Sandheden om Løgnen Ekstranummer 3

Vi bliver lige ved lidt endnu… Det vil nemlig ingen ende tage med vores løgne. Læs den her, som handler om den moderne børnefamilie og om, hvor svært det er at få enderne til at mødes:

“kan I få det til at hænge sammen derhjemme?” spørger chefen efter barslen…. “jah, det synes jeg faktisk vi kan”, svarer jeg med al for meget optimisme i stemmen og smiler bredt samtidig! Løgn med stor fed løgn på!! Det er tredje eller fjerde dag i træk, manden kommer hjem langt efter midnat fordi en opgave skal afsluttes inden en længe tiltrængt ferie. Jeg er derfor alene pt om hentning, hektisk indkøb på vej fra hvad der egentlig skulle være et fuldtidsjob (men som jeg sniger mig fra 20 min før, så jeg kan nå det hele – for jeg har jo ikke taget en 5-årig uddannelse for at gå på deltid tænker jeg stædigt….), madlavning og sengelægning. Kl. 20.05 hvor barnet heldigvis sover er jeg flad, fuldstændig flad – helt fladmast! Jeg elsker min mand meget meget højt og kunne ikke forstille mig et liv uden ham i det, men der er ikke meget hjælp at hente fra ham til planlægning af den gængse hverdag. Al min energi er brugt op efter en barsel, hvor min kære mand blev sygemeldt med stress, vræd oven i det knæet af led i vintersneen, så der stod jeg med et 4 mdr gammel barn og nu også en på krykker. Et stille forår, hvor jeg startede arbejde igen, for så at blive mødt med et kaos af en sommer med store vanskeligheder i forhold til børnepasning, efterfulgt af et akkut og meget voldsomt sygedomsforløb med operation og indlæggelse af vores dengang kun 9 mdr gamle barn. Sygedomsforløbet blev afløst af nye problemer med pasning, stadig ingen institutionsplads og nu med en børnepasser, det viser sig vi på ingen måde kan stole på. Det er hjerteskærende at efterlade det mest værdifulde vi har, hos en vi ikke stoler på og han ikke er tryg ved heller, mens vi arbejder på højtryk for at finde en anden løsning, passe hver vores arbejde og få vores liv til at hænge bare en lille smule sammen. Jeg tør ikke give slip og er dødsangst for at miste den smule kontrol jeg stadig har på situationen af frygt for at tingene vil falde fuldstændig og aldeldes fra hinanden, hvis jeg gør. Forsøger konstant at holde mig bare et skridt foran i et ulige kapløb med tiden. Snapper efter vejret, føler jeg kun lige kan holde hovedet ovenvande og jeg konstant mister fodfæste. Hvor er den forbandede pauseknap?? Denne gang er det min tur til helt umotiveret at bryde lettere sammen på vej hjem fra arbejde en dag, lige inden vores ferie, jeg kan næsten ikke se mig ud af vores situation og jeg har ikke mere at give af, jeg er totalt handlingslammet. Der i bilen med vores dejlige dreng siddende på bagsædet. Det har han ikke fortjent, tænker jeg, to forældre der mister overblikket. Så nej, den store grimme sandhed er, det hænger overhovedet ikke sammen!

5 Comments
Previous Post
Next Post