Fra Moderskabet: Om At Være To (steder på en gang)

Mine to unger er 7 og 3,5. De er hvert sit sted i hvert sit liv, som leves sammen, men også med hele universer, der er deres hver for sig og helt alene. Tit opdager jeg kun at der er de to universer, når de støder sammen, når kometerne ramler og alt går under i gnister og stjerner der eksploderer, og nogen vil have det den ene har, og andre under ingen omstændigheder vil have noget at gøre med det den anden elsker denne uge. Andre gange er der harmoni i forskelligheden; en harmoni, hvor rytmerne passer, hvor alt er godt og rent og rigtigt og hvor den store drengehånd, holder den lille i sin.

Søskendeskabet står ikke stille, og det rumler og rasler og flytter sig. Det jeg ønsker mig mest for mine unger, er at de om tredive år har lyst til at tale sammen hver dag, har lyst til at kende hinanden og hinandens liv. At de vil følges ad. At de forstår at konflikterne findes, og at man ikke skal være bange for dem, og at vi – Johan og jeg – har lært dem det. At stå midt i konflikten og stadig holde hinanden i hånden, stadig elske hinanden, som kun søskende kan, stadig være hinandens i det levede liv. Jeg tror det er det, det handler om, når man får flere børn end ét: Ar opdrage ud fra at man kan være som sol og måne, men stadig rumme hinanden, og stadig have hinandens ryg og hånd. Også når det kræver ar man som forældre er to steder på en gang.

3 kommentarer

  1. Hvor har du ret!
    Jeg har selv to børn på snart 4 og snart 9. De lever på samme måde i hver deres univers og somme tider ramler de sammen og andre gange lever de i total harmoni – fuldstændig som du beskriver det!
    Men vi må håbe, at vi giver dem vores bedste intentioner med sig, og at de har lyst til at dele deres liv med hinanden, når de bliver voksne og ikke længere mødes hver dag i samme hus <3

    Dejligt indlæg!
    God aften til dig og dine
    Kh. Katrine

  2. Der ramte du mig virkelig dybt. Jeg har en pragtfuld lillebror, som jeg igennem hele min opvækst har haft meget tæt knyttede bånd til. Vi skændtes aldrig for alvor, og blev meget hurtigt gode venner, hvis vi var uenige. Da vi blev voksne, var vi i mange år meget nære. Det sidste årti løsnedes båndene så meget, at vi næsten mistede hinanden. Og jeg har været meget fortvivlet. Nu ved jeg, at båndene er der, med al vores søskende kærlighed. Med respekt for hinandens liv. Nogle gange kræver det løsrivelse og uvejr, for at skabe et nyt kontinent. Mon ikke vores søskende kærlighed i virkeligheden er den første store kærlighed i “øjenhøjde”? (mor og far er jo guder de første mange år) <3

    Tak for dit indlæg. Det har givet mig stof til eftertanke (og det elsker jeg!).

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *