Hjertet på Bloggen # 5

Jeg har tudet (!) over dette indlæg, som Cristine har valgt at dele med os. For her er et af den slags tabuer ingen tør så meget som hviske om, og her er noget af den slags angst ingen af os ønsker at nogen skal rammes af. Her er Hjertet på Bloggen, og en Irriterende Følelse, som Cristine har turdet dele med os. Tusind tak! (Hvis du også har en af de frygteligt Irriterende Følelser, og du har lyst til at dele den, så send mig en mail: Julia@julialahme.com)

Kære Julia,

På opfordring fra din blog ”Hjertet på Bloggen” får du her et bud på den irriterende følelse.

Den også om de følelser der kommer og er, når man bliver mor.

Jeg har overvejet det meget længe dette jeg nu vil skrive. For det handler om et tabu. Normalt er jeg meget kontrolleret og ved altid, hvad jeg gør og hvorfor jeg gør det. Du finder ikke mig i en situation, hvor jeg ikke kan forklare mine handlinger.

Og så blev jeg mor.

Nå here goes!

Den blå streg på den lille pind, gjorde hele forskellen. Vi skulle være forældre. I samme øjeblik stregen viste sig, smed jeg meget symbolsk, smøgen ud af døren og sagde: Aldrig mere!

Og det har jeg holdt lige siden. For det kan jeg! Kontrollere mig selv og ofte også mine omgivelser.  Og jeg var sikker på, at det her skulle jeg nok klare.

Der gik 9 måneder og de var fyldt med lykke, angst, glæde, tåre, 35 kilo og kærlighed.

Og så kom han. Vores lille dejlige smukke fantastiske guldklump. 18 timer skulle han bruge på det og jeg skreg min kærlighed ud i den sidste presseve: JEG ELSKER DIG! Jeg tror alle på Odense Universitets Hospital kunne høre mig…

Jeg havde elsket ham længe før jeg havde tænkt på ham. Og han var så fin, så skøn, trak vejret som han skulle og var bare min!

Alt var lykke og idyl.

Indtil han fik kolik.

Og det gjorde han. For fulde udblæsninger i 3 stive måneder. Intet hjalp. Mad, bleskift, svøb i dyne, bryst – intet. Heller ikke kærlighed.

Eller sådan føltes det i hvert fald. Og jo mere den følelse bed sig fast, jo mindre fik jeg lyst til at vise ham kærlighed. ”Så er du fanme også selv ude om det” for lige i det samme øjeblik tage ham op og knuge ham indtil mig, kysse ham, elske ham og trøste.

Jeg var så splittet. Og jeg har aldrig følt en mere irriterende følelse før. For jeg ville bare elske. Jeg elskede jo! Men hvorfor ville han ikke have min kærlighed? Er jeg ikke god nok, spurgte jeg ham om, mens han lå ved mit bryst og havde et roligt øjeblik. Fik du ikke den mor du gerne ville have? Og alt væltede op. Er jeg en god datter, er min mor en god mor? Hvorfor har jeg ikke nok veninder? Og alt blev ved med at falde tilbage på  mig selv. Nej du er bare ikke god nok! Du kan ikke finde ud af det her. Du kan ikke trøste dit barn, du dur ikke til noget.

Det værste var, at når jeg havde dunket mig selv tilstrækkeligt nok, så jeg ned på ham –  min lille guldklump – og så væltede det over ham. ”Du har taget det hele fra mig” ”Hvis ikke du vil have min kærlighed, så må du passe dig selv”. Ja, jeg græder nu, bare af at skrive det. For intet kunne være længere fra sandheden –  nu. Men på det tidspunkt, var det min sandhed. Min frygtelige sandhed. Jeg kunne bare ikke mere. Han skreg og skreg. Han ville ikke sove om dagen. Han ville ikke ligge alene, han ville ikke være i barnevognen, han ville ikke elske mig… Og hvis han ikke ville, så ville jeg heller ikke… Jeg kunne hade ham uden at mærke hadet. Jeg kunne elske ham uden at mærke det og jeg havde nogle gange lyst til bare at gå. Gå fra ham. Lade ham ligge, være ligeglad, tage høre telefonerne på, skrue op for noget hidsigt musik og så bare gå. Gå fra alle og deres gode råd som ikke virkede. Gå fra alle dem der aldrig ringede, gå fra dem der syntes jeg var en dårlig mor, gå fra min mand som kunne tage på arbejde, gå fra mit barn…

