Nogle af jer ved det allerede, men i anledning af min kommende bog, Sandheder fra en Løgner, samler jeg jeres løgne ind til og med den 17. september. Jeg udloder tre bøger blandt alle indsendte løgne. Du må være helt og aldeles anonym. Tak fordi du vil dele – jeg er meget taknemmelig. Send din løgn til mig: Julia@julialahme.com.
Men.
Ok.
Nu svier det altså. Her er en af dem, der får medfølelsen til at sive helt ud i fingerspidserne. Afsenderen er naturligvis helt og aldeles anonym. Læs mere om projektet her under indlægget:
“Det er løgn, når jeg (38 år) fortæller min mor (62 år), at hun har været en god mor og at jeg elsker hende.
Jeg kan ikke lide hende. Selv om jeg er voksen, og burde være afklaret, syntes jeg hun er pinlig, dårlig klædt, for tyk, uintelligent, følelsesmæssigt helt fucked up, appelerende, manipulerende og ynkelig. At jeg føler sådan, er svært at rumme. Derfor lyver jeg. Hvis jeg turde, brød jeg med hende. “
Av, for satan da….det må gøre ondt. Både at din mor har været og er, som hun er. Og at du ikke kan bryde med hende. Jeg kan slet ikke begynde at forestille mig, hvordan det må være. Men du har min dybeste medfølelse.
Jeg kan godt forstå, at det må være meget svært ikke at lyve om. Overfor din mor. Og måske overfor andre….?….
Men du lyver ikke for dig selv, og det håber jeg, du respekterer dig selv for. For det er beundringsværdigt. Også at du tør dele det med os her.
Tanker og skulderklap herfra…
Det er løgn når jeg fortæller (nogle)veninder hvor skønne deres børn er, selvom de i virkeligheden er overforkælede oo ekstremt dominerende fordi forældrene ikke magter at sætte grænser. Jeg kommer helt sikkert aldrig til at sige sandheden (fordi jeg ikke mangter…)
Tak fordi du deler med alle os andre.
Jeg tænker, at det ville være godt hvis du kunne give slip på det der er og det der aldrig kom imellem dig og din mor. Det vil hjælpe dig til, at rumme din mor præcis som hun er og se alt det gode hun gør og har skabet. Nemlig dig! Noget helt unikt og fantastisk. Nogle udfordringer kan være svære at løse selv så søg gerne hjælp udefra via en behandler eller gode veninder.
Mange tanker til dig …
sender kram. kender det kun alt for godt.
jeg har selv haft brudt med min far i perioder og det har mange været uforstående overfor. jeg har også været tæt på at bryde med min mor, men blev reddet af at jeg fik sagt fra overfor hende (meget meget svært)
men min holdning er: man skal ikke omgive sig med mennesker man absolut ikke kan sammen med – heller ikke familie.
ok, af hensyn til sin mand og børn kan det være en fordel engang imellem at knibe ballerne sammen og være sammen med svigermekanikken, selvom de kan være tåbede ;o)
men en ting er sikkert. er jeg helt og aldeles ukompatibelt med et menneske, har det gjort mig eller mine nærmeste ondt så brød jeg med dem. hvor hårdt det end er.
Jeg er også træt af min mor. Hun irriterer mig. Hun spørger aldrig ind til hvordan det går med mig. Da vi købte hus var hendes første reaktion “ligger det langt fra mig”. Ikke et ord om tillykke. Da jeg blev færdig med min uddannelse var der heller ikke noget “Godt gået” – men et “Må jeg låne 50 kroner til smøger og mælk?”. Hun taler negativt om andre hele tiden og tager ikke engang hensyn til om de kan høre det. Hun har af flere gange valgt stoffer frem for mig og min søskende og lyver hele tiden – selv om små ting, man normalt ikke lyver om. Mon det betyder hun også lyver om større ting?