GÆSTEBLOGGER: METTE HOLBÆK

Mette, som vi kender hende

Det er fredag, og dette indlæg er ganske, ganske særligt. Min veninde og lejlighedsvise partner, Mette Holbæk, gæster os nemlig i dag. Mette har mildest talt haft et udfordrende år. De af Jer, der har fulgt med på Mettes nyhedsbrev , eller på hendes blog, ved at hun er blevet mor til lille fantastiske Saxe. Alt for tidligt. Mette er i denne uge i et meget læseværdigt interview i Alt for Damerne om den hjælp, hun fik fra en engelsk Maternaty Nurse, som har boet hos Mette og hendes familie i perioder efter Saxes fødsel. Her fortæller Mette om at (turde) bede om hjælp, og viser os private billeder fra tiden (billederne er Mettes, og må ikke bruges andre steder).

Stå  stille, så englene kan lande

eller Kan du bede andre om hjælp?

Jeg kan ikke. Eller rettere: Jeg kunne ikke. Nu er jeg ved at lære det. Men som med så meget andet virkelig vigtigt, blev det på den hårde måde.

Måske er du en af den slags damer, der altid har været god til at indse, hvornår du havde brug for støtte, og bedt om det. I salute you.

Men hvis du er lidt lige som mig, er du om ikke opdraget til så i hvert fald altid blevet rost for at være selvstændig, stærk, udholdende, effektiv. I stand til.

Jeg har solet mig i det. Vredet mig veltilfreds rundt i mit ry som som one lean working machine. Det er sådan, jeg elsker at se mig selv. Måske er det, fordi jeg er fra Jylland. Der bliver i hvert fald praktiseret en del ’man skal yde, før man kan nyde’, der hvor jeg kommer fra.

Bagsiden af al denne ’jeg kan selv’  er, at du også tror, at du ’skal selv’. Og så er det noget svært at bede om hjælp, selv fra sine nærmeste, når lokummet brænder. For det første fordi der skal stå meterhøje stikflammer ud fra pågældende lokum, før sådan en som mig vil anerkende, at det overhovedet bør betragtes som en selvstændig begivenhed, for det andet fordi det mest nærliggende er at løse problemet selv. Jeg er ked af det, men det falder mig bare ikke naturligt at involvere andre i mine problemer, store eller små, jeg vil hellere finde en løsning selv, når nu jeg godt kan tænke mig frem til, hvad det er.

Mette, hjælpeløs på hospitalet

Har du det også sådan? Så  tillad mig foreslå en røvtur lidt a la min: Jeg var gravid med min anden søn i 23. uge, da vandet pludselig gik, og jeg blev indlagt på hospitalet i totalt sengeleje (det betyder, du må tisse og tage ét hurtigt bad om dagen, ikke at du må gå ned ad gangen efter en kop te), indtil minimanden meldte sin ankomst en rædselsfuld, opslidende måned senere, 13 uger for tidligt. Derefter fulgte to måneders hardcore indlæggelse på neonatal-afdelingen og tre måneders ’udslusnings-indlæggelse’ i hjemmet, alt sammen mens jeg skulle forestille at være tilstede for min søn på 4 år og min virksomhed. Det var ikke lige, hvad jeg havde regnet med. Og selvfølgelig ønsker jeg ikke, at du skal prøve noget, der bare minder om det. Virkelig. Jeg ville ikke ønske det for min allerværste fjende. Men måske bare en forstuvet ankel? En lidt hård influenza?

Jeg er slet ikke færdig med at absorbere de eksistentielle pointer, hvis vi kan kalde det det, i det forløb, min lille familie og jeg har været igennem, men jeg ved allerede nu, at de er talrige. Det kunne man helst sikker skrive både en lejlighedssang og en svært tilgængelig digtsamling om; det er nok for mig at vide, at jeg er færdig med at tage livet og børnene og kærligheden for givet.

Men jeg er også færdig med at være sådan en, der ikke kan bede om hjælp, for boy, er jeg blevet hjulpet det seneste halve år. Når jeg se på listen, bliver jeg rystet over, hvor lidt, jeg kunne uden, og rørt over al denne menneskelige interaktion, jeg trods de hæslige omstændigheder fik lov at være en del af.

Til ære for dig, der slår dig i tøjret ved tanken om ikke at være 100 procent selvstændig, selvkørende og selvforsynende, har jeg prøvet at skrive nogle af de punkter, jeg måtte afgive styringen på, mens jeg var nede at bide i græsset med min baby. Tro mig, det var ikke dem alle, jeg bad om selv (så hellere dø), men heldigvis er mine omgivelser klogere end mig:

Mette med Saxe, tre uger gammel

Bad

Min søster kom tre gange om ugen på  Rigshospitalet og hjalp mig i brusebad, som jeg indtog siddende på  en gammelmands-skammel af frygt for at overlade mit ufødte barn for længe til tyngdekraften. Hun tørrede mig, barberede mine ben, smurte mig ind i olier, en veninde havde sendt fra Berlin, og gav mig rent, grimt hospitals-undertøj på. Og så skiftede hun mit sengetøj, mens jeg ventede ude på skamlen. Tre gange om ugen.

Lille Saxe i bad

Pasning

Min søster boede som en overgangs-forteelse tilfældigvis hos os, da jeg blev indlagt, og hun blev boende, til vi kom hjem igen. Sammen med min svigermor overtog hun det meste af pasningen af min ældste søn, madlavning og husholdning. I weekenderne kom mine forældre fra Jylland til afløsning. Nej, jeg ved ikke, hvor noget bor i mine skabe længere, og sådan er det. Jeg tror heller ikke, at jeg finder ud af det. Ligesom at min ældste nu har en hel sæson af tøj, overtøj og sko, jeg ikke har været med til at købe. Ville jeg havde iført ham nogle andre farvekombinationer? Måske. But who the f*ck cares.

Kommunikation

Dagen efter jeg blev indlagt, overtog min assistent min telefon og min indbakke og al min kontakt med verden udenfor hospitalet, og sådan fortsatte det resten af året. Det var overraskende nemt at sige farvel til, du skulle prøve det en dag. Der bliver så dejligt stille.

Mad

Uanset om han havde sovet på  en madras på gulvet i jordemødrenes samtalerum eller med den ældste derhjemme, i den anden ende af byen, kom min mand hver morgen med morgenmad til mig, bestående af en anden venindes hjemmebagte boller, varm te og et heftigt udvalg af kosttilskud, specielt sammensat til den trælse anledning af en tredje veninde og hendes ekspert udi den slags. Til middag kom et bud med lige så sund frokost fra et økocateringfirma, bestilt og betalt af fire venner i fællesskab – resterne spiste jeg til aftensmad.

Tøj

En femte veninde købte en mindre hospitalsgarderobe for mig, så jeg havde blødt tøj og flade sko nok til at holde den kørende (ikke ligefrem noget, jeg havde meget af i forvejen i skabet). Jeg har planer om at afholde en rituel afbrænding af en nu meget slidt Moshi Moshi Mind-cardigan senere på året.

Karriere

De kursusforløb, jeg lige havde sat i gang efter sommerferien, blev kørt videre af de fantastiske mennesker, jeg laver dem med, og uden at blinke fortsatte alle med at med at udbetale mig mit honorar, selvom jeg ikke kunne arbejde. Huset reddet. Evig taknemmelighedsgæld etableret.

Pleje

Efter kejsersnittet sov min søster på gulvet ved min seng for i de to døgn, hvor jeg ikke kunne rejse mig op uden at brække mig, at hjælpe mig med at krybe ud at tisse og i seng igen. Hvem har fundet på den regel med, at det er så godt at kunne gå selv dagen efter sådan en giga-operation, en mand?

Det var kun et udpluk af de gode gerninger, jeg fik brug for. Det havde været svært grænseoverskridende, hvis jeg stadig havde haft nogle grænser at forsvare på det tidspunkt. Men det havde jeg ikke, jeg var på ryggen, med bugen i vejret, og for første gang klar til at se, hvor meget vi har brug for hinanden, og hvor fantastisk det er at blive hjulpet.

Havde jeg haft overskud til at tænke over, hvad der foregik, ville jeg nok have været bekymret for, hvem jeg var, hvis ikke jeg kunne være hende den stærke. Om der var noget mig tilbage, når al handlingens kraft var taget fra mig. Men det var der. En, der måtte smide alt det andet, der virkede vigtigt men ikke var det, for at få sin søn til verden. Hende kunne jeg også godt lide.

Du kan læse en artikel om mig og minimand Saxe og babysitter extra ordinaire, Jacqui, der blev vores endelige store redning, i Alt for Damerne i denne uge. Når du er nået så  langt her i dette blogindlæg, vil du vide, at hun kun er én af en sværm af engle, som faktisk lander på ens skuldre, hvis man står stille længe nok …

P.S.Som selvstændig er det er svært at undvære Mettes meget inspirerende og helt fantastisk givende blog, som handler om successtrategier for selvstændige. Meeeeen, selvom du ikke er selvstændig (“endnu”, ville Mette sige), er det en god ide at klikke forbi.

Lækre Saxe i dag!
28 Comments
Previous Post
Next Post