.
Jeg savner hvert øjeblik jeg havde sammen med dem og ser tilbage på den tid.