Statusræs i vuggestuen

foto-312

Jeg har skrevet en klumme til sidste uges Femina, som jeg har fået ret mange reaktioner på. Nogle har også ledt efter den her, men nu har jeg fundet et link til den, så jeg kan dele den med jer. jeg er spændt på at høre jeres reaktioner.

KLIK HER.

62 kommentarer

  1. fin artikel fra din hånd .. 🙂

    ”Det betyder også noget for éns netværk, at det er de rigtige mennesker, der bruger stedet,” forklarede hun uddybende

    lige dette forarger mig for hvem er “de rigtige mennesker” ?????

    jeg bor i Bagsværd lige ved Bagsværd sø og her bor der mange af “de rigtige mennesker” er det dem hun mener ??? hvis så skulle hun skamme sig, alle mennesker er de rigtige …

  2. Godt skrevet… Så er man pludselig glad for at bo i provinsen… her er der vidst ikke noget snobberi på den front…

  3. For kort tid siden så jeg en temalørdag-agtig udsendelse om status, hvor jeg især hæftede mig ved en Østerbro-mor, der gik så meget op i, hvad andre tænkte om hende, hendes familie og hendes børn, at hun havde været nødt til at sygemelde sig med stress fordi det var sådan et pres, at bo på Østerbro…
    Jeg håber virkelig hun har læst din klumme (og fået professionel hjælp!)

    Fint nok at man vil det bedste for sine børn, det vil alle, går jeg ud fra.
    Og IMO så er det IKKE det bedste, at lære sine børn kun at omgås “rigtige mennesker”, at børnefødselsdage skal indeholde succesfulde popbands og at de kun skal være ude blandt andre børn fra kl. 10-14 (max!!) dagligt, eller lære dem at ligge under for andres mening som pågældende i udsendelsen.
    Man kan jagte det perfekte så meget, at det er decideret usundt. But maybe thats just me?

  4. Alice: det er vist lidt for nemt at udtale, at fordi man bor i København er der den slags snobberi og hvis man bor i provinsen, er der ikke.

    Jeg bor også på Østerbro, vist ikke mange stenkast fra Julia. Og jeg har aldrig mødt nævnte holdning. Tværtimod har både min mødregruppe og forældreflokken i vuggestuen været befriende fri for konkurrence. Nu bider det så heller ikke på mig den slags, så er måske mindre obs på det. Så ligesom der i min folkeskoleklasse var mode i at rakke ned på bestemte piger, men kun indtil én sagde fra, så er samme sociale mekanismer måske i spil her. At en mor som hende, Julia beskriver, kunne trænge til en, der sagde fra. Og dermed befriede hende lidt fra præstations/facade ræset.

  5. Uha. Det lyder virkelig…ubehageligt. Altså hendes måde at tænke på. Hvor er det dejligt befriende, at du tænker lige modsat. Fortalte du hende, at Sofus og Elias går de steder, hun talte dårligt om? Hvis ja, så håber jeg, hun blev flov.

    Her i den anden ende af landet går de fleste små børn i dagpleje. Der er selvfølgelig vuggestuer, men der er meget længere imellem dem, så det er svært at få en plads. Jo yngre barnet er, når de skal starte, jo større fortrinsret får de. Har selv både haft børn i dagpleje og vuggestue, men det er en helt anden snak.

    Det ville være spændende, hvis du ville skrive et lignende indlæg om dine tanker vedr. skolevalg, når det bliver aktuelt. Jeg arbejder selv på en fremragende folkeskole, som danske forældre i større og større grad vælger fra, fordi der også er en del indvandrere. Som om det skulle være en god begrundelse for at fravælge noget, man egentlig ikke ved noget om ellers?!? Tsk tsk.

  6. Min vurdering af stenkastet fra Julia bunder i øvrigt i de billeder, du lægger op og at jeg en enkelt gang har set dig på en lokal kaffebar. Ikke fordi jeg stalker dig

  7. Super god artikel 🙂 jeg bor i Sønderborg og her er der også stor forskel på de forskellige børnehave og ikke mindst meningerne om dem. Mine 4 børn har alle gået i dagpleje som små og i 3 forskellige børnehaver. Ingen af børnehaverne havde høj status…. Jeg er fuldstændig ligeglad. Bare mine børn har det godt, trives i børnehaven og er omgiv af søde pædagoger som gerne vil mine og andres børn.

    Jeg tror måske ikke det det lige så udbredt her sydpå som i Kbh . Til gengæld trak jeg mig ud af en mødregruppe, hvor det ihvert fald handlede om at have det rigtige hus,de rigtige møbler,det rigtige ( og rigtig dyre) tøj til både sig selv og ungen….det gav sved på pandens og præstationsangst.

    Det gider jeg ikke bruge min tid på.
    Allgemeine unger har gået på en helt almindelig folkeskole ,hvor der også er en del indvandrer og hvad så????? De 3 store er gået ud af folkeskolen,med fine eksaminer,nr 4 skal i 1.klasse og glæder sig…

    Jeg glæde mig bare over at have 4 skønne,sunde og meget fornuftige unger, der forstår at se det bedste i alle mennesker, som ikke er bange for at give en hjælpende hånd, som ikke er bange for IKKE at slå til….som hviler i sig selv….

    Så er mor arbejdet gjort godt(nok)

  8. tusind tak for jeres kommentarer! @bymelchiors – kunne ikk være mere enig.
    @Tanja – las os hilse på hinanden, næste gang!!! Og ja, jeg tror du har helt ret i at det er godt at lære hinanden at det er ok at sige fra, men det er jo ikke alle der mener at det IKKE er en fordel at tænke sådan?
    @ heidi – tak – jeg tror sgu heller ikke at den slags ræs er brgrænset til hovedstaden. Jeg har virkeligt holdt mange foredrag rundt om i Danmark, og det er ikke mit indtryk at det er meget værre i hovedstaden end andre steder..

  9. Som indspark: For et par år siden lavede jeg en historie om, hvordan forældre over hele landet, svindler for at få deres børn i den rigtige skole/børnehave/insitution.

    Det er fuldstændig sat i system med fiktive adresser, proformaskilsmisser, penge under bordet, udlejning af adresser, you name it. Altsammen for at være tilknyttet det “rigtige ” sted.
    Og det var altså over hele landet, så nej, tror heller ikke det kun er et “Københavnerfænomen”.

  10. Jeg tror jeg er søster til sådan en Østerbro mor, som vil have sit barn i de “rigtige” daginstitutioner. Hun kan snakke stolper op og ned om hvor hun gerne vil have sit afkom hen og ikke hen…

  11. Det er vist almindelig kendt i hele København, at nogle institutioner har højere status end andre – måske er det særlig slemt på Østerbro? Fint med mig hvis nogen har mulighed for at vente flere år, for at få den rigtige institution. Der hvor jeg syntes, det er helt frygteligt, er når undersøgelser viser, at de dygtigste/mest engagerede pædagoger søger over i de populære institutioner – dvs. at de mest ressourcestærke børn får glæde af de mest kompetente personaler. Og de børn der har mest behov må nøjes med knap så engagerede eller mindre dygtige voksne omkring sig…..tak for endnu et godt indlæg ellers! Kh Line

  12. God, men skræmmende artikel, som fremkalder præcis den mavepine, jeg havde i en strid pigeklasse i folkeskolen – og jeg var nok endda dengang bare sådan en, der lå lidt i fred under “radaren”.
    Men artiklen forklarer jo desværre meget godt, hvordan ellers uskyldige børn med tiden kan få lært, at nogle mennesker tilsyneladende skulle være mere værd end andre. Øv, øv, øv!
    Og enig, den slags hører ikke kun hovedstaden til – så. langt. fra. Det finder sted alle steder, hvor der findes mennesker med lavt selvværd, som rakker ned eller løber med af frygt for selv at blive gennemskuet. Fik jeg sagt øv?

  13. God klumme! – og godt at blive mindet om engang imellem at man ikke skal køre med på det ræs dér.. Man synes jo kvindemennesket lyder frygtelig, men ærlig talt, så tar’ jeg ofte mig selv i at spekulere lidt for meget over hvad naboen tænker.. Tror det er svært at undgå, men mon ikke det hjælper lidt hvis vi kan gør hinanden opmærksomme på det ind imellem 🙂

  14. Åh, jeg har vist været i nærheden af at være “institutionssnob” på mine børns (eller i virkeligheden mine egne) vegne. Da vi flyttede til Viborg kastede jeg min kærlighed på en fremragende institution, og dér skulle mine to guldklumper naturligvis hen. Da jeg så i stedet fik plads i mit nærområdes anden institution, der kæmpede med et dårligt ry, og heller ikke havde fået høje point hos mig, da jeg besøgte den, accepterede jeg pladsen med dén klausul, at min ældste skulle have plads i “den gode institution” så snart der var plads.
    Heldigvis gik der 4-5 måneder før pladsanvisningen ringede igen, for i mellemtiden var vores datter faldet fantastisk godt til, havde fået sine to dagpleje-kammerater som børnehavekammerater, og vi var blevet mødt med de to mest fantastiske pædadoger på stuen. Og ja, der er plads til forbedringer, men er der ikke det alle steder?
    Jeg er i hvert fald glad for at jeg – lidt af nød – blev tvunget til at revurdere mit billede af “skod-institutionen”. Og nu fortæller jeg glad og gerne alle der gider høre på mig, hvor god en børnehave ældsten går i. Og lillesøster flytter fra dagpleje til vuggestuen efter sommerferien. 🙂

  15. Selvfølgelig kan det tage overhånd …jagten på det perfekte liv. Men alle forældre vil vel deres børn det bedste. På alle områder i livet.
    Som jeg læser det, så er det mere morens angst for at stå uden for gruppen som hun forsøger, at blive ved med at være en del af. Og det er trist. Meget.

  16. Jeg synes det er svært det her emne. Jeg bor også tæt på dig Julia og har min pige på snart 4 i deltidsbørnehave og min søn på 11 måneder skal blive hjemme med mig (jeg har arbejdet et par timer om ugen fra han blev født) indtil der er plads i en af de to vuggestuer han er skrevet op til (man må kun skrive op til to).
    Og ja det er to ‘populære’ vuggestuer med have og få børn, men de er også slidte og det samme er legetøjet. Men der er kys og kærlighed og det er det vigtigste for mig. Jeg har to forsigtige og følsomme børn og de trives bedst i rimelig beskyttede rammer. De fejler ikke noget, de er bare følsomme og med det kommer utrolig meget empati og kærlighed så det er en god ting, men ikke hvis der ikke er tid til at sidde på skødet hvis det er nødvendigt.

    Vores store startede i en vuggestue da hun var 14 måneder (også et populært men stort sted) og var ulykkelig i flere måneder på trods af at hun var der få timer. Da vi rykkede hende til et mindre og meget trygt sted var der ingen problemer.

    Det jeg bare vil sige er at vi er nogen Østerbro mødre som arbejder deltid (fordi det var det jeg aller helst ville) og har nogle specifikke ønsker til institutioner, men jeg ser ikke ned på andre og dømmer dem for deres valg. Tværtimod synes jeg det vigtigste er at folk vælger det der fungere for dem og deres familie.

    Og ja mine børn skal også på privatskole, vi har gået der i 4 generationer og jeg knuselsker den skole så det kommer mine børn forhåbentlig også til.

    Og dagpleje ville være fedt, men det er da ikke noget af på Østerbro – desværre!

    Og jeg så også den tema lørdag – det var for vildt.

