Om savn, svar, spørgsmål & mødre

I lørdags hold vi Sofus etårs fødselsdag, ligesom vi har holdt alle Elias fødselsdage. Men balloner, kager og tjuhej. Det var fantastisk. Og når man så sidder der, midt i rodet, mørket har sænket sig og rødvinen ruller i glasset, så er det at man ind i mellem kommer til at give sig selv lov til at tænke… For hvad nu hvis. Hvad nu hvis min mor ikke havde fået kræft, hvis hun havde kendt mig mens jeg var gravid, da jeg blev mor for første gang, for anden gang, og tænk nu, hvis hun havde været med sammen med os der i forgårs? Tænk, hvis hun havde siddet midt i det hele, og tænk hvis jeg havde set hende med mit barn i armene? Tænk nu hvis. Og tænk nu hvis jeg havde vidst hvordan hun ville holde om dem, holde af dem, og være med dem? Hvordan ville mit liv så være i dag? Hvis min mor fandtes? Hvis hun ikke havde fået kræft, eller hvis hun havde overvundet den?

Jeg ville være en anden i dag. Det ved jeg. Jeg ville huske andre ting, vide andre ting og nå at spørge hende om mere. For alt det jeg i dag ved, man ikke kan vide, burde jeg have haft tid til at spørge hende om. Jeg kender hende med de spørsgmål jeg nåede at stille inden hun blev alt for syg, mens jeg var i midttyverne. Jeg kender hende ikke med de svar jeg ville have fået, hvis jeg havde nået at være otte år ældre, mere erfaren, klogere. Og det savner jeg. Ikke kun hende, min mor, mine børns mormor, men også de svar, den viden, jeg ved jeg ville have kunnet få.

Og det er derfor, man nogle gange skal få andre til at stille de spørgsmål man ikke selv ved man har brug for at få svar på. Annamette Fuhrmann har genudgivet sin bog Min Mor, som er fyldt med spørgsmål til din mor og dig. Og som I selv kan fylde med svarene. Ideen er fantastisk.

 

 

9 kommentarer

  1. Hej Julia!

    alle de hvad nu hvis’er … min mor døde for 12 år siden, og hun har aldrig mødt min mand eller min søn eller voksne mig. Jeg tænker tit – ‘hvad nu hvis’.

    Jeg har købt Annamettes fine bog, og jeg udfylder den til min søn, for jeg er ligeglad med, at der står til døtre. Hvorfor skulle min søn ikke have sådan en skøn bog at læse i, når hans datter engang spørger til sin mormor?

    Jeg håber, at jeg møder hende/ham – både min søns kone/mand, hans datter og/eller søn. Men hvis jeg ikke gør, så efterlader jeg noget af mig selv til ham at give videre i den bog.

    Præcis som jeg ville have ønsket, at min mor havde gjort, for spørgsmålene er efterhånden mange, og svarene er få.

    Kærlige kram,
    Gitte K

  2. Gitte, jeg ærgede mig lidt over, at bogen var til døtre. Men du har jo taget springet og det vil jeg også så. Sådan en vil jeg rigtig gerne give min lille søn til han bliver voksen. Jeg tror ikke kun, at det er døtrene som gerne vil kende deres mødre, også sønnerne har brug for den som hjerte-baggage.

  3. Hej Julia

    De tanker, de kan fylde så forfærdeligt meget og rumsterer rundt oppe i hovedet selv 15 år efter.

    Jeg var selv 15 år da livet gav mig en gigantisk mavepuster og ødelagde noget indeni mig og tog min mor fra mig.

    Hun mangler hver dag. Det var hende der vidste alt om mig og min barndom, og når folk spørger “om jeg os var sådan som lille” efter at have set en af ungerne gøre noget. Så må jeg være skyldig, for jeg ved det ikke.

    Hun var den af alle jeg helst ville have haft mine børn skulle have kendt..

    Så jeg kender det du skriver, de tanker, de følelser….

    Kram herfra.

    Ps:Håber lillemanden havde en dejlig fest….

  4. Sikke et dejligt indlæg, der rev tårer frem i mine øjne.

    Min mor døde for lidt over 1 år siden og jeg savner hende så frygteligt. Jeg ville ønske, at jeg havde haft den bog, men bedre sent end aldrig. Jeg vil kunne lave den til mine egne børn.

  5. Hej Julia.
    Jeg forstår dine tanker. Min mor er her dog stadig – men tænker ofte, at jeg snart skal have stillet hende alle de spørgsmål, som fortæller alt om hende, og dermed en del om mig. Godt bogtip, tak.

  6. Ja – der er SÅ mange ting, man gerne ville have spurgt sin mor om. Jeg savner også min uendelig meget. Spændende med den bog, den kendte jeg ikke.

  7. Hej Julia. Fik verdens største klump i halsen da jeg læste dit indlæg. Vi har lige fejret min datter’s 8-års fødselsdag. Hun er min yngste. Min søn fylder 15 lige om lidt. Min mor døde for snart 24 år siden. Hun har aldrig mødt dem. Jeg savner hende tit – ikke hver dag – men tit. Især på dage som min datter’s fødselsdag. Men måske allermest når man bare gerne vil spørge sin mor til råds…
    Tror jeg vil købe bogen til min datter og mig!

  8. Kære Julia

    Har fundet tilbage til din blog, efter ikke at have læst den sådan fast, i over et år. Grundet ting i mit eget liv. Det her indlæg og kommentarerne til, er lige præcis det, jeg elskede, og grunden til, at jeg nu er tilbage som fast læser.

    Jeg vil snarest købe Annamette F.´s bog! Og også dine nyeste. Jeg har kun købt dine “Hvor lagde jeg babyen?” og “Hvad præster ved om sorg” (i flere eksemplarer).
    Det er snart tid til et Julia-fix kan jeg mærke! 🙂

  9. Kære Julia

    Tak for det fine og meget personlige indlæg, jeg blev meget rørt, da jeg læste det. Min mor har fødselsdag i dag, hun ville fylde 70 år…….hvis hun var her…..hun døde for 9 år siden og min ældste datter var helt lille, så jeg stod med liv og død på samme tid. Det var en svær tid, men også rart med et lille nyt liv, som jeg skulle koncentrere mig om at tage vare på og som bragte glæde midt i al sorgen.

    Sender gode tanker til jer alle og nyd det smukke efterår!

    Kærligst, Marie Louise

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *