Ferielængsel

Vi har begået lidt af et planlægningsfuckup hjemme hos os. Eller også er det bare sådan når man glæder sig? Johan og jeg går først på ferie i slutningen af denne uge, mens ungerne har haft de sidste tre ugers fri. Lige nu er de på den årlige og meget længe ventede bondegårdsferie med Bedste Karen og min far, og efter meldingerne at dømme er den ferie en rus af fest, ballade og spring i halmballer. Fuckuppet består i, at vi først holder sen ferie sammen, og jeg kan virkeligt mærke at jeg savner og længes efter den helt rolige tid sammen alle fire. Den tid hvor dagene er endeløse når de begynder fuld af muligheder, og alt for korte, når man når aften, og solen, grinet og vandet sidder i tilbage i huden på én. Jeg savner at læne mig tilbage i visheden om roen, og at jeg kan kramme dem alle tre hele tiden. Heldigvis er det lige om lidt, og jeg kan love for at isene kommer til at sidde løst i år. Præcis som sidste år, og året før det.

4 Comments
Previous Post
Next Post