Heldigvis findes der engle. Og sådan en har jeg. Hun så mig, hjalp mig og viste mig vejen ud af det helvede jeg syntes jeg var i.

Det var ikke en fødselsdepression jeg havde – men en fødselsreaktion. En reaktion, på et liv i kontrol som pludselig på ingen måder, var i kontrol mere.

Jeg ved i dag, at jeg var elsket –  mere end jeg nogensinde har været – for jeg var den eneste der kunne bringe ro hos ham. Han slappede af så snart han lyttede til mit hjerte og lå på mit bryst.

I dag, kan vi snakke sammen bare ved at se på hinanden. Jeg kender ham og jeg holder aldrig op med at kende ham.

Jeg er elsket og jeg elsker.

Så kære Julia, min irriterende følelse må være at jeg skulle slippe kontrollen. Men allermest, at være bange for ikke at kunne elske.

Kærlig hilsen

Cristine

18 kommentarer

  1. Suk. Tak fordi du deler det her. Jeg forestiller mig det har gjort så ondt at skrive ned og ikke mindst gennemleve. Det at få et kolikbarn var noget som skræmte mig under mine graviditeter, faktisk mere end selve det at skulle føde. Dejligt at høre du er på den anden side nu og føler dig elsket. For det er DET livet handler om – mere end noget andet. Tillykke med din guldklump som jeg forstår er blevet en lille snakketrold nu.

  2. Så fint, så fint og så ærligt. Der er så mange mødre derude, som nu ikke føler sig helt så alene og som måske ikke slår sig selv lige så hårdt, fordi du har turde skrive netop det.

    Kh
    Lykke

  3. Kære Chrstine
    TAK for dit mod og din ærlighed. Jeg ELSKER kvinder med mod og ærlighed! Du gør en forskel for mange i din situation – ja bare os, der blev mødre og kom i kontakt med vores indre control-freak i fastlåste ammesituationer og utallige skrigeture… 🙂
    Der ER så store følelser i moder-kærligheden!
    TAK!
    Mange kærlige tanker

    Dorte

  4. Puh, det trak tårer… Jeg blev også velsignet med en lille kolik trold, som brugte de første 6 uger af sit liv på at skrige al sin vågne tid, og som ikke ville ligge alene. Det var så møg hårdt, og det var nogle af de værste følelser i verden: Frygten for ikke at kunne elske sit barn, lysten til virkelig bare at gå fra det hele og følelsen af at blive fuldstændig devalueret af sin baby, fordi man ikke var god nok. Tak for dit fine og ærlige indlæg.

  5. Flot skrevet. Har selv gået igennem det samme. Man går med den evindelige skyldfølelse over bare at ville væk hjemmefra og at savne livet forinden. Heldigvis går det over, men jeg tror at det først er på det tidspunkt man knytter mor/barn bånd.

    Kh Tina

  6. Puhaaa jeg fik også en lille trold med kolik, det varede i 3 mdr og da han var 4 mdr gammel, og jeg havde haft en glad dejlig baby i en måned, fandt jeg ud af at jeg var gravid igen!!!! Det var med blandede følelser og en blanding af gråd og hysterisk latter der opstod da vi stod med en posetiv test. men idag har vi en dreng på 1 1/2 år og en dreng på 6 mdr og denne gang var der ingen kolik, tværtimod, græder kun lidt når han er sulten og træt, og det er KÆRLIGHED imellem de 2 drenge, de lyser op når de ser hinanden om morgnen og mit mor hjerte smelter…. Men det var også med tårer i øjnene jeg læste det indlæg, for hvor kan man sætte sig ind i alle de tanker og følelser.

