Tiderne skifter

I sidste uge holdt jeg denne workshop sammen med denne skønne dame. Ud over at det var en helt fantastisk dag, med mange mennesker, du lige om lidt kommer til at læse om hid og did og allevegne, så var dagen præget af dårlig kaffe. Nescafé. Økologisk og alting, men jeg er virkelig ikke glad for det. Kaffe skal være rigtig kaffe (og kære veninder, der altid serverer Nescafé – jeg drikker det, ja, men det ER altså ikke rigtig kaffe…) og  livet er for kort til dårlig kaffe, og en arbejdsdag er faktisk også for lang til kaffe, der ikke rigtigt “virker”. Så når hele min fysik står og skriger på kaffe,  er det bare med at kridte de høje hæle og løbe den smertefulde vej ned af Wildersgade (der er BROSTEN) til kaffebiksen i en af pauserne. Og det gjorde jeg. Sammen med Mette. Jeg købte kaffe, og Mette købte the (svækling), og undervejs fik vi øje på denne fine bog:

Inden i den, var der dette opslag fyldt med alt muligt (klamt) man kunne gratinere… Tænk at det her, engang var det skønneste mad i verden? Mens vi løb tilbage til kursuslokalerne i de høje hæle i maj-kulden kom jeg til at tænke på hvor vildt det er, at vi er kommet så langt. Ja, der mangler ligestilling, ja, der mangler ligeløn, men vi er edderbankemig kommet langt siden ugens højdepunkt var at udfordre sig selv med at lave en gratineret leverpostegmad…

5 Comments
Previous Post
Next Post