Alle de andre har ferie

Her står Sofus i aftensolen ved Utterslev mose og leder efter små bitte frøer, som skal op i en spand og sættes ud i mosen. I går eftermiddag og aften besøgte vi min svoger og svigerinde, som er flyttet i et komplet vidunderligt hus tæt på mosen. Deres to drenge lærte Sofus at fange frøer, og mens jeg fik et myggestik så stort som et hønseæg midt i panden, tumlede ungerne rundt og det hele var som skabt af alt det, barndommens somre bør være lavet af. Der er to uger endnu til Johan, ungerne og jeg har ferie – sammen. Ungerne er nemlig allerede gået på ferie og er ude i et kludetæppe af venner, bedsteforældre, og Johan og jeg der tager halve og hele dage med ungerne på skift. Sommeren er lang i år, og den er vidunderlig, og jeg glæder mig sådan til at kunne læne mig helt tilbage i feriestolen og bare gå ned i tempo.

Det er som om der sker noget med ungerne hver eneste sommer, eller måske er det bare fordi hverdagen fordamper og man ser dem tydeligere. De vokser, de oplever, de er i deres eget tempo og kan sove, spise og lege når det passer dem. Man ser tydeligt hvad det gør ved dem, dette brud på den hverdag jeg ellers er så stor fan af, og de nyder det.

Jeg håber du nyder din sommer, og at den er mild og god og fuld af sol. Vi voksne har nemlig også brug for at tage uret af og lytte til maven i stedet for kalenderen, tror jeg.

(nedenfor: Lille fætter på frøjagt)

 

 

5 Comments
Previous Post
Next Post