  17. Jeg er ikke selv mor, og er måske derfor ikke den rette til at gøre mig klog på børn… Men jeg havde en veninde der er Mor. Mor med stort M. Hun har ligesom du, Julia, en mand, så hun er ikke alene med deres 2 børn på 3 og 6 år i det daglige. Jeg har lige gjort det forbi med hende, efter i årevis at have ventet forgæves på bare en smule voksentid med hende uden børn. Men det har hun ikke tid til, selv ikke efter at jeg gentagende gange har gjort opmærksom på problemet. Hun bor i et rimelig velstillet kvarter i en større dansk by, og det synes som om at dét at være mor fylder ALT hele tiden, fordi der i deres børns institutioner er stor konkurrence forældrene imellem. Alle vil utvivlsomt det bedste for deres børn, men min (nu tidligere) venindes børn har ligesom dine Julia, ikke særlige behov; de er sunde og glade, velfungerende og harmoniske og er som børn nu er på godt og ondt. Det sidste halvandet års tid har jeg sporadisk set min veninde til en cafétur måske en gang hver anden måned – i højst en halv time, hvor hun flere gange imens holder øje med klokken og hvornår hun skal videre. Hun har ikke brug for mig nu, – eller måske har hun, men der er i hvert fald ikke plads til mig i hendes liv. Alt skal være så perfekt hele tiden, der er ikke den mindste sprække af sårbarhed at spore… Jeg kan faktisk godt forstå at hun ikke har tid til mig, men der er tale om et 10 år gammelt venskab, så jeg synes det er meget at ofre. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på hvad hun vil bruge sit liv til om 7-8 år når ungerne bliver teenagere og ikke gider hende mere…men det har hun forhåbentlig overvejet. Nå, jeg vil trække i mine gamle slidte gummistøvler og i gang med dagen – jeg lever i øvrigt fint med dem og behøver ikke HUNTERS-gummistøvler som er det eneste der du´r til min venindes børn…helt ærligt tror jeg at ungerne er ligeglade, og næste år er de vokset ud af dem!

  18. Ah what?
    Vi har selv ventet til børnene var 16-18 måneder for at få dem i en “særlig” vuggestue. Det var en mulighed for os med forlænget barsel til far, og vi ville rigtig gerne den vugger. Men konkurrence – nej. Noget med netværk at gøre? Aldrig! Jeg forstår slet ikke hendes bi-bemærkning…Jesus.
    Og mht. børnehaver på Østerbro. Der er en million fordomme…Nu har jeg så faktisk også set “skodbørnehaven” hvor Elias går (jeg er din klyngeformandm/k, Julia) og den er ikke mere skod end andre – hvis der altså er nogle som er skod…faktisk har de et fedt læserum – og nogle superengagerede pædagoger, som har lavet en turn-around af dimensioner på 2 år. Det skal “netværket” måske ha’ lidt respekt for, og se at sådanne mennesker er guld værd i netværket.

    ByMelchiors – så også den udsendelse. Var målløs…!! Hun var utrolig…og trængte til hjælp (hvor var hendes mand mon egentlig henne?!).

  19. Tak fordi I kommenterer på den her!
    @ Lotte – ja, jeg er VILD med vores børnehave. Og med pædagogerne. og tusind tak for det arbejde du / I gør.
    @ Rie – jeg har ikke tid til noget – helt ærligt, jeg ser ikke mine veninder nok. jeg savner dem helt ind i hjertet, men det er svært at nå både arbejde og familie og nattesøvn.
    @AnneSophie – det er jo noget helt andet, det handler for mig at se om at jagte status eller ej. ikke om de livsvalg vi alle er nødt til at tage med hjertet og hjernen.

  20. Nemlig, og jeg har også tit tænkt at det er sjovt at man ikke tilbyder at hente andres børn fra børnehaven en gang imellem hvis man kan se de har en travl periode i stedet for at tale bag deres ryg om ‘de har nok for travlt til at hente deres børn’. Vi skal være søde og hjælpe hinanden!

  21. Jeg er en af de mødre I skriver om. Jeg gik hjemme i et halvt år så mine børn kunne starte i den ønskede børnehave.
    Det er en børnehave hvor det er pæne børn. Hvor forældrene stort set har den samme måde at opdrage på. Hvor børnene ikke er fra belastede hjem og hvor de taler et pænt sprog.
    Ja jeg er klar over at det er godt alle ikke er som mig. Men når jeg kommer ud på legepladser og ser “almindelige” børn der er beskidte og sproget er grimt glæder jeg mig over vores valg af børnehave og skole.
    Og netværk er altafgørende for børn i dag.
    Et netværk de vil få brug for som voksne.

  22. Interessant indspark, rammende og tanke vækkende! Min barsel synger på 12. måned og sidste vers og vi har endnu ikke fået vuggestueplads. Synes egentlig ikke vi er specielt kræsne, men vi vil gerne have plads på Islands Brygge, hvor vi bor for at logistikken ikke bliver helt håbløs. Vi har valgt de institutioner, som vi fandt tiltalende og realistiske – altså ikke den perfekte med 5 års (!) ventetid, men heller ikke den kæmpe store, der også havde mere end et års ventetid.. På trods af det er sidste melding at vi måske kan få plads til januar eller vi kan tage en garanti plads et eller andet sted inden for 4 km… Men hvor går grænsen mellem snobberi og sammenhængende hverdag? Vi har ikke mere barsel at gøre godt med og vil da helst bare have ungerne i vuggestue frem for at skulle finde en privat pasnings-løsning..
    vil nu alligevel opfordre min mand til at læse din klumme

  23. Den slags findes også her i provinsen på den jyske hede. Mit barn har gået i dagpleje fra han var 8 måneder til han blev 2,9 år, hvor han begyndte i børnehave. Dagplejen boede ikke særligt prangende, havde hund og gik mere op i at være med børnene end at støvsuge. Hun har været den allerbedste omsorgsperson for min søn – men jeg skal da lige love for, at vi har måttet forsvare vores valg, for dagplejere er åbenbart ikke moderne her i byen. Vi har skullet forsvare både valg af dagplejer frem for vuggestue og så oven i købet valget af en med husdyr.