  7. Tak for din ærlighed – det er dét alle vi mødre har brug for (med eller uden kolik-børn), for jeg er sikker på, at vi ALLE kender til følelsen af ikke at være god nok, følelsen af at så kan det da også bare være ligemeget, og trangen til at skride fra det hele, når vi har glemt, hvorfor f….. det var, vi ville have børn…

  8. Hvor er det dejligt at du ærligt skriver dine følelser i dit indlæg…jeg har også selv en del med i bagagen og man føler sig ofte så alene med sine følelser om ikke at være god nok som mor. Vi var i fertilitetsbehandling i mange år og fik så endelig den dejligste lille dreng – som så også havde kolik…hele verden styrtede sammen omkring os. Da vores søn var 2,5 år fik vi en lille datter (også fertilitetsbehandling)…hvem havde drømt om at få 2 børn med kolik…for hun skreg og skreg aften og hele natten til hun var 4 mdr. Det var bare så hårdt og jeg fik en efterfødselsreaktion begge gange. Nu hvor de er 4 og 1,5 år har jeg stadig en del i rygsækken, som skal bearbejdes fra de hårde år med fertilitetsbehandling og kolik….

  9. Pyyh.. Prøver lige at synke den klump jeg har i halsen, og blinke tårerne væk, men det er godtnok lidt svært.. Virkelig flot skrevet, og godt gennemlevet ikke mindst.. I kom ud på den anden side, og det er det vigtigste! 🙂

  10. wauh – det er godt nok stærkt skrevet. Jeg har en kømpe klump i halsen. Der er bare ikke noget der er mere forfærdeligt end, når ens guldklump er utrøstelig… Det er så hårdt, og følelsen af at være en utilstrækkelig mor – tror jeg rammer de fleste af os igen og igen, i sådan en situation.

    Fanstisk at i nu er “helet” – godt gået, stort kram fra en mor til 3 🙂

  11. Årh, hvor er det dejligt … nej, altså – undskyld!! Det er forfærdeligt, at du har haft det på den måde! Men dejligt dejligt dejligt, at du skriver det så ærligt! Tak tak tak!

    For jeg kender det. For jeg har oplevet stort set det samme. Ikke kolikken, dog. Min søn tog bare ikke på, altimens sundhedsplejersken gokkede mig oveni hovedet, så min selvtillid sivede ud.

    Jeg troede, at jeg var temmelig alene om at have det sådan. Jeg nævnte det i mødregruppen, som kiggede på mig, som om jeg havde mistet forstanden. Ingen af dem havde det på samme måde. Overhovedet. Sagde de. Og så følte jeg mig bare endnu mere forkert.

    Så TAK for din ærlighed!!

  12. Kære alle sammen,
    Det betyder meget at læse så vidunderlige kommentarer. Også jeg har kæmpe klumper i halsen og tårer i øjnene nu.
    Tak!
    Kærligst fra Cristine

  13. Har lige overstået tre timers skrig fra min stakkels lille søn med ondt i maven (tror jeg, for man ved det jo ikke, vel?)
    At jeg havde læst dit indlæg her på bloggen, gav mig faktisk overskud. Jeg kyssede ham mere, fortalte ham i ord, hvor meget jeg elsker ham etc. Mellem skrigene fik jeg et lille smil og masser af øjenkontakt, inden han forsvandt i gråden igen.
    Selvom det er forfærdeligt, er det dejligt at der er flere i samme situation, der kan fortælle, at man kommer ud på den anden side, mere eller mindre helskindet.
    Hurra for blogs og modige, stærke kvinder, der tør dele!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *