Nå, men hvad så med de fine børn?

Der er forskel på børn. Sådan ser det hvert fald ud. Det har jeg skrevet en klumme om til JP, og jeg håber meget du har tid til at læse den.

Nogle børn er bedre end andre

I Danmark mangler vi børn. Hvis vi vil holde velfærdsstaten i gang, og forsørge den så trist og skævt navngivne ”ældrebyrde”, så bliver vi nødt til at føde nogle børn. Og meget gerne mere end to pr familie. Mere indvandring bør vi faktisk også sige ja tak til, nu vi er ved den såkaldte ældrebyrde, og i det hele taget er vi nødt til at blive nogle flere om at tage os af dem, der skal tages af. Samtidig lever vi i en tid, hvor nedskæringer præger lige præcis det område, der handler om børnefamilier, hvor pasningsgarantien mange steder i landet garanterer pasning, ja vist, men ikke nødvendigvis lige når familien står og mangler den, og heller ikke nødvendigvis i umiddelbar nærhed af hjemmet. Og når barnet så får plads, er det ikke sikkert at de pædagoger og pædagogmedhjælpere, der er ansat til at passe på barnet, nødvendigvis selv mener at de har tid nok til endnu et barn i en i forvejen presset hverdag. Børn er heldigvis fleksible størrelser og kan lykkeligvis ikke tælle hvor mange voksne, der er i vuggestuen. Heldigvis. Man kan undres over, hvorfor lige præcis dem, der er allermest brug for i et samfund, nemlig børnene, overhovedet skal rammes af sparekniven. Ikke bare er det dem, der er brug for, det er også dem, der kan gøre mindst ved det. Flere af dem kan ikke engang rejse sig op og gå, hvis det hele bliver for meget. Endnu et initiativ er at spare i den skattefrie børnefamilieydelse. Regeringens og Dansk Folkepartis ”Aftale om genopretning af dansk økonomi”, der blev fremlagt i foråret 2010, indeholder blandt andet et forslag om at indføre et loft for hvor meget en forældre kan modtage skattefrit om året på 35.000 kroner. Det betyder at samfundet trækker en grænse for, hvor mange børn man vil støtte en familie i at få, og ja den regel er sikkert foreslået med henblik på familier der får en otte-ti børn, og ud fra en forståelsesramme om at ikke alle mennesker nødvendigvis får mange børn fordi de elsker dem. Det kan jeg nu på ingen måde støtte op om, og eftersom erfaringer i mange andre lande viser, at kvinder får færre børn jo mere uddannelse de modtager, kunne det jo være at man skulle gribe familielivet an fra en lidt anden vinkel. På den ene side ønsker samfundet sig altså flere børn, og på den anden side er man ikke helt sikker på om man i virkeligheden rigtigt gerne vil have dem.  De larmer, de fylder, de koster. Sådan er det et sted i samfundet. I det samfund, jeg lever i. Det er også her jeg hører rædselshistorier fra kvinder (når jeg eksempelvis holder foredrag rundt om i landet) om, hvordan de bliver sendt hjem efter fødslen af deres børn. Fire timer efter de har født og uden tid til lige at få et bad. Det er her jeg hører historier om, hvordan nybagte mødre bliver nødt til at ligge på gangen med deres børn, fordi der simpelthen ikke er flere stuer er ledige, og det er her jeg hører historier om, hvordan en kvinde i veer, som troede hun skulle føde på Rigshospitalet, blev sendt til Roskilde, fordi der ikke var plads. I den del af samfundet jeg kender til hører jeg historier om jordmødre, der går ned med stress, ikke føler de kan varetage fødslerne ordentligt og ikke mere kan holde ud at børn skal komme til verden uden den tid og den ro, det nu tager.
Så er der den anden del af samfundet. Den fine, smukke, rige del af samfundet. Når Kronprinsesse Mary skal føde spærres ifølge Her & Nu (via berlingske.dk) halvdelen af fødegangen på det i forvejen hårdt belastede Rigshospital af. Så Mary kan føde sine tvillinger i ro og mag. Det er jo en oplevelse man også kunne ønske andre kvinder i Danmark. Fint at nogen får den; det er jeg sådan set glad for; men tænk hvis det kunne være en mærkesag at sørge for at andre kvinder og deres børn blev behandlet på samme måde? Når Kronprinsessen bliver tvillingemor og skal nyde dem, og den lykke de giver, har hun nok den hjælp der skal til. Måske kan hendes børn endda også blive passet når hun har brug for at vende tilbage til sit arbejde. Det er også en situation man kunne ønske for andre familier. Men bortset fra det, så er spørgsmålet vel om Regeringen og  Dansk Folkeparti skærer i apanagen? Jeg mener; alle fire børn har vel ikke ret til at blive støttet og underholdt, når almindelige borgere i Danmark har loft på hvor mange børn de må få økonomisk hjælp til? Eller forholder det sig mon sådan at vi har mere brug for kongelige børn, end børn, der med tiden betaler skat? Forskelsbehandlingen fra den allerspædeste begyndelse på livet kunne da i hvert fald tyde på det.

34 Comments
Previous Post
Next Post