Altså, man må jo nærmest ikke sige noget om det der med at have både børn og et arbejde, uden at få ørerne i maskinen. Selv ordvalget er problematisk: Er du en mor, der arbejder, men henter børnene kl 1602, er du en karrierekvinde. Er du en far, der arbejder, men henter børnene halv fem er du en familiefar.
Der er meget man ikke må tale om, for hvis man gør det, træder man nogen over tæerne. Måske fordi vi alle vil bevise overfor os selv og hinanden at vi ALENE, hver især har truffet præcis de rigtige valg.
Og grunden til at jeg kommer til at tænke over det nu, er fordi jeg har siddet i en sky af hjemve på et hotel i Herning i aftes, og haft optur over hvor meget (godt, givende og spændende) arbejde jeg kunne få fra hånden, fordi jeg ikke var hjemme med mine elskede unger.
Sandheden er nemlig at intet af det er gratis – det er ikke gratis at have et arbejde, man virkeligt gerne vil lykkes med, og det er heller ikke gratis at have unger, man virkeligt gerne vil være sammen med. Det hele koster, og når man, som jeg er i 30-erne (lidt endnu), så kører det hele på de høje nagler samtidig. Er man først stået på toget er det ikke nødvendigvis verdens bedste idé at hoppe af – hverken familietoget eller arbejdstoget. Og måske har man – som jeg – heller ikke lyst? Vi får hele tiden slået på pukkelen af den ene ekspert efter den anden, at vi skal lade ipadsne være, at vi skal læse i halve og hele timer med begge vores børn (og følge deres interesser) hver dag. Vi skal også lave sund og nærende mad, og vi må ikke selv dyrke motion (så er vi nemlig selvoptagede). Der er nemlig tusind ting vi skal, og det pudsige er, at det hele stadig ligger på mødrenes tallerkner – den dårlige samvittighed i en sovs af selvbebrejdelse. Og hvor kommer den fra? Arvesynden?
Måske kunne vi begynde at rose hinanden for at klare hverdagen, og endnu mere: For at nyde den. At rose hinanden for at være gode til at være midt i livet, med alt det, der gør det sjovt og svært samtidig, i stedet for at knokle løs for at få gnedet alle bumpne ud. Måske var det faktisk muligt. Og som jeg sad der på mit hotelværelse og savnede ungerne, og elskede mit arbejde, så var der faktisk ikke så meget at have dårlig samvittighed over. Hverken det ene eller det andet sted.
Ps – blomsterne fik jeg for en uges tid siden da mit lille firma fyldte fem år.
Kære Julia –
My point exactly! Det er en mega-svær balancegang! Jeg skriver selv om det. Jeg tror muligvis først, at man finder løsningen hvis man prøver at slappe af omkring det, uden at være så fokuseret på at holde tungen lige i munden, og være ‘rigtig’. Og skide højt og flot på folks fordomme og meninger i øvrigt.
Håber Herning var skøn; smukke blomster, tillykke med 5-årsjubilæet!!
Kærligst, mig.
Endnu en gang et spot on indlæg fra din hånd, Julia 🙂 Hvis vi netop kunne udvise lidt solidaritet – også overfor dem, der vælger en lidt anden måde at tilrettelægge liv og hverdag på, tror jeg virkelig vi kunne spare hinanden for meget stress og bekymring. Tak for at være en af mine all time favourite bloggere 🙂 kh Jela ( der var så chicken at jeg ikke turde sige Hej til dig i Phuket lufthavn, da vi fløj hjem fra Thailand med vores respektive familier, jeg blev nok lidt genert, sorry 😉 )
Kære Jela! Ej jeg ville gerne have hilst på dig! Det var dig med de smukke børn! Så du mon Sofus eptiske meltdown? ARGHH! Og ja – solidaritet! Det er det fineste ord, og vi bruger det for lidt. Kram
Kære Skøre Liv – ja, du skriver så fint om det! Vi er nødt til at lade være med at være rigtige – det er klart bedre at være sig selv. Også selvom det er svært ind i mellem. KH J
Det er lidt skørt som vores generation (og måske endnu mere de efterfølgende) er vokset op med en forestilling om, at alt er gratis. At vores handlinger ingen (uigenkaldelige) konsekvenser har. At vi både kan blæse og have mel i munden, uden samtidig at få noget galt i halsen eller hvide melpletter på tøjet. At vi aldrig, aldrig er nødt til at VÆLGE og så stå ved det valg.
Jeg øver mig i at huske, at det ikke først er når alle bump er glattet ud, som du så fint beskriver det, at livet er værd at leve. At balance på alle områder af livet hele tiden er utopi, og at jeg godt kan nyde hverdagen, selvom den ikke er perfekt og alle ikke altid får deres ønsker opfyldt, inkl. mig selv. Min tid ER mit liv, så uanset hvad jeg bruger den på, er det værd at standse op og være taknemmelig.
Tak for den reminder og tankeproces dit indlæg satte i gang hos mig 🙂
TAK! Tak for dette indlæg og fordi du sætter ord på noget, der for mig er svært at sætte ord på. Jeg synes, indimellem hverdagen går lidt for stærkt, men tror også, at det handler om hele tiden at være opmærksom på, at der er den anden side. Når jeg er på arbejde (og mine børn bliver hentet halv fem), tænker jeg, at jeg burde arbejde mindre/ være bedre til hverdagen/gøre det rigtige/ udligne bumpene og når jeg er sammen med min familie, tænker jeg indimellem, at jeg burde bruge flere kræfter på mit arbejde. Jeg tror, jeg vil adoptere det med at stoppe med at fokusere på alle bumpene, der skal udbedres og istedet øve mig i at fokusere på at nyde hverdagen præcis som den er med alt hvad den indeholder. TAK!
Åh.. Så godt spottet! Hvis nu vi laver hver vores egne regler.. Og tænker empatisk, fordomsfrit og solidarisk som det første uanset hvor sent poden bliver hentet, hvad der er i madpakken, om der bliver læst, hvor stille/larmende de er, hvor lidt eller hvor meget de fylder, så er vi nået lidt af vejen.
Tillykke med sejt jubilæum! Det er SÅ velfortjent!
Kh
Marianne
Julia, jeg er så enig – specielt med denne sætning ‘måske kunne vi begynde at rose hinanden for at klare hverdagen, og endnu mere: For at nyde den’. Men jeg blev også så træt i sulet, at jeg måtte skrive en halv roman for at få tankerne på plads – ovre ved mig selv. Men i bund og grund er jeg bare så enig. Selvom jeg er træt af den diskurs om ‘hvad andre gør versus hvad man selv gør’…
Put bare den dårlige samvittighed væk og vær stolt!
Iøvrigt, velkommen til Herning! Hvad lavede du dog her i denne udørk, hvor der ikke er andet end en hel masse af ingenting?
Jeg er familiemor – bum!
Hvorfor findes den ekvivalent ikke?
Kh Gitte K – familiemor
Som udenlandsdansker slår det mig, hvordan kvinder i DK piller hinanden ned. For sådan ser det ud herovrefra. Jeg tror, at det har noget at gøre med den fælles danske kultur og livsstil, som har den negative effekt, at kvinders valg bliver sat overfor hinanden som “rigtig” og “forkert”, når det egentlig burde være det enkelte individs behov, som er i centrum. Set herovrefra er der godt nok ikke højt til loftet. Set herovrefra er danskere meget “ens”, men i stedet for at glæde sig over det fællesskab og bygge på det, så sammenligner man sig med hinanden og sætter forskellige måder at leve livet på i “kasser”. Men så simpelt er livet jo ikke! “Happy parents make happy kids”, og for mig handler der meget om at vise og lære mine børn, at man har en masse muligheder for at leve sit liv, og “If you don’t like it, change it”. Men derfra at føle behov for at promovere sine livsvalg som det “rigtige”, det forstår jeg ikke. Det er i hvert fald ikke for fællesskabets bedste at definere andres valg negativt. Det slår mig også, at danskere føler stort behov for anerkendelse for såvel job som familieliv. Det må være hårdt. For mig handler det om at blive klogere på mig selv, og det bliver jeg hver gang, jeg hører om andres måde at leve deres liv på. Det fedeste er at blive inspireret til at “tweake” sit liv. Men en dømmende tilgang, det vinder ingen på.
Tak for alle jeres gode og spændende kommentarer. Jeg tror du har ret Julie – ensliggørelsen betyder meget! Og vi må ikke stikke ud, som du også siger Marianne. Gitte – vi mangler familiemoderen. Hun findes bare ikke. Kh J