    Nu har vi valgt skole, som begynder næste år. Her satser vi på en friskole – med heldagsskole. Jeg skal da lige love for, at det også er et valg, der skal forsvares. Det gør vi heldigvis gerne. Men tænk om vi forældre kunne give plads til forskellige meninger og holdninger – og ikke jagtede den ligning, som vi tror, giver det perfekte liv.

  24. Lige i øjet, my dear 🙂 Bor i Ørestad, hvor min datter fik bestemt en såkaldt “skod” institution og som er lidt for langt væk fra hvor vi bor. MEN min datter trives og jeg kan stole på pædagogerne, og så er der ingen pres fra “status” forældre angående tøjvalg, mad eller vores feriedestinationer 🙂

  25. @ Camilla: Jeg mener bestemt ikke det er lige meget om vores børn har det godt, men jeg synes også at institutionerne i Danmark skal lære os og vores børn at der findes mennesker der hverken lever eller ser ud som vi gør. jeg tror på at en del af sammenhængskraften i Danmark kommer derfra.
    @ Anita – der er SLET ingen sammenhæng mellem snobberi og en hverdag, der hænger sammen! Det sidste er alfa og omega i ethvert familieliv, er min erfaring.
    @Monica – det handler jo netop om omsorgen. Det er det eneste der tæller.
    @Aldona – tak – og dét pres du der beskriver orker man jo heller ikke

    I det hele taget handler det for mig at se om at lære (og selv huske at huske) at det ALTID er det idre der tæller. Altid. Det ydre er så skideligegyldigt, hvis det indre ikke følger med. Man kan jo godt se megalækker ud og have rene børn mens man falder sammen indvendig i depression / stress / manglene selvværd.

  26. Min ex-kæreste går vist under kategorien Frederiksberg-Far.
    Vores fælles datter har adresse hos mig, og bare tanken om, at jeg overvejer at flytte til Glostrup, er lige ved at være nok til at gå ham til at søge forældremyndighederne. Der er ikke engang tale om, at hun skal flytte skole – blot adresse, men Glostrup er åbenbart tæt på helvede i hans atlas..

  27. Rigtig godt skrevet! Og hvor er det befriende, at vi er flere på Østerbro, der ikke hopper med på status-ræset. Min datter går i en vuggestue på Østerbro som INGEN venteliste har, fordi den har haft et dårligt ry, og den slags er åbenbart svær at slippe af med, når snakken går i mødregrupperne. De har lavet en masse om og virkelig arbejdet hårdt for at få vendt skuden, og min datter stortrives derhenne! Jeg ville ikke bytte den for noget. Når mit barn er glad, når hun bliver afleveret, og glad når hun bliver hentet, og pædagogerne er søde, engagerede og dygtige, har jeg ikke mere at bede om. De andre forældres “status” bekymrer jeg mig ærlig talt ikke om.

  28. Jeg må lige skrive det her også: Din klumme burde være obligatorisk læsning og uddeles ved første besøg hos sundhedsplejersken. Jeg fik en af de institutioner, jeg ikke troede, at jeg ville have. Hvad vidste jeg egentlig om det? Nu er mine børn et sted, der er stort og voldsomt og offentligt og blandet. Og der er folk af alle farver og fra alle sociale lag. Ligesom der er det i det område, de siden skal vokse op. Mangler de offentlige institutioner penge og bemanding? Bestemt. Har mine børn det godt hos de søde voksne, der leger indianer, spiller guitar, krammer dem og smører madder til dem? Ja. Kunne jeg vælge havde døgnet flere timer (og mine børn sov længere), så de var mindre i institution og mere sammen med mig. Det kan jeg ikke, fordi jeg OGSÅ har valgt at have en professionel identitet, og jeg føler en pligt til at betale tilbage til det samfund, der har været med til at uddanne og opdrage mig. Lidt mere ydmyghed og lidt mere rummelighed ville klæde de fleste af os, der tror vi er færdige med at lære, blot fordi vi er blevet mødre.

  29. Hej
    der er faktisk skrevet en phd-grad om den her tendens “Overskudsfamilier – om opdragelse,grænsesætning og forbundethed blandt velstående familier i Danmark”. På videnskab.dk er der en artikel der omhandler afhandlingen. Her er et citat:

    Børn må ikke selv lave aftaler
    Af afhandlingen fremgår det, at det er blevet det nye statussymbol blandt de velhavende at involvere og engagere sig i sine børns liv. Derfor kan det også fremstå som desperat for forældrene, når børn i for eksempel deres børns børnehave selv forsøger at lave legeaftaler i stedet for at overlade det til forældrene.

    I et eksempel i afhandlingen fremhæver en mor enkelte børn i datterens børnehave som ‘desperate’, fordi de selv sagde, at de ville med hjem og lege. Faktisk endte denne mor med at afbryde kontakten, fordi familien var for forskellig fra hendes familie.

