Det Ene Gode Råd

Jeg blev spurgt i en email i går, hvad mit bedste råd er til at være en god mor. Jeg har tænkt og tænkt, for jeg tvivler på om jeg har et og om jeg altid er god nok. Jeg gør mig umage hver eneste dag, men der er meget  i forældreskabet, jeg stadig mangler at forstå, mange ting, jeg gerne vil gøre bedre. Jeg tror ikke at jeg nogensinde bliver færdig med at lære noget i den afdeling, men jeg er lykkelig for at være mor, være forældre, og for at følges med lige netop Johan i det. Der var engang en der sagde til mig, at hun mente forældreskab er konstant selvudvikling. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret, for det flytter sig hele tiden, det man skal vide, kunne og formå. Men spørgsmålet i går, om det ene gode råd, det tror jeg måske jeg har begyndelsen til et svar på:

Vær aldrig den første til at give slip.

Jeg mener det helt bogstaveligt. Mine børn bliver store nu, de får travlt, deres kroppe er fyldt med overskudsenergi, der skal løbes af, og det er ikke mere hver eneste dag at vi ligger i en tæt kugle på gulvet og bare krammer. Så derfor: Giv aldrig slip. Vær aldrig den første der slipper favntaget, krammet eller den fedtede hånd. Hav aldrig for travlt til at indsnuse dén nærhed, og hav aldrig for mange poser i hænderne til at der er plads til at holde en hånd. Hold fast. Giv aldrig slip. Lad ungerne vide, at når de har brug for dig, så står du der. Så holder du fast.

 

18 kommentarer

  1. Ejjjjj Julie, hvor er det godt sagt! Det rammer mig dybt på et ømtålelige sted. Men er det virkeligt menneskeligt muligt altid at være der? Selv mødre må vel melde pas engang imellem? Bare ungerne i hjertet ved at der er et sted de altid kan komme til, hvis det hele brænder.
    god dag til alle ☺

  2. Det er et dejligt konkret råd – det vil jeg ta med mig. Men somme tider vil jeg alligevel være den, der gir slip – selvom jeg egentlig ikke vil – fordi jeg skal det eller det, er træt eller … At leve med at være mor er for mig i høj grad at øve mig i at acceptere, at jeg ikke altid lever op til idealerne – mine egne og andres. Men føj, hvor er det svært at acceptere …

  3. JA! En klog ven sagde en gang til mig (han fik børn før jeg gjorde). Giv dem et knus når du har aller mindst lyst til det, for det er da de har aller mest brug for det. Man kan aldrig give sine unger for mange knus! (Min søn på 10 mener noget andet…)

  4. Børn må ALDRIG være i tvivl om at de er elsket. Og jeg tror at en så simpel ting som aldrig at være den der giver slip først (skubber dem væk) er et god måde at cementere det på. Det havde jeg faktisk aldrig tænkt over

  5. Én af mine søde kollegaer sagde engang til mig: “Du ved aldrig hvornår det er sidste gang”! Sidste gang han kalder om natten og vil sove mellem mor og far…sidste gang han vil holde i hånd offentligt…sidste gang han vil sidde på dit skød…sidste gang han siger “pøøøla” istedet for cola!!

  6. For at bruge dine egne ord: “F**k nu af!” – hvor har du ret, og hvor er du god til at formulere dig. No wonder, du kan leve af det 🙂

  7. Åh det ramte – helt derind i hjertet hvor jeg ALTID er i tvivl om jeg gør det godt nok – og helt derind hvor jeg håber det rokker ved noget…hvor jeg håber, at jeg vil huske det næste gang jeg ikke tager mig tid nok til at give det knus. Tak <3

  8. Så fint råd. Vi øver os hele tiden i at være gode forældre… Og jeg synes det er den mest naturlige, lige til og samtidig sværeste opgave nogensinde. Jeg øver mig stadig. Og prøver igen i dag.

    Kram S

  9. Så fik jeg lige lyst til at lade arbejde være arbejde og skynde mig ned i vuggestuen for at kramme min skønne pige, som allerede er så stor og alligevel så lille. Dejligt råd, som alle, uanset hvor meget de er i tvivl om deres egen formåen og ressourcer, har tid, råd og mulighed for at efterleve. Og Jytte har ret: et kram, når man mest fortjener det, er et af de bedste. Sådan er det vel også for voksne.
    Hver dag bør være krammedag.

  10. Ja, der skulle jo stå “mindst fortjener det” i ovennævnte kommentar. Men den er I forhåbentlig alle med på. ;o)

  11. Tusind tak for jeres kommentarer – og ja, vi skal kramme, når vi har brug for det – og når vi ikke tror vi har. Jeg studser stadig over hvor fysisk det er at blive forældre. Jeg havde på en eller anden måde forventet at det ville foregå mere i hovedet end det rent faktisk gør. Det er altså virkeligt overvældende. Tak for jeres dejlige kommentarer. Kram J

  12. Jeg tuder. Var faktisk spændt på hvad du ville svare. Ramte mig lige i solo plexus. Det vil jeg fandme huske. Må man også lade være med at give slip?:)

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.