Om At Rejse Alene Med Storebror

IMG_5637

IMG_5624

IMG_5629

Elias og jeg kom hjem i går. Det har været en fantastisk tur; en af dem, man faktisk ikke har den mindste smule forslag til forbedring til. Nogle gange kommer man hjem og tænker, NÆSTE gang gør vi sådan eller sådan… Denne tur var perfekt.

Siden Sofus var på vej har Elias og jeg taget en rejse hvert år uden først Johan og siden uden Sofus og Johan. Jeg har tit haft brug for at have nogle oplevelser kun med og for Elias, og hver gang vi kommer hjem fra sådan en tur, har vi begge lært noget nyt. Denne gang fulgtes vi med Elias bedste ven Alfred, og Alfreds mor. Elias og Alfred blev venner i børnehaven, hvor de opdagede fælles passioner for tog og for at tale – længe. Togene er trådt i baggrunden, men de har stadig uendelige mængder af informationer, de deler med hinanden.

Mens Elias og jeg var været væk har Sofus og Johan hygget max igennem derhjemme. Begge vores børn har fået solo-opmærksomhed i fire dage, og fire dage, hvor der kunne tages individuelt hensyn til dem hver især. Og det har ikke kun været hensyn, der blev plads til at tage, men også konflikter. Både for mig og Elias og Johan og Sofus. Og det er ikke fordi vi ikke tager de store ting i hverdagen, men der sker noget når man er tunet helt ind på hinanden, hvor der bliver plads til at opdage andre sider, andre udfordringer og til at stille andre spørgsmål. Som når Elias spørger mig, hvilke tre ting, jeg bedst kan lide at lave i hele verden? Eller hvorfor jeg bliver sur (og det gør jeg) når han ikke kan finde ting? (noget man godt må lave om på…).

Det har været så stort at være væk sammen, og så stort at se Alfred og Elias sammen – så gode venner at der ingen mislyde er. Og det var fantastisk at komme hjem til en glad Sofus og se hvor fantastisk han har haft det alene med Johan.

4 kommentarer

  1. Dejligt, at turen gik godt og alle fik max ud af de 4 dage:-)
    Jeg selv har aldrig haft modet til at rejse alene med et af mine børn og har heller aldrig følt at der var behov for det, måske fordi jeg altid var sammen med dem, da de var små…..
    Men for travle børnefamilier, tror jeg det er en rigtig god måde at fordybe sig med hinanden….
    God søndag til dig og dine.

  2. Velkommen hjem og fedt, at I alle har nydt godt af dagene. Jeg er blevet SÅ inspireret og drømmer allerede om hvor jeg skal tage hen med min Elias, når amningen er slut og jeg kan tage ture på mere end 2 timer fra hjemmet.
    Kh V

  3. Har bestilt billetter til London med storebror (snart 6 år) Skal over og besøge moster og kusinen (et år yngre). Vigtigste udflugt for os alle 4 – et dino museum med store skelletter. Glæder mig så meget. Lillesøster og far vil hygge hjemme og glæder sig også. Tak for inspirationen!!!

  4. Hej Lisa! Det museum skal I glæde jer til! Det er virkeligt flot! Håber I får en fantastisk tur!
    KH
    J

    Kære Vickie – åh altså – det gjorde SÅ meget godt for Elias og jeg at vi rejste sammen efter endt amning af Lillebror. Det var også en måde at finde ind til hinanden på igen. Bare det der med at ligge i ske i en hotelseng var hyggeligt.
    Kh
    J

    Kære Tina,
    Ja, måske er det det – men for mig, behøver det slet ikke være en rejse (det er også for min skyld og fordi jeg gerne vil se noget), men at være alene med børnene hver især ind i mellem synes jeg er vidunderligt. Uanset hvor travlt vi har.
    KH
    J

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.