    I afhandlingen siger moren:

    »Hele deres måde at tackle alting på var måske ikke dårligere, men var bare anderledes, end hvordan andre gjorde det i den børnehave. (…)«

    »Det er jo bare fordi, de er fra et andet miljø, og de kan ikke overskue mere end det der. Der er ikke nogen, der har en stor Volvo og kan køre hjem og hente. Altså, moren tog bussen ned til børnehaven og afleverede de der drenge. Og det gav mig meget hurtigt et billede af, hvor forskellige de var.«

    »Altså, for det første blev de der socialklasse-ting meget tydelige, uden at hun på nogen måde arbejdede på en sildefabrik. Det var anderledes, fordi børnene tog kontakt. Og sådan var det ikke overskudsagtigt, ligesom: ‘skal vi lave en legeaftale på torsdag?’. Det var måske sådan lidt mere desperat: ‘kan jeg komme hjem til dig i eftermiddag?’.«

    Citat slut.
    Længere ned i artiklen siger antropologen at hun mener at de her familier er trendsættere for resten af samfundet. rigtig skræmmende

  30. Spændende emne.
    Du er en modig kvinde, at du stikker hovedet ud af busken 🙂
    Jeg har ikke selv børn – begge sider handler vel om at give sine børn det bedste. Hvert fald det bedste som man selv har defineret ud fra nogle kriterier og det er jo de kriterier vi bør arbejde med.
    På mange måder tror jeg, at dette er et generations problem, hvor alle stræber efter det “perfekte”.

    Tak for en ny vinkel. Selvom jeg ikke har børn giver artiklen stof til eftertanke.

    /Dianna

  31. Jeg bor i Jylland. Mine børn går ikke i “it” børnehaven. Men hver dag henter jeg glade børn. Børn der hele dagen er i selskab af voksne der interessere sig for dem. Voksne der udvikler mine børn og styrker deres selvværd. Voksne der samarbejder med mig om mine børns behov. Mere kan jeg simpelthen ikke ønske mig af en børnehave.

  32. God artikel, der får en til at tænke over ens egne valg. Jeg er også mor til 2 børn under 5 år og jeg arbejder som pædagog. Jeg tager meget bevidste valg om hvor mine børn skal være om dagen og om de omsorgsværdier der er der – kan forenes med vores egne. Jeg synes det er vigtigt – ikke i forhold til ydre ting overhovedet, men netop pga. det indre. Er omsorgen i orden. Hvordan er tiltale formen på børnene osv. Som pædagog har jeg set både skønne institutioner og det præcis modsatte og jeg tror det er vigtigt vi tager bevidste om hvilke slags institutioner vi ønsker for vores børn.

  33. Det er skræmmende at tænke på… Men helt ærlig… Det ved vi jo godt! Vi kender alle (nogen er måske) de forældre, hvor der kun er nogen der er gode nok og andre slet ikke dur! Jeg ser det dagligt i mit arbejde på en helt normal folkeskole… Så søde Julia – Snobberiet findes overalt og også herude i VandkantsDanmark!

    Jeg er fuldstændig ligeglad med om det er in eller yt. Det eneste der betyder noget er, at min søn er glad! Jeg er da ligeglad med om det er øko, dyrt tøj osv. Min søn har de bedste pædagoger – jeg er ikke engang i tvivl! Jeg har ønsket at han skulle være hvor han er (!), men det skyldes udelukkende, at jeg kan huske jeg selv elskede at være der og at helt ærligt: At se sin søn på sin egen gamle stue… Det er altså bare fantatsisk og han elsker at være der!

    At jeg så synes det er rigtig fantastisk at noget kommer fra den lokale landmand (ex. en af børnenes forældre) eller at alle forældre møder op til arbejdsdag (udrustet med det man har) osv… Ja… Det er bare en del af en fantastisk ånd, som findes i min søns vuggestue – men den kan du sikkert finde alle andre steder, hvor forældre gider at være en del af det! (og det tror jeg egentlig gerne forældre vil, når det drejer sig om det sted ens børn er…) Penge gør bare ikke alt… De gør måske nogle ting nemmere, men der er nu noget hyggeligt ved, at man selv har været med til at male, lægge fliser osv… frem for bare at betale sig fra det!

    Mit barn går med en fantastisk blanding af mennesker… Ja, vist… Vi har måske ikke så mange trosretninger og hvad så… Her er fra alle samfundslag, alle forskellige typer, holdninger og personligheder…. – og det lærer han bare så meget af…

    Men nu går jeg heller ikke ind for ensretning – kun velopdragne forældre 😉 (sorry – lærerjoke ;))

  34. @Rosemarie – anede ikke der var skrevet om det! Og tænk at det opfattes som desperat… Og tænk at man så ikke VIL HJÆLPE hvis ungerne ikke kan holde endnu en eftermiddag ud hjemme? Det forstår jeg så heller ikke. Det er godt nok ikke særligt gavmildt eller favnende…
    @Dianna – en kær arbejdsrelation skrev til mig i en mail, at hun var lykkelig for ikke at være del af min generation…
    @ Anja – det er jo sådan det skal være…
    @Tina – det er præcis sådan jeg også tænker; det handler om hvor gode og dygtige pædagogerne er.
    @Sasibe – jeg synes også det handler om at lade sine børn opdage at vi ikke alle sammen har de samme omstændigheder og vilkår. At livet er mangfoldigt.

  35. Da jeg først læste artiklen, tænkte jeg:”OMG, det må sgu da være et eller andet Østerbro fænomen, godt vi ikke har sådan noget her i AA”, men nu har jeg læst alle kommentarerne, og må sande at jeg nok er lidt naiv, eller blind.

    Julia, sagde du ikke til damen at dine sønner gik i hhv skod institution A og B? Gad godt at have set hendes udtryk.

    @Maria C, du beskriver det meget fint. Det handler ikke om hvad der er bedst for hendes barn, men om at hun selv er bange for at stå uden for det fine selskab. Jeg får sgu lidt ondt af sådanne mennesker. Det må være stressende.

  36. Tak for et indblik ind i en verden med nogle værdier og prioriteter, som jeg simpelthen ikke anede eksisterede. At vælge daginstitution på baggrund af netværkspotentiale (!) og hvor pænt de andre børns tøj er; jeg er lamslået! Samtidig er jeg dybt taknemmelig for, at mine unger ikke går i en prestigeinstitution på Østerbro og ideligt risikerer at blive (ned?) vurderet på grund af deres forældres status eller mangel på samme. På den måde er det sgu nok meget godt af det statusbevidste 2100 spelt passer sig selv. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at de selvudnævnte overskudsfamilier, der har så stort fokus på at træffe de helt rigtige prestigegivende valg, selv når det kommer til valg af daginstitution, blotter et bekymrende underskud og en grundangst for selv at falde igennem og miste status. Hvorfor skulle man ellers være bange for at lade sine børn passe og lege sammen med børn fra familier med en anden social status eller etnisk/religiøs baggrund? Der er med andre ord noget uendeligt skrøbeligt over den der 2100 ‘vi er ‘rigtige’ helt ud til fingerspidserne’-type, som tilsyneladende bruger så meget energi på at holde facaderne oppe, at man kan frygte, hvordan de reagerer, hvis de en dag tvinges ud af komfortzonen.

  37. Jeg er ikke engang sikker paa at det er noget saerligt for vores generation. Da jeg skulle starte i skole i en mellemstor provinsby i starten af 80’erne, havde en del foraeldre vaeret klasselisterne igennem og bedt om at faa flyttet deres poder fra A til B-klassen, hvor det jo tydeligvis var de bedste borgeres boern, der var samlet… Og det var endda foer man kunne google folk 🙂

    Vi havde det nu meget sjovt i A-klassen…

    For mig (og mine boern) handler institutionslivet ogsaa om at blive praeget af forskellige mennesker, kulturer og baggrunde. Gode sociale egenskaber er ekstremt svaere at tillaere sig senere i livet.

  38. @Camilla – læser jeg dit indlæg forkert eller? Men du skriver: Men når jeg kommer ud på legepladser og ser “almindelige” børn der er beskidte ??? – mine børn har alle dage ligner møgbeskidte unger, når de blev hentet fra børnehaven. Og det har faktisk været en af de ting, som jeg har så glad for. At de kom ud hver dag uanset vejret og ikke blev begrænset i deres leg. Snavs kan vaskes af 😉

    Jeg har i øvrigt også haft begge mine børn i en (af omdømme) ‘dårlig’ institution. Der var/er som en af de eneste institutioner i Brøndby over 100 børn (den er integreret vuggestue og børnehave), men til gengæld er de ansatte og deres leder verdens bedste og mine børn har virkelig haft en fantastisk start på deres liv dernede.

    De kom så også tidligt (den ældste som 8 mdr og den yngste som 6 mdr.) så jeg er i forvejen stemplet af mange andre forældre som ‘ravnemor’, fordi jeg ikke ville/havde lyst til at gå hjemme med ungerne i 1 år eller mere.

    Andre forældre har lov til at have deres mening om deres egne valg, bare de ville lukke munden for vores andres og respektere at alle ikke har samme prioriteter.
    Jeg har flere gange ligesom dig Julia, siddet og skulle forsvare både mit valg at sende ungerne afsted i så tidlig en alderog også valget af institution – så træls!

  39. @Birgitte B. Mine børn er selvfølgelig også beskidte. Men hvis de har pænt tøj på ser de bare mindre beskidte ud. Og jeg kan godt lide pæne børn. De får ikke lov til at have deres fodboldtøj på i børnehave/skole. Og de har heller ikke bluser med dyr på osv. Ja måske vil de hade mig for det en dag men til gengæld er jeg en god mor på andre punkter. Jeg kan simpelthen bare ikke klare hvis mine børn ikke ser pæne ud. Og der er udelukkende for mine egen skyld.

  40. @Camilla – dømmer du så andre børn og forældre på om børnene har fodboldtøj på? – og jeg håber at dine børns pæne tøj gerne må blive beskidt…

    Jeg oplevede i mine børns vuggestue at en mor, som havde sagt farvel til sin søn, kom tilbage og henvendte sig til pædagogen: “Nu kunne jeg se ude på tavlen at I skal ha’ supper i dag. Så jeg tænkte om I ikke vil tage hans t-shirt af og give ham en anden på mens I spiser? – det vil jeg blive glad for…”.
    Drengen havde en fin ralph lauren polo på i en blå farve. Jeg har selv sendt mine børn afsted i ralph lauren tøj, og de har spist i det – og det er blevet plettet og brugt. Jeg synes faktisk det er en uforskammet holdning at ha’ at pædagogen skal afsætte tid til at skifte et barn pga. moderens tøjvalg.
    Jeg siger slet ikke at alle forældre er sådan. Men jeg har selv oplevet det med ovenstående episode – og den er for mig helt forkert.

  41. Hmm er det ikke også lidt problematisk når børn skal undgælde for forældrenes idealistiske projekter om mangfoldighed og inklusion og social variation. Selvfølgelig vælger man da den bedste institution til sit barn. Nogle synes så det bedste er en “skodinstitution” for man skal være solidarisk med arbejderklassen dvs dem med muskelhunde og påklistrede øjenvipper. Andre vælger speltbørnehaven hvor der kun er andre speltbørn og forældre som dem selv. Jeg selv har gjort det sidste. Hvis vi skal have lidt socialrealisme går vi bare en tur i frihedens indkøbscenter eller tager på fisketorvet.

  42. @Camilla. Det er da fint, at du er så afklaret og stilsikker i forhold til dine børns påklædning. Det, der undrer – og nå ja foruroliger mig, er, at du tilsyneladende har så svært ved at omgås mennesker med et mere afslappet forhold til fx bluser med dyr på – som mine døtre ælsker, og jeg fra det ydre Nørrebro ikke anede var dårlig smag i 2100.

    Det er jo ikke fordi der er nogen, der savner dig eller dine børn i de institutioner, du har valgt fra. Men Julia Lahme her på bloggen har da i den grad netværkspotentiale – og hendes unger er formentlig også godt selskab. Det er det, du afskærer dine børn fra, når du insisterer på at holde dem inden for reservatets tårnhøje sociale hegn.

  43. Speltmor: Din kommentar rammer mig dybt, og jeg opfatter den virkelig fordumsfuldt. Min søn går i en børnehave, hvor Danmark er afspejlet på godt og ondt. Her er børn fra alle verdenshjørner – her er pædagoger fra alle verdenshjørner. Der er blege, danske børn fra “fine” hjem – her er blege, danske børn fra socialklasse 5-hjem. Vi har ikke valgt den institution for at manifestere noget som helst. Det var dén, vi fik tildelt. Og jeg er stolt, når min søn snakker lige fordumsfrit med Muhammed som islandske Stefan og danske Freja. Mest af alt er jeg glad for, at han er glad for at gå i børnehaven, som er et spejl på samfundet. Og det er naivt at tro, at vi altid kan skærme vores børn fra den virkelige verden – her hvor der både er print på tøjet, nullermænd på gulvene og folk der skændes – og hvor vi også handler i det lokale center, fordi det nu en gang nogen gange er det nemmeste, når man har et stk. 4-årig med sig.

  44. Det sjove ved denne debat er at det er de “politisk korrekte” forældre der dømmer dem der ikke har den samme holdning. I kan ikke holde ud at nogle siger højt at de ikke vil være med til at deres børn ikke skal gå i børnehave/skole med hvem som helst. Jeg er selv fra Kbh K og ikke 2100.
    Men lad mig vende den om. Vil I selv sende Jeres børn hjem til nogle der ryger, spiser på mc Donald osv. Og I ved hvad jeg mener. Vi har alle vores fobier. Og fred være med det!

  45. Jeg dømmer i sandhed ingen. Jeg respekterer andres valg. Men derfor kan jeg godt undres over, hvordan vi vælger forskellige værdier i vores liv. For det er vel det, det i bund og grund handler om.

    Jeg synes i øvrigt også, at print på t-shirts er grimt. Men hvis min søn er glad for Angry Birds på en billig H&M-tshirt, så er det ikke en kamp, jeg gider kæmpe. 😉

  46. @Camilla – Jeg tror ikke at jeg ser mig selv som “politisk korrekt”. Det vil være helt forkert. Desværre kan du ikke høre tonen i mit spørgsmål, for det er stillet af nysgerrighed og ikke med fordom. Sådan er det skrevne ord.
    Mine egne børn skal gå på privat skole (regner jeg med) og det er fordi det er det bedste valg for dem. Taget af deres forældre. Jeg underviser selv på CBS – og tro mig, jeg har masser af fordomme om hvem der er kan finde ud af at komme når timen starter, gider lave deres ting, etc. Jeg oplever “den voksne 9.z” på den højere læreanstalt – og it ain’t pretty.
    Jeg er såmænd bare nysgerrig på hvor meget valget og synet på andre er taget i forhold til andre mennesker fremfor eget udgangspunkt…Det er bare interessant at høre. For jeg tror som sådan ikke at vi er så uenig – med mindre du er den mor, som forventer at pædagogen skifter tøjet pga. suppe-pletter…

  47. Tak fordi debatten ruller videre og jeg vil bare lige sige højt og stolt at JA mine børn må både komme på besøg i hjem hvor der ryges og hvor folk spiser på mc donalds. Mine børn må endda opleve mc d indefra. Og nej ikke hver dag. Og de må både have superhelte, dyr og sport og suppepletter på tøjet. De må også få en is og de må få kys og kram og have det sjovt og lære at kvinder og mænd gerne må have det sjovt med det meste.

  48. Fantastisk klumme – jeg kan kun være enig med dig – det er dælme ikke stedet der afgør om børnene er glade, det er nærvær og hjerterum der betyder noget 🙂 godt skrevet 😉

    Smil

  49. Tja, vi bor vel i provinsens svar på et Spelt-område, og vi har VALGT de smarte børnehaver fra for i stedet at smide lillemand i en naturbørnehave, hvor der hver dag er græs på tøjet, grus i håret og skidt på steder, man ikke troede, at det var muligt. Og han er lykkelig. Han leger Spiderman med bedstevennerne hver dag, og skyderen/pinden er det fedeste legetøj. Det meste af Karls tøj er arvet, for trods vores pæne jobs og fine indkomster, så har jeg det helt fint med at spare resurser og lade tøjet gå på omgang -med og uden dyre/Spidermand print. Min datter går på en stor skole, hvor der er flest børn fra “nybygget hus og Pomp-de-lux” segmentet, men hun går også i klasse med en pige, som må tage bussen 1 time hver vej ude fra den hårde side af byen. Og ved I hvad, jeg mener sgu’ godt, at jeg kan give søde J en god eftermiddag med hjemmebagte boller, dejlig leg, lidt overskud og voksenkontakt og så et lift hjem til ghettoen UDEN, at der går nogen skår af mig eller min datter. Eller uden, at det “gør noget”, at jeg blander mig uden for min behørige social gruppe. Også selvom jeg godt ved, at det bliver opad bakke for J – og at jeg nok ikke ser hende i 1mb om 10 år, når de starter i gymnasiet. Men jeg håber da. Jeg må indrømme, at jeg finder “rigtige” børnhaver/vuggestuer og netværksønsker i forbindelse med samme trist. Jeg så også programmet om den stakkels Østerbro mor. Havde faktisk ondt af hende. SIkke et ekstremt pres at leve under.
    Kh

  50. Det er skam ikke fordomsfuldt. Min ældste datter har gået i sådan en institution hvor der var både Freja og Fatima . Og hvergang jeg var til forældremøde måtte jeg sande at jeg var den eneste uden tattoo og franske negle og når vi gik hjem gik vi gennem frihedens indkøbscenter. Så mine betragtninger er skam ikke baseret på fordomme. Nu hvor de begge går på slemme slemme friskole må jeg ærligt indrømme at jeg ikke savner neglene og tatoveringerne…og ellers tager jeg jo bare på fisketorvet.
    I øvrigt enig med Camilla. Og jeg er sikker at alle forældrene på Østerbro der tror deres børn går i en socialistisk børnehave ikke aner hvad de taler om. Tag en tur til Vestegnen.

