Gæsteblogger: Far alene hjemme

Min tidligere kollega Dennis Christiansen, har skrevet en bog. Den gik han i gang med kort efter han havde sagt sit job op som Chefredaktør på mandebladet (endskønt det dog er fyldt med babes, babyolie og bryster) M!. Bogen hedder Far Alene Hjemme, og handler om mange (!) ting.

Den handler om at gå hjemme med sit barn, om at gøre op med andres forventninger (og egne) til, hvad det vil sige at være far, og om, hvordan det forandrer én at få det lille menneske ind i sit liv. Og så er den sjov. Kort sagt: Giv den til din man og hug den selv, så snart han har slugt den.

I anledning af at det er fars dag i dag, er Dennis gæsteblogger her på bloggen. Ikke kun i anledning af Fars Dag. Jeg hader de der kunstige mærkedage, så i virkeligheden er det lige så meget i anledning af at det er en vildt god bog. God fornøjelse!

Og ja, så har Dennis lovet at udfordre os lidt… Det har han vist også gjort.

Dennis & Aksel
Dennis & Aksel

PS – Hvis du slet ikke kan få nok af Dennis og hans betragtninger, så kan du melde dig til Facebookgruppen Far Alene Hjemme. Her lover Dennis at fortælle ærligt om, hver gang han taber Aksel…

Hey, gi’ noget!

Jeg har været tre måneder på barsel.

For Silvan, det var fedt! Hver en giftig lorteble er blevet opvejet af det nære forhold, jeg har fået til min knægt. Aksel er 1½ nu, og det første han siger, når han vågner, er “Faaaaaar!!!”. Det smelter mit hjerte hver gang, og hvis jeg får en milliard unger til, skal jeg på barsel med dem alle sammen.

Det er sundt for fædre at tage barsel. Det siger alle eksperter. Det gavner både børns mentale helbred, virksomheders bundlinje og mænds selvopfattelse – for ikke at tale om vores koner/kærester, der får frigjort ressourcer til at give den gas med karrieren. Alle de fædre, jeg kender, har også været glade for at tage barsel. Så der er ingen problemer dér, eller…

Der er faktisk nogle, der har problemer med mænds barsel. Og her tænker jeg hverken på pengemænd eller politikere. Det er jer. Mødrene. Fakta er nemlig, at hvis vi fædre skal have mere barsel, så skal I mødre have mindre (thi en længere samlet barsel er den sikre vej til statsbankerot, så den får vi bare ikke).

Nogle af jer er sikkert friske på den ideen om at tage en kortere barsel. Det var min kone heldigvis. Men lur mig, om en del af jer ikke sidder med korslagte arme og mumler, at I da ikke troede, at fædres ligeberettigelse skulle gå ud over jer.

Det skal den! Vi vil have lov til at være en lige så stor del af vores børns liv, som I er. Vi kan sagtens være lige så gode forældre. Hey, på nogle områder kan vi faktisk være bedre*. Vi kan og vil ligestilles. NU!

Som verden er lige nu, tager mødre i gennemsnit 276 dages barsel – fædrene tager 26. Det holder ikke! Som jeg ser det, står I med en kæmpe pose Matador Mix, og det eneste vi må smage, er en halv laber larve og de der tarvelige lakridser, ingen gider at spise. Kom nu, mødre, giv noget!

16 kommentarer

  1. Jeg gav min mand fem måneders barsel (så jeg kunne komme på arbejdsmarkedet, og redde vores trængte økonomi) og han hadede det.
    Han kunne slet ikke lure det her lille væsen, og alt det æde han skulle have. Og hvorfor sover han aldrig, spurgte han mig en dag.
    Det var sgu ikke lige ham, og vi har aftalt at kommer der flere tager jeg hele barslen.

