Om ekstra familier

Elias er 11 nu, han går i fjerde og han er ved at blive stor, på den måde, hvor de ting han har brug for mig til forandrer sig. Denne weekend har han desuden været ude at rejse; sammen med sin allerbedste ven, og hans forældre. Elias holder så meget af den familie, og, kan jeg lige så godt sige, de af ham. Når han er hjemme hos dem, er han også hjemme, bare på en anden måde. Der er andre regler der, andre måder at være sammen på, end han kender fra os, andre livretter, andre sange inden man skal sove, men grundstemningen er måske i virkeligheden nok præcis den samme som hos os. Og nu har Elias så holdt pinseferie, i et andet land, sammen med sin allerbedste ven, og i går fik vi så den gladeste, roligste dreng hjem, som var totalt ladet op efter præcis det break han måske havde allermest brug for her, hvor skoleåret strammer; og det sætter bare en tyk streg under alt det jeg vidste i forvejen, nemlig at den største gave man kan give sine unger er en familie, der er stor nok til at kunne lukke andre ind. At Elias hører til, for alvor, andre steder end hos os, at han kender voksne, der lukker ham ind, og at han ved han kan være sig selv uden for vores fire vægge, er jeg mere end almindelig lykkelig for.