  51. Min mor er leder i en institution der rummer flere af samfundets lag. Hun har flere gange fortalt mig, at de har markant flere problemer med “akademike-børnene” og ikke mindst deres forældre, i forhold til de familier fra gettoen der ligger lige ved siden af. De stiller urimelige krav, og skal konstant stille spørgsmålsteg ved ALT. Flere af dem arbejder så meget, at de ikke har tid til de unger de har fået, og det påvirker naturligvis børnene.

    Så blot fordi man klæder sit afkom i det rigtige tøj, ikke har tatoveringer eller dræberhund og fodre børnene med økologisk helstkost – ja det gør altså ikke alene en til en god forældre.

    @speltmor og Camilla. Jeg bliver lidt provokeret af jeres holdninger, eller mere jeres måde at nedgør andre på. Men har alligevel respekt for, at I tager et valg og ikke er bange for at indrømme det.. Jeg tror da også at vi alle, på et eller andet plan tager sådanne valg. Man søger vel mennesker, der i store træk er som en selv. “Lige børn leger bedst” som man siger. Vores børn kommer dog nok ikke til at lege sammen – jeg er nemlig tatoveret, køber gerne tøj i H&M og elsker en burger fra Mac.

    @ Julia har vi skræmt dig væk?

  52. Jeg vil godt lige præcisere at der i mit pseudonym speltmor ikke ligger at jeg går op i tøj eller kost. Jeg går kun op i at der er nok af det – mad altså. Tøj interesserer mig slet ikke. jeg synes det er kedeligt st shoppe. Og McDonald’s sker alt for tit. Man er jo ikke gift med en amerikaner for ingenting. Speltmor peger på at jeg mener at børn hat bedst af at være mest mulig hjemme. Så jeg er akademiker, arbejder også, men er så heldig at jeg kan kombinere arbejdet med at have børnene rigtig meget hjemme.
    Og undskyld mig men jeg synes simpelthen det er 1 world problems at nogle vælger at sende deres børn i institution med ligesindede. Og jeg synes det er fromt og helligt at nogen skal gøre sig til at at det har taget de rigtige multi multi og solidarisk med arbejderklassen valg.

  53. Tak til Julia og alle I andre. I har virkelig skabt forstyrrelse i min tankegang. Nu har jeg noget, jeg kan diskutere med mine unge kolleger 🙂

  54. Jeg er så enig med de af jer, der siger at det at sørge for at ens barn har bestemt tøj på, ikke smager en burger, ikke udsættes for røg etc etc etc, IKKE er bedre forældre end dem der træffer andre valg. Alt det er det ydre. det kan sgu da ikke være det, det handler om! Jeg vil SLET ikke tro på at det er det vi stadig taler om som parametre for forældreskab!
    Vi lever under forskellige vilkår, og ud fra de rammer, træffer vi de beslutninger vi mener er bedst.
    Og det der med netværk – seriøst! Det er barnets og det unge menneskes evne til at opleve empati og være medfølende med andre der er nøglen til et godt netværk. Der er ingen der hjælper et dumt svin selvom vedkommende har gået på den “rigtige” skole.

  55. Bliver man da et dumt svin af at gå på den rigtige skole? Og hvorfor er det så farligt at snakke om parametre for godt forældreskab? Hvorfor opfattes alt som en kritik? Hvorfor trækker du ikke bare på skuldrene af dem der mener at man skal sætte sit barn i en bestemt slags inst i stedet for at opfatte det som kritik af dit valg?

  56. Kære Speltmor, jeg er sikker på du godt kan se, hvad jeg rent faktisk mente, nemlig at en god skole kan være mange ting. Også at en fantastisk privatskole ikke gør det lettere at netværke hvis man mangler empati. Jeg har selv gået på privatskole og mine unger er begge skrevet op, men hvis de ikke får en plads er jeg sikker på at de kan få en god skolegang alligevel.

  57. Jeg er først lige faldet over dette indlæg og istedet for at gå ind i den igangværende diskussion vil jeg gerne kommentere på det hun sagde offentligt og højt: “I det mindste går de ikke i skod vuggestuen….”

    Jeg har en søn, der startede i skole sidste år, og det undrede mig allerede dengang, hvordan forældre
    1: spurgte hvad vi havde valgt? (“Øh, kan man vælge var mit svar”, han skal gå på xxx (ydre østerbro), som vi hører til.)
    2. Hvor højlydt det blev kommenteret, hvor meget jeg skulle forklare at vi “bare” valgte den skole, vi hører til. Jeg havde ikke overvejet andet, og slet ikke regnet med at skulle forklare det sociale eksperiment, som vi tilsyneladende har gang i
    3. Hvor legitimt det er højlydt og offentligt at udstille skoler, institutioner osv, men aldrig har besøgt, men bare har hørt et rygte om.

    For nylig sad jeg på isbar (ja jeg gjorde) med min søn, hvor 2 kvinder (begge instititionsansatte fremgik det) diskuterede skoler gennem lokalet så hele isbaren kunne følge med: “Ja vi går jo på privatskole, for vi hører jo til XX X (min søns skole), så hej hej”
    Jeg sagde ikke noget fordi min søn var med, og ikke orkede endnu engang at skulle forklare, forsvare mit valg. Hvilket jo ironisk nok ikke er et valg i min optik.
    Men hvordan får vi vendt den?

  58. Hold da op hvor er jeg træt! Gad vide om det var den kæmpe makronsnitte fra den RIGTIGE bager der medførte det! Glad for jeg er alt for sent ude til at deltage i denne “klassekamp”! Grimt grimt!!! Rikke J

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *