En anden slags solotid. En anbefaling

I lørdags kom Elias og jeg hjem fra ferie. Vi har været fire dage på Mallorca; hvor vi fulgtes med en kær veninde og hendes børn på henholdsvis fem måneder og fem år. Ingen mænd; ingen fædre, kun os og ungerne. Min veninde rejste i forvejen med sine børn på et direkte fly to dage før Elias og jeg tog afsted, så vi var selv på ekspedition derned med mellemlanding, meget tidligt morgenfly og sut, bøger og billetter. Vandet var koldt, men vi var på stranden; vi har spist tusind “komfritter” (Elias anslog selv at tusind var tallet) og set dresserede delfiner springe. Vi har også lavet ingenting. Læst godnat-historien både to og tre gange og spist kiks i sengen. Været sammen med vores venner – eller som Elias kaldte den 5-årige: “Den-Store-dreng-som-er-vores-ven”.

Der er megen snak om at vi som forældre skal huske at være alene uden vores børn, have solotid og huske os selv. Det er jeg enig i.

Men jeg har lært at jeg i hvert fald også skal huske at have solotid med mit barn. At være alene med Elias på den måde, hvor der ikke er en anden at dele ansvaret, oplevelserne og beslutningerne med har været fuldkomment fantastisk. Vi er rykket tættere sammen, kommet af med nogle dumme småvaner og i det hele taget blevet endnu bedre til at være sammen. Faktisk har det været så fantastisk, at jeg er helt overbevist om at det skal være en tilbagevendende ting; et par dage alene sammen hvert år. Og så har det været skønt at savne. Elias har savnet Johan og glædede sig vildt til at fortælle ham om alt det nye; og at se deres gensyn var hele rejsen værd. Der var ikke et øje tørt.

Pssst… Jo, jo, det var da også lidt hårdt. Men ikke særligt. Kun sådan noget med at huske jævnlig af-fodring, så blodsukkeret ikke blev for lavt og at insistere på at man som 3årig ikke løber alene ud i havet. Ellers – helt ærligt – ikke.

14 Comments
Previous Post
Next Post