  2. Jeg er fuldstændig med på din pointe, og jeg er da også helt enig, og så er jeg én af de mødre, der alligevel har ville have det hele selv… Selv om jeg ikke ubetinget har elsket at være på barsel.
    Fra vores første barn havde vi gemt noget barsel, så med andet barn havde vi otte uger, hvor vi begge var på barsel – se DET er et koncept, der holder! 🙂
    Jeg tror, at rigtig mange (mænd såvel som kvinder) oplever barselen utrolig ensom, og det er ærgerligt, at man ikke har mulighed for at være mere sammen om det, uden at længden på barslen forkortes.
    Som ovenstående kommentar viser, er det jo heller ikke alle mænd, der vil eller trives med det, så tvang ville efter min opfattelse også være forfejlet, fordi man så ville risikere, at barslen bare ikke blev brugt (og det mener jeg er en skam for barnet, men det er jo en anden diskussion igen).
    Nå, langt, sorry, uden noget egentligt budskab. Tak for interessant indlæg 🙂
    KH

  3. Ville da også ønske at min mand var en af dem som gerne ville tage lidt barsel med vores søn – men det VIL (tør??) han IKKE – og det respekterer jeg. Han er bare ikke typen som trives hjemmegående (med eller uden barn). Istedet har han afholdt rigtig meget ferie mens jeg har været på barsel og det har vi nydt i fulde drag.

  4. Hej Dennis

    Godt og tankevækkende indlæg i debatten om ligestillingen mellem kvinder og mænd, når det kommer til forældreskabet. Jeg er helt enig i din pointe, at ønsker vi kvinder at mænd skal på banen, skal vi selv give plads. Min egen mand var på barsel i ialt 12 uger, og det var guld værd for alle parter. Især for vores parforhold, da han på egen krop oplevede alt det fede, men også det knap så fede, som f.eks. øv-dage, hvor det hele bare skrider. Han sagde selv, at han pludselig forstod hvorfor jeg kunne være hammer-træt om aftenen, når jeg i princippet ikke havde gjort andet end at gå hjemme sammen med vores søn. For pludseligt var det ham der var træt, og mig der kom hjem fra arbejdet fyldt med impulser.

    Så kære medsøstre – lad jeres mænd gå hjemme. Det er supergodt for alle parter

  5. Så sidder jeg her og føler mig død-moderne og fremme i skoene. Jeg har nemlig (stort set) ikke holdt barsel, fordi jeg skulle gøre min uddannelse færdig inden min studieordning forsvandt under fødderne på mig.
    Så her har min mand været tvunget til at være på barsel. Og nej, han har heller ikke syntes at det var top-fedt.
    Men jeg tror at en del af hemmeligheden ligger i, at spædbørn generelt ikke er ret sjove at gå rundt sammen med en hel dag. Nej, næste gang tager jeg det første halve år (så vil jeg også prøve om det der amning ikke kan komme til at fungere), og så kan min mand tage barsel, når barnet er lidt større og sjovere at være sammen med.

  6. Føler mig helt højhellig med en mand, som (af sig selv) tog 90 dages barsel. Derudover kan jeg ikke andet end være en rygklapper til dit indlæg. FORDI det nemlig ikke bare er barnet, det er godt for…det er hele balancen i et forhold/familie, der har godt af at begge voksne har prøvet det søde 24-7-liv med guldklumperne (inkl. de giftige bleer, du taler om).

  7. Hej Dennis

    Fint indlæg og særligt dejligt at høre fra en mand på denne blog.

    Men jeg synes, det er lidt ironisk, at du skriver, at din søn nu er halvandet år. Og du har været på barsel i tre måneder. Hvem tog så de første 15 måneders barsel hjemme hos jer?

    De fleste har råd til 12 måneders barsel. I lyder til at være ret priviligeret, når I kan have sådan en lang barsel.

  8. Rie; Mon ikke Dennis’ tre måneders barsel er blevet afviklet inden Aksel blev 1 år?
    Det har vel også taget lidt tid at skrive bogen og få den udgivet osv? 🙂
    Pointen er vel bare, at tre måneders barsel stadig giver pay-off selv nu, hvor Aksel er blevet 1½ år.

  9. Hej alle sammen og tusind tak for jeres kommentarer

    @Maiken: Matador Mix-lakridser er for søde – jeg skal have noget mere salt (gerne så salt, at jeg får hjertebanken).

    @Rie: Min kone havde fire måneders barsel – en før fødslen og tre efter. Så tog jeg tre – og så røg Aksel i institution. Vi havde simpelthen ikke råd til, at nogen af os tog orlov til dagpenge. Så nej, vi var ikke særligt priviligerede dér. Men som Anne ganske rigtigt skriver, så har jeg haft rigeligt payoff ud af tre måneders barsel. Den giver stadig renter 🙂

    Apropos det med barsel og ensomhed – så synes jeg ikke, der er nogen grund til at spare mænd for den oplevelse. Jep, det er ensommeligt og kedsommeligt – både for mænd og kvinder. Men det er sgu også lærerigt at kede sig. Jeg lærte ligefrem at elske det, og jeg fik tømt helt ud på øverste etage og fik gigantisk overskud til at komme tilbage på arbejdet PLUS overskud til min kone, Aksel og mig selv.

    Det med to forældre på barsel samme tid fungerer ikke for mig personligt. Min kone og jeg havde en uge sammen med Aksel
    – det var fint, men jeg satte endnu mere pris på den tid, jeg havde alene med min søn. Den satte min rolle som far endnu mere i perspektiv.

  10. Supert input i debatten, Dennis. Hørt!!

    Hos os havde vi mulighed for “fælles” barsel da min kæreste er studerende, og det var SÅ fedt! Da jeg startede tog min kæreste over som dagpleje. Den fælles barsel gav os muligheder, som var helt unikke – og en masse fede oplevelser – sammen. Jeg synes dog at jeg oplevede en del mødre, som kiggede skævt til at min kæreste dels var med på barsel, dels at han blev dagpleje. Så fedt at du fortæller din historie – og forhåbentlig kan hjælpe nogle mødre med at åbne øjnene for ligestilling på baby-punktet. Du har fat i noget…

  11. er helt enig i, at flere fædre skal på banen og tage barsel – gerne halvdelen. men synes det er lidt lamt at skyde på mødrene … som om at det er mødres skyld, at ikke flere fædre er på barsel. sagen er, at der er et løngab på 18 procent mellem mænd og kvinder, og det er jo medvirkende til, at kvinder tager broderparten af barslen. det kan simpelthen bedst betale sig. så lad os i stedet tale om de samfundsstrukturer, der er med til at styre mænds og kvinders valg, når det kommer til barsel, og lad os tale om politiske indgreb med øremærket barsel til mænd.

    /line

  12. Hej Line. Jeg spekulerer lidt over, om det store løngab bl.a netop skyldes, at kvinder tager så lang barsel. Helt grundlæggende er I jo kortere tid på arbejdsmarkedet end os. Men vi er helt enige om, at det er dybt nødvendigt med øremærket barsel til mænd.

  13. Så er vi tilbage i den meget omtalte ligestilling. Er det nødvendigt at generalisere på et område der er så følsomt? Og ønsker vi kvinder os overhovedet ligestilling – også når det rammer vores børn, familielivet osv. Jeg er helt sikker på, at det er vidt forskelligt fra familie til familie, hvilke holdninger vi har til den slags.

    Det vigtigste må være, at vi i hver familie gør det, der virker rigtig for os. Gør det der økonomisk passer os bedst, gør det som begge parter har det godt med. Jeg er helt sikker på at jeg IKKE skulle tvinge min mand på barsel, hvis vi ellers skulle have flere børn. Jeg er helt sikker på at han ikke ville syntes det var fedt, helt sikker på at det ikke ville være sundt for vores parforhold.

  14. Min mand KUNNE ikke holde barsel!!
    Vi var sgu lige ved at flytte til Finland, hvor mor og far får 2 år ( TO ÅR!) til deling!

  15. Hvorfor ender diskussionen om barsel til mænd altid med at handle om tvang? Der er der ingen, der taler om at kvinder tvinges på barsel, bare fordi de første 14 uger er forbeholdt dem – og heraf ER de første 2 uger faktisk tvungne!
    Det er kun få år siden at barselsorloven blev forlænget fra 6 til 12 måneder, og det står stadig forældre frit for kun at holde orlov i 6 måneder eller helt lade være. Hvis fx 14 uger af barselsorloven bliver forbeholdt mænd er der tale om en rettighed, der ligestiller mænd og kvinder – mødre og fædre. En sådan rettighed vil uden tvivl gøre det meget lettere og mere legitimt for mænd at tage barselsorlov, sikre barnet større tilknytning til BEGGE sine forældre og forbedre kvinders position på arbejdsmarkedet – og allerbedst, man slipper for den evige diskussion om kvinder, der ikke vil gi’ og mænd, der ikke vil tvinges.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *