Weekend i sigte

Sådan så det ud da jeg var ude at løbe for nyligt, og da jeg så i morges var afsted på samme tidspunkt var solen stået op, fuglene sang og jeg behøvede ikke at tage Elias trafiksikkerhedsvest (meget lidt sexet løbeudstyr jeg holder mig) på. Det er forår. NU kommer det endelig, og man kan mærke det i luften. Denne weekend skal jeg være sammen med drengene og Johan, og vi skal faktisk ikke noget, man behøver at planlægge efter.

Jeg har været årevis om at lære at elske weekenderne lige så højt som hverdagen, og endnu længere om at huske at holde ferier, sådan for alvor. Vi er tilgengæld blevet gode til det nu, derhjemme, og der er noget i det skift mellem hverdag og weekend, som bryder rytmer, og knækker den antydning af rutine vi alligevel har derhjemme, på den bedst mulige måde. Ungerne elsker det, og jeg gør også. Og endnu mere efter vi har fået kolonihaven ind i vores liv – i næste weekend åbner de for vandet derude, og så begynder sæsonnen igen. Jeg kan nærmest ikke vente, og skal i dén grad gøre mig umage for at huske at tale om andet med ungerne. For nu skal vi UD, ud på græs og ud til dét liv, derude, som simpelthen er så dejligt. Glædelig fredag, jeg håber du får en god én.

 

8 kommentarer

  1. Jeg har også længe haft det svært med weekend. Og er fortsat dårlig til lørdag.. Søndag er jeg gladere, fordi jeg ved at hverdagen kommer med mandag 😉 Det er meget mærkeligt, for jeg kan jo godt lide at være sammen med min familie, og vi laver kun hyggeligere ting i weekenden.. Jeg bliver bare så rastløs uden en fast plan!

    Rigtig god weekend til dig

  2. Du må runde søerne før mig – jeg er der lige efter 6. Og i morges var det faktisk lydt. Jeg var helt skuffet over, at der ikke var solopgang til løbet ;-).

  3. Det er rigtigt godt for sjælen at der er plads og ro til bare at lade det ske, som sker. Lige at have tid til at mærke efter, hvad man egentlig har lyst til. Og give ungerne lov til at kede sig så meget, at de selv finder på noget. For mig er det der kreativiteten kommer.
    Jeg læste i et gammelt ugeblad, at Julia Lahme slapper af med at brodere! Men det var måske før børnene?
    god weekend!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *